Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pigeskoler

Oprindelig forfatter Poss Seneste forfatter Redaktionen

pigeskoler, skoler alene for piger. Fra slutningen af 1700-t. indså kredse i det københavnske borgerskab nødvendigheden af, at også piger fik skoleoplæring. Private pigeskoler, ofte kaldet Døttreskoler og drevet af kvinder, blev i 1790'erne oprettet i hovedstaden og i enkelte større provinsbyer.

I 1814 blev undervisningspligten lovfæstet, og der blev etableret et offentligt skolevæsen for både drenge og piger; i byskolerne opdelt i drenge- og pigeklasser, et princip, der i København blev fastholdt indtil 1945. Borgerskabets døtre blev i 1800-t. oftest undervist hjemme eller i private pigeskoler eller "institutter" drevet af en forældrekreds, en skoleholder eller af en velgørenhedsforening. Pigeskoletilbuddet varierede fra en op til tiårig undervisning i mange fag med vægt på håndarbejde, religion og fremmedsprog til en nødtørftig etårig indlæring i læsning, skrivning og lidt regning. Ca. 1845-1920 havde pigeskolerne deres florissante periode.

Fra 1875 fik kvinder adgang til universitetet, men ikke til de statslige latinskoler. I 1886 opnåede N. Zahles Skole som den første pigeskole dimissionsret til studentereksamen. Almenskoleloven af 1903 gav piger samme ret som drenge til optagelse i statens gymnasieskoler. Samtidig indførtes den særlige pigeskoleeksamen. Denne eksamen, som omkring 1950 endnu fandtes ved N. Zahles, Marie Kruses og Ingrid Jespersens skoler, blev afskaffet i 1958. De fleste pigeskoler blev i 1950'erne omdannet til fællesskoler.

Annonce

I 1893 stiftedes på Th. Langs initiativ foreningen Den danske Pigeskole, der bl.a. gennem udgivelsen af Bog og Naal. Maanedsskrift for kvindelig Undervisning og Opdragelse (1894-1953) opnåede en betydelig pædagogisk og politisk indflydelse.

Se også dansk skolehistorie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgitte Possing: pigeskoler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141856