Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

arbejdsmarked

Oprindelig forfatter PJP Seneste forfatter Redaktionen

arbejdsmarked, marked, der danner ramme om fastlæggelsen af arbejdskraftens løn- og arbejdsvilkår. Arbejdsmarkedet har den samme grundlæggende funktion som andre markeder, nemlig at fastlægge priser og omsatte mængder, men menneskelig arbejdskraft adskiller sig afgørende fra det, som omsættes på andre markeder.

Arbejdsmarkedet udgøres af en række delmarkeder for meget forskellige typer arbejdskraft. Fælles for disse delmarkeder er, at de hver for sig er rammen om udbud og efterspørgsel og fastlægger løn, arbejdsvilkår og beskæftigelse for hver sin type arbejdskraft.

Delmarkederne kan adskille sig med hensyn til organisationsform og forhandlingsmåde. Når ordet arbejdsmarked i daglig tale anvendes, er der derfor tale om en forenkling af en meget varieret virkelighed.

Annonce

Lønindkomst er den dominerende del af den samlede indkomst i industrilandene. Samtidig er beskæftigelse, arbejdsløshed og løn af afgørende betydning for det enkelte menneskes situation; arbejdsmarkedet er af disse grunde det vigtigste marked i en moderne økonomi (se også arbejdsløshed).

Fastlæggelsen af løn og beskæftigelse påvirkes af markedskræfterne og af institutionelle forhold. Forholdet mellem disse varierer mellem arbejdsmarkedets delmarkeder, ligesom der imellem de enkelte delmarkeder eksisterer forskellige barrierer, fx i form af uddannelseskrav.

I en del nyere arbejdsmarkedsteorier anlægges i højere grad end tidligere den betragtning, at arbejdsmarkedet er todelt. Det gælder den teoretiske opdeling i interne og eksterne markeder, hvor løn og arbejdsvilkår på det virksomhedsinterne marked overvejende bestemmes af administrative regler, mens markedskræfterne i højere grad er virksomme for dem, der ikke er knyttet fast til en virksomhed.

Todelingen gælder også, som navnet siger, den duale arbejdsmarkedsteori, også kaldet teorien om insidere og outsidere eller teorien om A- og B-hold på arbejdsmarkedet. Tankegangen er her, at der findes en klar skillelinje mellem personer i stabile, relativt højtlønnede jobs og personer i ustabile og relativt lavtlønnede jobs.

I takt med den stigende internationalisering bliver også sondringen mellem det internationale arbejdsmarked og arbejdsmarkedet i andre lande mere påtrængende. Det gælder for personer, der i en periode ønsker at arbejde på et andet nationalt arbejdsmarked, ligesom internationaliseringen formodentlig medfører stigende konflikter mellem forskellige arbejdsmarkedstraditioner.

I det europæiske samarbejde er det sandsynligt, at der vil opstå konflikter pga. sammenstødet mellem traditionen for, at arbejdsmarkedets parter selv fastlægger løn- og arbejdsvilkår, og traditionen i en række andre lande for, at en væsentlig del af disse forhold er reguleret gennem lovgivning.

Udbud og efterspørgsel

Udbuddet af arbejdskraft afhænger af både økonomiske og ikke-økonomiske forhold. De økonomiske forhold — lønforholdene — påvirker den enkeltes valg mellem arbejdstid og fritid. De ikke-økonomiske forhold dækker det, som ud over indkomsten er forbundet med at være på arbejdsmarkedet, dvs. udfoldelsesmuligheder, arbejdskolleger og en ramme om hverdagen.

Det samlede antal timer, der arbejdes årligt på det danske arbejdsmarked, har stort set været konstant siden 1960'erne, således at et væsentligt større antal beskæftigede i 1990'erne i alt arbejder omtrent lige så mange timer som dengang. I de samme årtier er arbejdsstyrkens sammensætning ændret mht. beskæftigede kvinder og mænd og mht. forskellige uddannelseskategorier. Den største forandring har været den kraftige stigning i gifte kvinders erhvervsdeltagelse, som meget tæt på mændenes (se også diskrimination).

Arbejdsudbuddet mødes med en efterspørgsel, som er afledt af efterspørgslen efter de varer og tjenesteydelser, som frembringes af menneskelig arbejdskraft. På et givet tidspunkt afhænger efterspørgslen efter arbejdskraft af den almindelige konjunktur i samfundet, af lønomkostningerne og af politiske beslutninger.

I en åben økonomi med stor udenrigshandel vil konkurrenceevnen — forstået som forholdet mellem løn og produktivitet — på langt sigt være afgørende for efterspørgslen efter arbejdskraft. Også i den offentlige sektor har lønnen på langt sigt en lignende betydning for efterspørgslen efter arbejdskraft. Med et skattetryk af en given størrelse vil antallet af offentligt ansatte være påvirket af den gennemsnitlige løn.

Efterspørgslen efter arbejdskraft er desuden påvirket af de omkostninger, der er forbundet med at ansætte og afskedige medarbejdere. Omkostninger af denne art kan medføre, at mindre variationer i efterspørgslen påvirker antallet af overarbejdstimer mere end antallet af ansatte.

Fastlæggelsen af løn- og arbejdsvilkår sker på langt den største del af det danske arbejdsmarked ved kollektive overenskomster mellem på den ene side lønmodtagerorganisationer og på den anden side på det private arbejdsmarked arbejdsgiversammenslutninger og på det offentlige arbejdsmarked staten, Danske Regioner og KL.

