Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Aalborg Universitet

Oprindelig forfatter Slott Seneste forfatter Redaktionen

Aalborg Universitet, AAU, 1974-94 Aalborg Universitetscenter (AUC). AUC blev grundlagt i 1974 ved en sammenslutning af en række allerede eksisterende uddannelser i Aalborg, bl.a. indgik Danmarks Ingeniørakademis afdeling i Aalborg. AUC mødte fra begyndelsen stor opbakning i Nordjylland og undgik den turbulens, der prægede Roskilde Universitetscenters første år.

AAU havde i 2011 et humanistisk, et samfundsvidenskabeligt, et teknisk-naturvidenskabeligt og et sundhedsvidenskabeligt fakultet. Afdelingen Aalborg Universitet Esbjerg blev dannet i 1995 ved en sammenslutning med Ingeniørskolen i Esbjerg. Siden 1.1.2007 har Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) været en del af Aalborg Universitet.

I 2010 var der immatrikuleret ca. 17.700 studerende på AAU. Opgjort i heltidsstillinger havde universitetet ca. 1660 videnskabelige medarbejdere, heraf ca. 430 ph.d.-studerende, og ca. 1200 tekniske og administrative medarbejdere. Ud over på undervisning og forskning satser AAU på et nært samarbejde med erhvervsliv og lokalsamfund i Nordjylland samt på internationalt samarbejde og åben uddannelse.

Annonce

Aalborg Universitets hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ejvind Slottved: Aalborg Universitet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=185400