Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

håndværk

Oprindelig forfatter Degn Seneste forfatter Redaktionen

Håndværk blev af Christian 4. i rigt mål benyttet i kunstens tjeneste. Udsmykningen i Frederiksborg Slots sale vidner herom, fx de malede og forgyldte billedskæringer i riddersalens loft. I midten viser felter forskellige værksteder; her bogtrykkeriet, jf. den latinske overskrift  impressio librorum 'trykning af bøger'. Slottet brændte i 1859, men ud fra maleren Heinrich Hansens tegninger og malerier og stærkt støttet af brygger J.C. Jacobsen var det muligt at rekonstruere udsmykningen.

Håndværk blev af Christian 4. i rigt mål benyttet i kunstens tjeneste. Udsmykningen i Frederiksborg Slots sale vidner herom, fx de malede og forgyldte billedskæringer i riddersalens loft. I midten viser felter forskellige værksteder; her bogtrykkeriet, jf. den latinske overskrift impressio librorum 'trykning af bøger'. Slottet brændte i 1859, men ud fra maleren Heinrich Hansens tegninger og malerier og stærkt støttet af brygger J.C. Jacobsen var det muligt at rekonstruere udsmykningen.

håndværk, udførelse med håndkraft af et arbejde, hvorved råstoffer bearbejdes til færdige produkter. Håndværk adskiller sig fra industri, ved at produktionen og reparationsarbejderne foregår efter kundens bestilling. I industrien produceres til salg fra et lager. Håndværket udføres af fagudannede håndværkere, der kan være enten håndværksmestre og dermed indehavere eller ledere af mindre håndværksmæssigt drevne virksomheder, eller håndværkssvende. Håndværksvirksomhed kræver i Danmark ikke næringsbrev, men inden for visse håndværk, fx elektriker- og gas- og vandmesterfaget, kræves af sikkerhedsmæssige grunde autorisation.

Ordet håndværk kommer af middelnedertysk hantwerk 'arbejde med hånden' i betydningen 'profession'.

Historie

I oldtiden frembragte landsbybeboerne selv de redskaber og produkter, som de havde brug for i dagligdagen, mens specialiserede håndværkere og deres særlige arbejdspladser først kan påvises i sen skandinavisk jernalder og vikingetid (fx værftpladser, smedjer, grubehuse). I den gamle verdens gamle kulturer (fx Ægypten, Mesopotamien, Fønikien) ses specialiseret håndværksproduktion (og industri) meget tidligere.

Før ca. 1500

Man har påvist (bl.a. ved efterlignende forsøg) at der kræves særlige indlærte teknikker ved fx fremstilling af stammebåde, værktøj og våben af flint, finere lerkar, tekstiler, bronzestøbning, jernudvinding og jernsmedning, og det er derfor nærliggende at kalde sådanne for håndværk, idet udøverne har måttet oplæres og siden specialiseres og derfor ikke på lige fod har kunnet deltage i landsbyernes almindelige fødeproduktion.

Annonce

Før byudviklingen fra 700-t. ses i større gårdsanlæg flere vidnesbyrd om håndværk, fx metalsmede, kammagere, træsmede, rebslagere, vævere, skibsbyggere der senere sammen med sejlende handelsfolk holdt sæsonmarkeder ved naturhavne der i visse tilfælde udvikledes til permanente byer. Fra 1100-t. kendes fx skomagerfaget, fra 1200-t. bagerfaget, og disse to fag blev i løbet af senmiddelalderen sammen med skrædderfaget og smedefaget de mest omfattende. Forstærket af kirkens, borgernes og adelens behov fulgte i middelalderen en betydningsfuld udvikling for håndværket. Håndværket blev efterhånden monopoliseret i et laugssystem i byerne samtidigt med at håndværksproduktionen på landet blev begrænset til landboernes egne behov og salg på markederne; og på byernes torve. Landhåndværkernes arbejde og bøndernes husflid supplerede derfor hinanden. Først efter midten af 1800-tallet kom der faguddannede håndværkere på landet, hvorefter de særlige landhåndværkere forsvandt og husfliden blev til håndarbejde (svensk: slöjd).

