Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

opdragelse

Oprindelig forfatter OVar Seneste forfatter Redaktionen

Opdragelse. Korporlig afstraffelse var en fast bestanddel af opdragelsen i både hjem og skole indtil langt op i 1900-t. Dette maleri, Straffen, af J.T. Lieber fra slutningen af 1800-t. viser reaktionen på afstraffelsen, hvor følelser som vrede blandet med lettelse over, at straffen er udstået, er ledsaget af bevidstheden om korporlig afstraffelse som en mere eller mindre uforudsigelig faktor, der på ethvert tidspunkt kan få fornyet aktualitet. Privateje.

Opdragelse. Korporlig afstraffelse var en fast bestanddel af opdragelsen i både hjem og skole indtil langt op i 1900-t. Dette maleri, Straffen, af J.T. Lieber fra slutningen af 1800-t. viser reaktionen på afstraffelsen, hvor følelser som vrede blandet med lettelse over, at straffen er udstået, er ledsaget af bevidstheden om korporlig afstraffelse som en mere eller mindre uforudsigelig faktor, der på ethvert tidspunkt kan få fornyet aktualitet. Privateje.

opdragelse, udvikling af personligheden bl.a. ved videregivelse af bestemte normer for adfærd, indsigt, værdier og holdninger fra en generation til den næste. Ikke alle påvirkninger er resultat af en bevidst hensigt, idet børn og unge gennem hele deres opvækst tillige er genstand for en ubevidst opdragende påvirkning fra deres sociale og kulturelle omgivelser, ofte formidlet gennem de voksnes eksempel. Der bør derfor skelnes mellem en intentionel opdragelse, dvs. en påvirkning, bag hvilken der ligger en bestemt hensigt eller intention, og en måske mere betydningsfuld utilsigtet opdragelse, der ikke udspringer af en bevidst, pædagogisk hensigt.

Opdragelsesprincipperne i første halvdel af 1900-t. beskrives i Ordbog over det Danske Sprog som "den behandling eller påvirkning, hvorved forældre eller de, der træder i forældres sted, fx pædagoger, lærere, medier og fritidsorganisationer, søger at gøre deres børn til gode, dygtige og dannede mennesker". Det fremgår af denne definition, som stadig af mange betragtes som dækkende, at børn fra naturens hånd er ufærdige væsener, der bør præges af voksne. Opfattelsen er i reglen ledsaget af en forestilling om, at hvis man griber til de rigtige midler, overtager det enkelte barn efterhånden målene som sine egne. Synspunktet hviler således på en forventning om, at individet i vidt omfang kan være sin egen opdrager, idet det både formes udefra og udvikler en individualitet indefra. Opdragelsen tilstræber således udviklingen af såvel et kulturelt fællespræg som et individuelt særpræg.

Historie

Som en vigtig forudsætning for et samfunds fortsatte beståen og videreførelse har opdragelse som et fundamentalt menneskeligt anliggende optaget tænkere i alle kendte kulturer. Synet på opdragelse i den vestlige kulturkreds er stærkt påvirket af fire hovedkilder.

Annonce

Den første er antikkens Grækenland. Her så en række filosoffer, fx Sokrates og Platon, primært opdragelse som et middel til udvikling af den menneskelige tænkning og fornuft, hvilket fik afgørende betydning for den vestlige civilisations særpræg. Aristoteles skelnede mht. opdragelse mellem den praktiske og den teoretiske fornuft og mente, at den praktiske fornuft udfoldede sig inden for moral og politik, mens den teoretiske ikke havde ydre formål, men i sig selv var et mål for opdragelsen.

Ved mødet mellem antikkens tro på fornuften som det frelsende redskab for menneskets handlinger og den kristne kultur, der introducerede arvesynden som et menneskeligt grundvilkår, fik opdragelsen yderligere til opgave at befri mennesket fra arvesyndens følger ved at se tilværelsen her på Jorden som en forberedelse til livet efter døden. Frelsen var ganske vist en nådessag, men opdragelsen kunne yde et bidrag. Den kristne kultur greb således dybt ind i den vestlige verdens syn på opdragelse mht. ikke alene intellektuelle færdigheder, men også moralske normer for familie- og samfundsliv.

Opgøret med den kristne middelalderkultur siden renæssancen slog for opdragelsens vedkommende først for alvor igennem med oplysningstidens tro på "det naturlige" inden for religion, økonomi, retsvæsen og moral. Denne opdragelse havde, som den blev beskrevet af J.-J. Rousseau i Émile ou de l'éducation (1762), som mål at værne om det oprindelige i barnet. Dermed var barndommens egenværdi som udgangspunkt for al opdragelse slået så grundigt fast, at det siden har været en integreret del af vestlig tænkning.

