Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vallekilde Højskole

Oprindelig forfatter VS-P Seneste forfatter Redaktionen

Vallekilde Højskole. Til venstre ses Martin Nyrops tilbygning fra 1907 med bl.a. foredragssalen.

Vallekilde Højskole. Til venstre ses Martin Nyrops tilbygning fra 1907 med bl.a. foredragssalen.

Vallekilde Højskole, højskole i landsbyen Vallekilde 18 km vest for Holbæk, oprettet i 1865 af teologen Ernst Trier, som var forstander for skolen indtil sin død i 1893.

Vallekilde blev hurtigt en af de toneangivende folkehøjskoler og et folkeligt samlingspunkt i Odsherred. Medvirkende hertil har bl.a. været oprettelsen i 1877 af en håndværkerafdeling under ledelse af lærer og tømrer Andreas Bentsen og i 1880'erne introduktionen af den såkaldt lingske gymnastik (se gymnastik). Øvelseshuset hertil blev opført 1884 af Bentsen sammen med Martin Nyrop, der senere også opførte bl.a. den store tilbygning med foredragssalen (1907).

Vallekilde Højskole. Denne gymnastikopvisning i 1934 af højskolens kvindelige elever foregår foran Øvelseshuset, som i 1884 blev opført af Andreas Bentsen og Martin Nyrop. I denne bygning blev den lingske gymnastik introduceret i Danmark, og den har derfor fået tilnavnet den folkelige idræts vugge. Huset er bygget af træ i en særlig nordisk stil, en forløber for jugendstilen, og det er malet i gult, rødt og grønt; over døren læses Dag og Dåd er Kæmpe-Rim, og bygningen rummer symboler fra kampen mellem aser og jætter i den nordiske mytologi. Den blev fredet ved restaureringen i 1984.

Emner som mytologi, kunst og kunstindustri har ligeledes karakteriseret skolen, hvis grundtvigske tradition også i nutiden har fundet udtryk i et betydeligt samfundsengagement.

Annonce

Vallekilde Højskole er smykket med billedkunst, udført af bl.a. Ernst Triers søn, maleren Troels Trier (1879-1962), Christen Dalsgaard (Ansgar og Ødbert døber, 1878) og flere af Odsherredsmalerne.

Højskolens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Skovgaard-Petersen: Vallekilde Højskole i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178132