Med udviklingen af standssamfundet i middelalderen blev håndværk fastlagt som hørende til borgerstanden. Niveaumæssigt var det socialt placeret under købmandsstanden, idet en håndværker ifølge lovgivningen ikke kunne blive medlem af et byråd. Efterhånden fik hvert håndværk som nævnt eneret på sit fag dels gennem lavsprivilegier, dels ved Erik 7. af Pommerns købstadsforordning fra 1422, der gav købstædernes håndværkere monopol på udøvelse af håndværk. Undtaget herfra var enkelte fag, der ikke kunne undværes i de tyndere befolkede landdistrikter. Den københavnske reces fra 1537 nævner grovsmede, tømrere, murere, skindere og skræddere, der syede vadmel; hertil kom fra 1681 tillige bødkere, teglbrændere og hjulmagere foruden pottemagere, som fremstillede jydepotter og sorte potter, samt vævere, der vævede vadmel, blår og hampelærred. På landet udførtes herudover som delvist supplement til landbruget en lang række lokale håndværksfag der havde tydeligt egnspræg: tagtækning, husbygning, kurvefletning, træarbejder (træskomageri, jolle- og bådebygning, rokkedrejeri). Efterhånden blev nye fag i byerne udspaltet af de gamle, af smedens fx klejnsmed, sværdfeger, knivsmed og sporesmed, og af de gamle skind- og læderfag garver, felbereder (pelsgarver) og handskemager. Trods monopolet var konkurrencen skarp, idet der almindeligvis var mange håndværkere i forhold til samfundets produktionsniveau og tilsvarende ringe velstand og efterspørgsel. Lavene søgte derfor at begrænse tilgangen af arbejdskraft ved bl.a. krav om en læretid, om svende- og mesterstykker samt om indtrædelsesafgift i lavet mv. Kun i enkelte tilfælde blev der fastsat en højeste grænse for antallet af medlemmer i et lav.

Ca. 1500-1900

Også i denne periode var håndværkerne socialt placeret under købmændene og over de ufaglærte, bl.a. pga. virksomhedernes ringe størrelse; således havde kun en del af dem en svend eller en lærling. Endnu mindre var de tilladte håndværksvirksomheder på landet, hvor der i hvert fald i 1600 og 1700-t. var flere håndværkere, end der var i byerne. Til de bedrestillede håndværkere hørte guldsmede, skomagere, smede, bagere og slagtere, der fx havde mulighed for en vis stordrift (industri- eller fabriksproduktion) eller stod for produktion af dagligvarer. Med baggrund i den stigende industrialisering har den procentdel, som håndværkerne udgør af skatteborgerne i byerne, siden 1700-t. været stadigt faldende; i 1600-1700-t. udgjorde de op mod halvdelen, i 1800-t. ca. en tredjedel og omkring 1950 ca. en sjettedel.

I den sidste del af perioden udviklede en række håndværk sig til industri. En overgangsform var manufakturer i 1600-1700-t., hvor mange produktionsprocesser som smedning, spinding, vævning og valkning mv. blev udført af maskiner drevet af vand- eller hestekraft. Med udviklingen af dampmaskinen fra 1830'erne, gasmotoren fra 1870'erne og elektro- og dieselmotorerne fra slutningen af 1800-t. blev stadig flere produktionsprocesser mekaniseret. Dampmaskinen var især økonomisk fordelagtig på fabrikkerne, mens elektro- og dieselmotorerne gav mindre virksomheder nye muligheder.

Af håndværkerne var det til langt op i 1800-t. næsten udelukkende mestrene, der var skatteborgere; de ugifte svende boede hos dem. Svendene kunne i de små virksomheder regne med på et tidspunkt selv at blive mestre, hvilket ændrede sig med virksomhedernes vækst fra slutningen af 1800-t.

Håndværk var fra middelalderen genstand for en stigende specialisering. Således var der i Ribe i 1500-t. ca. 35 forskellige fag; fra slutningen af 1600-t. fandtes i de større danske byer op til 50 fag, i København 75 fag og omkring 1900 over 100. Tekstil- og beklædningsfagene var omkring 1800 den faggruppe, der med 10-15 fag omfattede flest, dernæst fulgte metalfagene, bygge- og anlægsfagene, træfagene og levneds- og nydelsesmiddelfagene. Fra slutningen af 1800-t. var bygge- og anlægsfagene talrigst.

Med Næringsloven af 1857 blev håndværkernes organisering i lav forbudt, og lavene mistede deres monopolstatus og retlige betydning. En del laug blev dog videreført til faglige eller selskablige formål, og nye faglige og selskabelige sammenslutninger i form af håndværker- og industriforeninger så dagens lys; den første håndværkerforening blev oprettet i 1840 i København. Fra 1870'erne kendes de større såkaldte centralforeninger, som består af sammenslutninger af mestre i enkelte fag, og fra 1879 Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Håndværk, hvortil i 1940 kom Håndværksrådet.

Kunsthåndværk

Tidligt så man behovet for at lade den dekorative og udøvende kunsts studerende og dygtige håndværkere inspirere hinanden på kunsthåndværkerskolen og hermed bevare en del gamle forældede)håndværksteknikker som kunsthåndværk (vævning, trykketeknikker, maleteknikker, bogindbinding, pottemageri, glaskunst, mv.). I vore dage søger flere museer og institutioner at bevare ældre håndværksteknikker (Den Gamle By, Frilandsmuseet Hjerl Hede, Raadvadcenteret, m.fl.). Læs meget mere om kunsthåndværk.