De rousseauske idéer bidrog til fremkomsten af 1900-t.s reformpædagogik, indledt i år 1900 af den svenske forfatter Ellen Key, der med bogen Barnets århundrade slog til lyd for størst mulig frihed i opdragelsen. Samtidig lagde børnepsykologien med udgangspunkt i systematiske iagttagelser af børn grunden til en opdragelse, der tog hensyn til individuelle forudsætninger og behov og lagde afstand til en opdragelse udelukkende på de voksnes præmisser. Centrale personer i denne sammenhæng er bl.a. T.W. Preyer (1841-97) med værket Die Seele des Kindes (1882), A. Gesell med The Mental Growth of the Preschool-Child (1925) og W. Stern (1871-1938) med Die Kindersprache (1928). I Danmark fik psykologisk inspirerede pædagoger som Thomas Sigsgaard og C.C. Kragh-Müller en mærkbar indflydelse på den almindelige holdning til børneopdragelse.

De historisk begrundede forskelle i opdragelsessyn giver sig udslag i en række principielle problemstillinger, der i nutidig opdragelse aftvinger opdrageren et valg.

Arv eller miljø?

Udgangspunktet for opdragelse fremstår således i bl.a. disse to modsatrettede opfattelser: Enten er mennesket i det væsentlige et produkt af sin arvemasse, hvilket opdragelsen ikke kan ændre meget ved, eller også formes det først og fremmest af sine omgivelser. Den sidstnævnte opfattelse, som bl.a. fandt en fortaler i Erasmus af Rotterdam, muliggør i højere grad, at mennesket dannes i en ønsket retning, der af den voksne generation anses for ønskværdig; se kultur. En tilsvarende tankegang ligger imidlertid også til grund for forskellige religiøse og politiske syn på opdragelse som redskab til fremme af bestemte formål, ofte begrundet i relationer til fællesskabet; måske derfor er det et gennemgående træk, at opdragelsesspørgsmål efter større krige er genstand for debat i forsøget på at undgå fremtidige konflikter. De to opfattelser af opdragelsens grundvilkår giver højst forskellige påvirkningsmuligheder og har til stadighed været omstridt.

Faste normer eller udvikling?

I det moderne samfund er opdragelse genstand for forskellige opfattelser, der strækker sig fra en restriktiv opdragelse over en mere åben, hvor den voksne ser det som sin største opgave at støtte barnets udvikling, til laissez faire-holdningen, der navnlig var udbredt i midten af 1900-t. De tre retninger, der adskiller sig mht. mål, indhold og konsekvenser, kan karakteriseres således:

Kontrollerende opdragelse. Denne form betegnes ofte som autoritær, idet de voksne tvinger påbud og forbud igennem, og det bliver et mål i sig selv at bryde eller bøje barnets vilje. Opdragelsen udøves i et hierarki, hvor voksne er højere placeret end børn, og hvor børns opgave er at være lydige. De voksne bestemmer, og børn har ikke ret til at protestere, jf. den især tidligere brugte bemærkning: "Din vilje sidder i fars lomme". Den almindelige holdning hos tilhængere af denne opdragelsesform er, at hovedopgaven er indprentning af traditionsbundne normer, også når det kun kan gennemføres med anvendelse af magtmidler.

Udviklingsstøttende opdragelse. Denne opfattelse, også benævnt demokratisk opdragelse, har som mål ligeværd mellem børn og voksne, selvom børn af udviklingsmæssige årsager ikke råder over samme modenhed og færdigheder som voksne. Den daglige opdragelse gennemføres primært ved fornuftsbegrundede krav afstemt efter barnets modenhed, og det forventes, at barnet ud fra følelsesmæssige relationer til de voksne af sig selv lever op til de stillede krav og forventninger. Samtidig opfattes det som barnets ret at formulere og hævde egne meninger, også når de kommer på tværs af de voksnes, men det er dog mht. gennemførelsen af egne planer underkastet nødvendige sikkerhedsregler. Der lægges tidligt op til, at barnet inddrages i drøftelser af, hvilke regler og rutiner der bør være gældende i familien, og tillægges egne ansvarsområder.

Laissez faire-opdragelse. Ved denne opdragelsesretning lader de voksne barnet gøre, hvad det har lyst til, uden eller med næsten ingen indgriben. Årsagen kan enten være forældrenes reaktion på egen opdragelse i barndommen, en ideologisk overbevisning om ikke at ville gribe ind eller social magtesløshed. Der er almindelig enighed om, at forældrene ved denne form for opdragelse svigter børnene, fordi de ikke påtager sig den opgave at formidle bæredygtige værdier.

Normbrud og straf

Psykologiske undersøgelser 1986-96 tydede på, at der var stærkt divergerende opfattelser af børns opdragelse i den danske befolkning. Der var således i 1999 40-45 %, der gik ind for anvendelse af fysisk afstraffelse som middel til opnåelse af lydighed uanset revselsesrettens afskaffelse i 1997. I 2010 var dette tal faldet til under 20 %. Resten anvender også forskellige former for straf, men i form af ikke-fysiske strafformer som udskældning, fradrag i lommepenge, forbud mod samvær med kammerater, stuearrest mv.

