Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tjæreborg Rejser

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

Eilif Krogager. Pressemøde den 6.2.1986 om salg af Tjæreborg Rejser og Sterling Airways til den norske mangemillionær Helge Naarstad. Salget blev ikke til noget, men i 1987 udtrådte Sterling Airways af Tjæreborgkoncernen, mens Tjæreborg Rejser 1989 blev overtaget af Spieskoncernen.

Eilif Krogager. Pressemøde den 6.2.1986 om salg af Tjæreborg Rejser og Sterling Airways til den norske mangemillionær Helge Naarstad. Salget blev ikke til noget, men i 1987 udtrådte Sterling Airways af Tjæreborgkoncernen, mens Tjæreborg Rejser 1989 blev overtaget af Spieskoncernen.

Tjæreborg Rejser, dansk charterrejseselskab, stiftet 1950 af daværende sognepræst i Sneum-Tjæreborg, Eilif Krogager, og nedlagt 2009.

Den første rejse var en tur i to busser til Spanien for folk fra egnen. Fra midten af 1950'erne kunne Krogager tilbyde busrejser til Italien, Spanien, Rivieraen, Østrig, Paris og Rhinen, fra 1959 også flyrejser.

Under vekslende firmanavn, fra 1968 Tjæreborg Rejser A/S, voksede virksomheden, så den på sit højeste havde eget flyselskab, Sterling Airlines, flykøkken, hoteller, busser og forsikringsselskab.

Annonce

En aftagende konjunktur for rejsebranchen medvirkede til, at Sterling Airways blev afhændet i 1987, og den øvrige virksomhed i 1989 til Spies Rejser. I 1996 blev Spies/Tjæreborg købt af det engelske Airtours plc/Scandinavian Leisure Group (SLG), og året efter blev der igen etableret et hovedkontor i Tjæreborg.

Det blev nedlagt i 2007, da Tjæreborg og Spies blev en del af tyske Thomas Cook Group plc. I 2009 åbnede Tjæreborg/MyTravel kontor i Esbjerg, men samme år ophørte Tjæreborg med at eksistere, og Tjæreborg Rejser og Spies Rejser blev lagt sammen under navnet Spies.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: Tjæreborg Rejser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172640