Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

private skoler

Oprindelig forfatter KPAO Seneste forfatter Redaktionen

private skoler, private, selvejende undervisningsinstitutioner, der varetager undervisnings- og uddannelsesopgaver på alle trin bortset fra universitetsniveau. Undervisningsministeren har for nogle af de nævnte skoleformer godkendelses- og nedlæggelseskompetencen. Gruppen af private skoler omfatter dels skoler med et undervisningstilbud, der er fastlagt i lovgivningen som led i dækningen af et konstateret undervisningsbehov på landsplan, dels de frie skoler.

Skoler inden for den førstnævnte gruppe, der ofte er oprettet på lokalt initiativ, omfattede i 1995 12 lærerseminarier, 27 pædagogseminarier, to ernærings- og husholdningsseminarier, otte håndarbejdsseminarier, 136 erhvervsskoler, syv teknika, tre handelshøjskoleafdelinger og tre handelshøjskoler. Gruppen af frie skoler omfattede 420 frie grundskoler, 225 efterskoler, 104 folkehøjskoler, 24 husholdnings- og håndarbejdsskoler samt 18 gymnasier og studenterkursus. Disse skoler dækker ikke en offentlig undervisningsforpligtelse, men er et udtryk for friskoletraditionen. Se også folkeskolen og frie grundskoler.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Peter A. Olesen: private skoler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145298