• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

analfabetisme

Oprindelige forfattere Elbro og JCon Seneste forfatter Redaktionen

analfabetisme, ukyndighed i læsning og skrivning. Betegnelsen analfabet anvendes i almindelighed kun om personer over 15 år.

I henhold til UNESCOs definition vil en person, der med forståelse har lært at læse og skrive simple udsagn om eget liv, ikke være analfabet. Det har imidlertid vist sig meget vanskeligt at holde fundamentale færdigheder ved lige i områder, hvor det ikke er umiddelbart nødvendigt for livets opretholdelse at kunne læse og skrive.

Ordet analfabetisme kommer af græsk a- og alfabet, og -isme.

I begyndelsen af 2000-t. er analfabetisme stadig udbredt, især i udviklingslandene. En begrænsning af problemet bliver i almindelighed betragtet som en forudsætning for industrialisering af udviklingslandene. Ifølge UNESCO er ca. 757 mio. analfabeter (2013) svarende til ca. 15%. Analfabetismen er især faldende i gruppen af unge 15-24 årige. 14 lande i Afrika syd for Sahara samt Syd- og Vestasien har en analfabetisme på over 50%, mest udbredt blandt kvinder.

Annonce

For Europa har udviklingen været anderledes. I midten af 1800-t. kunne højst halvdelen af den voksne befolkning i Vesteuropa læse og skrive. Industrialiseringsgraden har imidlertid ikke fulgt udbredelsen af disse færdigheder. Generelt var analfabetisme af et betydeligt mindre omfang i de protestantiske lande, hvor selvstændig læsning af enkelte religiøse tekster havde større betydning end i den øvrige del af Europa. Almindelig skolepligt blev indført i mange europæiske lande i midten af 1800-t. og reducerede antallet af analfabeter. I slutningen af 1800-t. udgjorde antallet ca. 10% af befolkningerne i England og Frankrig. Der findes ingen statistiske oplysninger om analfabetismen i de nordiske lande, men på baggrund af udvandreres, soldaters og fangers skrive- og læsefærdighed formodes det, at analfabetismen har været af ringe omfang også i Danmark på den tid. Danmark fik i 1814 undervisningspligt — til forskel fra andre lande ikke skolepligt.

Funktionel analfabetisme

Funktionel analfabetisme er læse- og stavevanskeligheder, som gør det vanskeligt for voksne at deltage fuldt ud i samfunds- og arbejdsliv og at udnytte egne evner.

Modsat analfabetisme taler man oftest om funktionel analfabetisme i industrialiserede lande med almen undervisningspligt, men med betydelige krav til læse- og stavefærdighed. Som mindstemål for funktionelle færdigheder sætter man i de nordiske lande som regel læse- og stavefærdigheder svarende til gennemsnittet i 4. eller 6. klasse. Men mange unge og voksne stilles dog over for væsentlig større krav i fx uddannelse og erhverv.

I en OECD-undersøgelse 2013 havde ca. 12% af voksne danskere vanskeligheder med mindst halvdelen af udbredte tekstgenrer: avisartikel, oplysende pjece, bykort, pristabel og postblanket. De dårlige læsere var især ældre med kort skolegang, uden uddannelse og uden læsekrævende erhverv. For ikke-vestlige indvandrere var andelen af funktionelle analfabeter over 50%.

Se også læsning (læsevanskeligheder).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Elbro, Joan Conrad: analfabetisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37356