• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danisco

Oprindelig forfatter VAn Seneste forfatter Redaktionen

 Sukkerkogeriet i Odense blev opført 1872-73 og overtaget af A/S De Danske Sukkerfabrikker i 1880. Fotografiet er fra 1896.

Sukkerkogeriet i Odense blev opført 1872-73 og overtaget af A/S De Danske Sukkerfabrikker i 1880. Fotografiet er fra 1896.

Danisco, dansk (til 2011) industrikoncern, dannet i 1989 ved fusion af Danisco A/S (stiftet 1934 af det i 1923 oprettede Dansk Handels- og Industri Compagni), De Danske Spritfabrikker, stiftet 1881, og De Danske Sukkerfabrikker, stiftet 1872 (se nedenfor).

Siden fusionen har virksomheden investeret store summer i frasalg og tilkøb af virksomheder og investeringer i bestående. Danisco A/S er moderselskab i Danisco-koncernen, der er opdelt i 11 divisioner, der bl.a. producerer funktionelle ingredienser til fødevareproduktion, fx emulgatorer, stabilisatorer, aromaer og enzymer.

Danisco er verdens største leverandør af produkter, der påvirker udseende, konsistens og smag af fødevarer som brød, margarine, is, syltetøj og kød. Som sukkerproducent er koncernen med en række sukkerfabrikker i Danmark, Sverige og Tyskland EU's fjerdestørste producent.

Annonce

Daniscos oplysnings- og reklamekampagne vedr. brug af sukker gav i 1990'erne anledning til debat om ernæring og markedsføring.

Koncernen skiftede 1999-2001 radikalt struktur. Danisco solgte emballageaktiviteter som papir, bølgepap og plast (Danisco Flexible), spiritus og vin (Danisco Distillers, der under det genoplivede navn De Danske Spritfabrikker afhændedes til det svenske Vin & Sprit AB) og fødevarer som frosne grøntsager.

2008-09 solgte Danisco datterselskabet Danisco Sugar A/S (De Danske Sukkerfabrikker) til den tyske industrikoncern Nordzucker, og i 2011 blev hele Danisco-koncernen købt af den amerikanske koncern DuPont.

Med produktions- og salgssteder i over 40 lande og ca. 6800 ansatte havde Danisco-koncernen 2009-10 en omsætning på 13,7 mia. kr.

A/S De Danske Sukkerfabrikker blev stiftet i 1872 af bl.a. C.F. Tietgen. Ved at overtage to dengang eksisterende sukkerraffinaderier i København, som raffinerede importeret råsukker fra bl.a. Vestindien, sikredes det økonomiske grundlag for en sukkerproduktion på basis af danske sukkerroer og ny teknologi. Fabrikker og saftstationer blev anlagt på Fyn, Møn og Lolland-Falster. Finansieringen af anlæg og den efterfølgende ekspansion kom fra Privatbanken samt fra tyske og britiske investorer. Det danske sukkerforbrug blev mere end fordoblet frem til år 1900, bl.a. som følge af faldende verdensmarkedspriser, og De Danske Sukkerfabrikker opnåede en dominerende markedsposition. Fra 1932 og frem til Danmarks tilslutning til EF i 1973 hvilede produktionen på en koncessionsordning.

A/S De Danske Spritfabrikker blev i 1881 dannet ved sammenslutning af lokale brændevinsbrænderier på initiativ af farmaceuten C.A. Olesen og med C.F. Tietgens medvirken. Oprindelig var det tanken at rense importeret råsprit i Danmark med eksport for øje, men virksomheden satsede hurtigt på produktion og salg i Danmark og blev dominerende på markedet. I 1923 fik De Danske Spritfabrikker et statskontrolleret produktionsmonopol, som i 1934 blev afløst af en koncession med eneret på fremstilling af sprit, brændevin og gær. Samme år stiftede De Danske Spritfabrikker sammen med De Danske Sukkerfabrikker Danisco A/S til at varetage deres eksportaktiviteter. Koncessionen bortfaldt i 1973 ved Danmarks tilslutning til EF.

Daniscos hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Victor Andersen: Danisco i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60903