• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bella Center

Oprindelig forfatter LKri Seneste forfatter Redaktionen

Comwell Conference Center Copenhagen til venstre for hovedindgangen til Bella Center. Det nye AC Hotel Bella Sky Copenhagen er opført til venstre for kongrescenteret.

Comwell Conference Center Copenhagen til venstre for hovedindgangen til Bella Center. Det nye AC Hotel Bella Sky Copenhagen er opført til venstre for kongrescenteret.

Bella Center, Skandinaviens største kongres- og udstillingscenter, indviet 1965 i København.

Efter 2. Verdenskrig stod det klart, at København manglede et messecenter af internationalt format. Anledningen til at bygge kom, da direktøren for Landbrugets Afsætningsudvalg, Erik Stockmann, i 1962 efter aftale med regering og landbrug inviterede den vigtige internationale levnedsmiddelkongres og -udstilling AIDA til København i 1965.

Der opførtes herefter to haller, tegnet af arkitekt Erik Møller, på tilsammen 22.000 m2 ved siden af den plads, hvor dyrskuet på Bellahøj havde holdt til siden 1938 (deraf navnet Bella Center). Hallerne blev opført med en klausul om at blive flyttet til Amager, hvor jorden endnu ikke var byggemodnet, inden 12 år, og de blev indviet i 1965 med udstillingen Copenhagen Trade Fair, idet AIDA blev udsat til 1966.

Bella Centers høje hal E (centerhal) som vandrehal. Centerhallens store loftshøjde (23,4 m på højeste sted) muliggør bl.a. udstilling af endog meget store sejlbåde med rejst mast.

Bella Centers høje hal E (centerhal) som vandrehal. Centerhallens store loftshøjde (23,4 m på højeste sted) muliggør bl.a. udstilling af endog meget store sejlbåde med rejst mast.

I 1968 blev der indbygget en ekstra etage i den ene hal til et møbelmart og fire år senere også et modemart med permanente udstillinger.

Bygningerne ved Bellahøj blev ikke revet ned efter Bella Centers udflytning til Amager, men fungerer som idrætscenter under navnet Grøndal Centret.

Det nuværende Bella Center med et oprindeligt etageareal på 70.000 m2, tegnet af arkitekt Ole Meyer, blev indviet den 5.9.1975 af dronning Margrethe 2. Det er siden blevet udvidet flere gange, bl.a. i 2000, hvor de eksisterende mødefaciliteter blev udvidet med et auditorium til 930 personer (se Comwell Conference Center Copenhagen).

I dag har Bella Center et samlet etageareal på over 200.000 m2 fordelt på messehaller, konferencecenter, Forum, tre hoteller (med mere end 150 møde- og konferencelokaler med en kapacitet på mere end 30.000 gæster), faste salgsudstillinger (marter) og administration.

Bella Sky Comwell, Nordens største hotel, sammenbygget med Copenhagen Congress Center og Bella Center i Ørestad.

Bella Sky Comwell, Nordens største hotel, sammenbygget med Copenhagen Congress Center og Bella Center i Ørestad.

Bella Center anvendes til kortvarige messer og udstillinger, marter, konferencer samt meget store festarrangementer med 11.500 spisende gæster som hidtidig rekord.

Almindeligvis er messer, bl.a. i forbindelse med kongresser, forbeholdt erhvervsmæssige indkøbere, mens udstillinger som Ferie og Fritid i Bella og BogForum er åbne for publikum. Sidstnævnte flyttede i 2012 fra Forum på Frederiksberg til Bella Center for at få mere plads.

At Bella Center efter årtusindskiftet er et af Europas førende udstillings- og kongrescentre er bl.a. muliggjort ved en høj grad af fleksibilitet, hvor flere af messehallerne er blevet udstyret med flytbare skillevægge, så de kan opdeles i møderum.

Bella Center har flere gange dannet ramme om store internationale møder i FN- og EU-regi. FN's klimakonference, COP 15, der er det hidtil største arrangement af denne art i Bella Center, blev afholdt i et stærkt udbygget center i december 2009.

Bella Center — infrastruktur
Lufthavn Københavns Lufthavn, Kastrup 6 km
Motorvej E20 1,5 km
Parkering Betalingsparkering Over 5000 pladser
Jernbane Ørestad Station — skift til metro 1,5 km
Metro Bella Center Station Indgang Øst
Bus Flere ruter til og fra centrum af København

Møder af denne størrelsesorden kræver, ud over store lokaler til møder og plenarforsamlinger, et stort antal tv-studier samt omfattende kontor- og mødefaciliteter for de forskellige landes delegationer tillige med arbejdsfaciliteter med telefon og internetadgang til flere tusinde journalister.

For at stå stærkere i konkurrencen om store internationale kongresser åbnede Bella Center i 2011 Nordens næststørste hotel, AC Bella Sky Hotel Copenhagen, med 812 værelser og overdækket adgang til Comwell Conference Center Copenhagen og fusionerede i 2014 med det nærliggende Crowne Plaza Copenhagen Towers samt Copenhagen Mariott. Efter fusionen disponerer Bella Center over i alt 1580 værelser.

Bella Centers hjemmeside

Bella Center A/S blev i slutningen af 2014 til BC Hospitality Group A/S, der som paraplyorganisation over separate organisationer driver Bella Center Copenhagen (Skandinaviens største kombinerede kongres- og udstillingscenter), Forum Copenhagen, CIFF (Copenhagen International Fashion Fair), CIFF showrooms, Comwell Conference Center Copenhagen (tidligere Copenhagen Congress Center), hotellerne AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Crowne Plaza Copenhagen Towers og Copenhagen Mariott, 360° Venue Catering og International House (kontorhotel).

Hovedaktionær er Solstra Investments A/S.

Koncernen ledes af Chief Hospitality Officer Allan L. Agerholm.