Efter 1900

Med industrialiseringen blev stadig flere fag enten fortrængt eller indgik som en del af fabriksmæssig produktion. Det gælder fx bødker-, gørtler-, nålemager- og rebslagerfagene; andre fag, fx skomager- og urmagerfaget, overgik til at fungere som reparationsvirksomhed og detailsalg af fabriksprodukter. Håndværkere kunne også blive underleverandører til fabrikker og har i det hele taget fungeret som et nødvendigt supplement til industrien. Samtidig er nye håndværksfag vokset frem, fx elektriker-, fotograf- og automekanikerfaget. Trods håndværkets relative tilbagegang under industriens fremmarch var i 1980 knap en tredjedel af Danmarks ca. 250.000 erhvervsvirksomheder håndværksvirksomheder, fordelt med ca. 28.000 på bygningshåndværk, ca. 18.000 på den såkaldte mindre industri, ca. 10.000 på servicefag, ca. 9000 på reparationsfag og ca. 8000 på butikshåndværksfag.

Værktøj og materialer

Oprindelig var håndværkets redskaber enkle, men efterhånden udviklede hvert fag sine egne specialværktøjer. Snedkere og tømrere fik økser, save, høvle og stemmejern til særlige arbejdsopgaver. På tilsvarende vis var også andre håndværk som hjulmagere, bødkere, garvere og smede optaget af at udvikle og fremstille deres eget værktøj, der kunne lette de enkelte produktionsprocesser som regel inspireret af deres indtryk som svende på valsen især i Tyskland. Derfor har værktøjet ofte tyske navne. Håndværktøj kunne især før maskinerne blev indført være kostbart; almindeligvis ejede den enkelte håndværker selv sit værktøj, der kunne gå i arv fra far til søn.

Senere anvendtes maskiner o.a. mekaniske hjælpemidler. Under den voldsomme konkurrence omkring 1900 mellem industri og håndværk fik håndværket stillet særlige statsmidler til rådighed til mekanisering: indkøb af el- eller gasmotorer samt mindre maskiner til fx snedkerivirksomhed, symaskiner til skomagere eller æltemaskiner til bagere. Flere håndværksfag sluttede sig også sammen i særlige indkøbsforeninger for at reducere materialeomkostninger. I disse år skabtes tillige såkaldte håndværkerbanker for at lette fagets kreditmuligheder og dermed konkurrencesituationen.

Uddannelse

Håndværk. Tegningen fra 1911 i det satiriske blad Klods Hans viser på humoristisk vis, at man tog de traditionelle begreber og værdier ganske alvorligt.

Håndværk. Tegningen fra 1911 i det satiriske blad Klods Hans viser på humoristisk vis, at man tog de traditionelle begreber og værdier ganske alvorligt.

Indtil 1972 var håndværkeruddannelsen en lærlingeuddannelse med en læretid inden for de fleste fag på 3-7 år. Når en lærling var blevet svend, var der op til begyndelsen af 1900-t. i mange fag en tradition for, at han "gik på valsen", dvs. at han rejste til udlandet, især til Tyskland, Schweiz, Frankrig og Balkan, hvor han levede af sit håndværk. Andre blev hjemme, og efter et par år som svend kunne en håndværker ifølge lavsartiklernes krav udføre et mesterstykke og etablere sig som håndværksmester. Med Næringsloven af 1857 blev lavenes svendeprøver gjort frivillige, men det kom til at vise sig, at den manglende kontrol af lærlingeuddannelserne var uheldig. I 1889 gennemførtes derfor den første lærlingelov. Her fandtes bestemmelser om blandt andet skriftlig lærekontrakt med angivelse af fag og af læretidens varighed, og en god præstation ved svendeprøven, der var frivillig, blev belønnet med Håndværkerforeningens Medalje for Veludførte Svendeprøver. Fra 1972 til 1991 fandtes der sideløbende med lærlingeuddannelserne inden for de fleste fag også efg-uddannelser, der blev indledt med et étårigt basisår på skole.

Ved reformen af de faglige uddannelser i 1991 blev lærlinge- og efg-uddannelserne slået sammen i et nyt system af erhvervsuddannelser, EUD, som veksler mellem skoleundervisning og virksomhedspraktik. Uddannelsestiden er fra 2 til 51/2 år, for de fleste traditionelle håndværk ca. 4 år. Se også hjemmeindustri, husflid og lav.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Degn: håndværk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95701