Opdragelse er i praksis som regel ikke et enten-eller, selvom forskelle kan være ganske markante. Voksne kan således stille strenge krav på visse områder, fx i spisesituationer, og være overbærende på andre, fx over for børns udtryk for vrede. Hvilken virkning de enkelte opdragelsesformer har på børns personlighedsudvikling, kan ikke umiddelbart dokumenteres, bl.a. fordi der ikke blot er tale om øjeblikkelige positive effekter, men også om virkninger, som kan være stærkt uønskede i det lange løb. Straf kan således muligvis afholde børn fra at gøre noget forkert, men næppe få dem til at gøre det rigtige. Måske adlyder barnet på kort sigt en ordre, hvis det ved, at det ellers vil blive straffet, men på længere sigt vil det i bedste fald kun lære lydighed over for autoriteter og ikke selvbeherskelse.

Undersøgelser tyder på, at en autoritær opdragelse med krav om lydighed danner børn og unge, der er præget af høflighed, beskedenhed, selvundertrykkelse og føjelighed, men også af angst og utilfredshed, lavt selvværd og kontaktvanskeligheder i samværet med andre mennesker. De samme undersøgelser har påpeget, at ved en demokratisk opdragelse bliver børn og unge socialt aktive, fantasirige, selvstændige, samarbejdsorienterede og afholdt af kammerater, mens børn, som er vokset op med laissez faire-forældreholdninger, kan have tendens til at blive upålidelige, stædige og egocentriske.

Opdragelsens værdigrundlag

Der er mere end nogensinde grund til at overveje voksnes holdninger til børns opdragelse. Den autoritære opdragelsesform har været forståelig og i et vist omfang hensigtsmæssig i et statisk samfund med faste og fælles værdier. I det moderne samfund, hvor sekulariseringen ledsages af pluralisme, har befolkningen på mange områder ikke et fælles værdigrundlag, heller ikke når det gælder børns opdragelse. En tilbagevenden til tidligere tiders opdragelsesidealer er dog ikke svaret på forældres oplevelse af problemer i forbindelse med deres børns opdragelse. I nyere tid har en udbredt opdragelsesform været den såkaldte forhandlingsopdragelse, der i vidt omfang er præget af en humanistisk og demokratisk tankegang; humanistisk, fordi barnet forstås som unikt og inddrages i fælles beslutninger, demokratisk, fordi opdragelsen sigter mod medbestemmelse, social inddragelse og svækket autoritetstro.

Et perspektiv, hvis konsekvenser endnu ikke aftegner sig tydeligt, er det stigende antal nydanskere med anden kulturel baggrund end dansk. Mødet mellem dansk opdragelsestradition og opdragelsesmål i andre kulturer er hverdag for mange i fx børneinstitutioner og skoler. Det må derfor forventes, at der i forbindelse med de kommende års integration af indvandrere med forskellig etnisk baggrund på godt og ondt bliver tale om ændrede holdninger, normer og værdier inden for opdragelse.

Begrebsmæssigt står opdragere i det moderne samfund til stadighed over for valget mellem tilpasningssocialisering eller dannelsessocialisering som den grundlæggende opdragelsessynsvinkel. Tilpasningssocialisering resulterer efter den norske pædagog Jon Hellesnes' (f. 1939) opfattelse i, at barnet socialiseres på plads og lærer spillereglerne uden at erkende, at spillet kan diskuteres og forandres; det bliver spillebrik og ikke medspiller. Lydighed, konformitet og en konventionel tankegang stiller sig hindrende i vejen for opdragelse til selvstændig tænkning, ansvarsbevidsthed og initiativlyst. Ved dannelsessocialisering opdrages barnet til egen stillingtagen, og der lægges vægt på frihed, udfoldelse og autonomi samt evnen til at kunne sige fra over for eller ændre de opgaver og roller, der alene er bestemt af traditionen eller af andre mennesker.

Afgørende for opdragelsens mål, indhold og metoder i et vestligt orienteret samfund er, at den enkelte til enhver tid kan indgå i et samspil med andre. En opdragelse, der som mål har udviklingen af barnets iboende resurser og dets inddragelse i fællesskabet, er grundlæggende betinget af dette samspil, hvor de voksnes reaktioner og udspil er den afgørende kvalificerende faktor. Opdragelsen må på samme tid give barnet en forankring i egen familie- og kulturbaggrund og mod til at bruge sine evner aktivt og kreativt, så det kan indgå i dette samspil, uanset at det sker på vekslende betingelser i arbejds-, familie- og fritidsliv. Opdragelsens etiske dimension indebærer derfor, at individ og samfund ikke fremstår som alternativer, men som elementer i en interaktion, der har begges positive udvikling som mål.

Se også barndom, dannelse, disciplin, familie og pædagogik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Varming: opdragelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=135700