På lønmodtagerside er organisationsgraden i Danmark meget høj, omkring 70 %. Den er væsentlig lavere på arbejdsgiverside, men uorganiserede arbejdsgivere slutter normalt overenskomst på de vilkår, som er aftalt mellem organisationerne (se fagforening og arbejdsgiverforeninger samt overenskomstbrud, arbejdskonflikt, interessekonflikt, faglig voldgift og Arbejdsretten).

De lønformer, som aftales, kan opdeles og beskrives på forskellig vis. En traditionel opdeling på det danske arbejdsmarked har været normal- og minimalløn. Normallønsaftaler overvejende for ufaglærte fastlagde lønudviklingen igennem hele overenskomstperioden, mens minimallønsaftaler overvejende for faglærte var gældende for de områder, hvor lønnen kunne forhandles i overenskomstperioden; det såkaldte bevægelige lønsystem.

En anden traditionel opdeling af lønudviklingen har været en opdeling i den del, som var overenskomstbestemt, i den del, der fulgte af pristalsregulering, og i en resterende del, lønglidningen, som blev fortolket som den markedsmæssigt bestemte del af lønudviklingen gennem en overenskomstperiode (se også løn og lønstruktur).

Disse opdelingsmåder har mistet deres relevans. Pristalsreguleringen blev suspenderet i 1982 og afskaffet i 1986. Sondringen imellem overenskomstmæssige stigninger og lønglidning vanskeliggøres af den decentralisering af lønudviklingen, som har fundet sted i de senere år.

Arbejdsmarkedpolitik

Arbejdsmarkedet har central betydning for den økonomiske politik både direkte i form af arbejdsmarkedspolitik og indirekte i kraft af arbejdsmarkedets store betydning for den almindelige økonomiske politik.

Arbejdsmarkedspolitikken kan opdeles efter de områder på arbejdsmarkedet, den specielt er rettet imod. En række instrumenter er vendt direkte mod arbejdskraftefterspørgslen. Dette gælder fx løntilskud på bestemte områder, beskæftigelsesprojekter og arbejdstilbud til langtidsledige. Andre instrumenter er hovedsagelig rettet mod arbejdskraftudbuddet.

På udbudssiden forekommer to principielt forskellige typer arbejdsmarkedspolitik. Den ene sigter mod at nedbringe arbejdsløsheden ved at begrænse arbejdsudbuddet og bygger grundlæggende på en antagelse om, at mængden af arbejde i samfundet er en given størrelse, som kan fordeles på forskellig vis. Konkrete udspil på dette område vedrører den alder, hvori tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet almindeligvis finder sted, samt den årlige arbejdstid, der kan påvirkes af feriens længde og af nedsættelse af den ugentlige arbejdstid.

Det mest kendte initiativ fra de senere år er indførelsen af efterlønsordningen i 1979. Formålet med dette og lignende initiativer er, at en genbesættelse af de stillinger, der bliver ledige, skal nedbringe arbejdsløsheden. Erfaringer fra de senere år tyder på, at denne form for udbudsbegrænsning kun har ringe effekt på arbejdsløsheden.

Den anden form for udbudsorienteret arbejdsmarkedspolitik har hovedsagelig til formål at gøre arbejdsstyrken bedre kvalificeret. Konkrete initiativer på dette område er uddannelsestilbud til langtidsledige samt arbejdsmarkedsuddannelser, som består af kurser både til personer i beskæftigelse og til arbejdsløse.

Generelle voksenuddannelser bevirker også en kvalifikationsmæssig forbedring af arbejdsstyrken, selvom de ikke i snæver forstand er en del af arbejdsmarkedspolitikken (se arbejdsmarkedsuddannelser og efteruddannelser).

Ud over opdelingen efter formål sondres hyppigt i arbejdsmarkedspolitikken mellem passive og aktive instrumenter. Passive instrumenter er dagpenge og andre ydelser, som fortrinsvis sikrer en delvis erstatning for indkomsttab, der lides ved arbejdsløshed. Aktive instrumenter vedrører initiativer, som sikrer arbejdsløse uddannelse eller en form for beskæftigelse og dermed bidrager til, at kontakten med arbejdsmarkedet ikke brister under en eventuel langvarig ledighed. Arbejdsmarkedspolitikken har udgiftsmæssigt i Danmark traditionelt været domineret af de passive instrumenter.

Endvidere spiller arbejdsmarkedet en central rolle for den generelle økonomiske politik. Arbejdsstyrkens kvalifikationer og omstillingsevne har ud over at have betydning for den strukturelle arbejdsløshed (dvs. den arbejdsløshed, der er forårsaget af utilstrækkelig faglig eller geografisk bevægelighed) på langt sigt også betydning for muligheden for økonomisk vækst.

Endelig kan skattesatser og offentlige ydelser have utilsigtede konsekvenser på arbejdsmarkedet, hvis udbydere og efterspørgere reagerer så kraftigt på disse incitamenter, at løn eller arbejdsløshed påvirkes. Ifølge danske erfaringer er sådanne utilsigtede effekter relativt små.

Statistik

Formålet med arbejdsmarkedsstatistik er måling af udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Der opstilles tal for udviklingen, dvs. med hovedvægt på ændringer i tallene i forhold til de foregående perioder (konjunkturstatistik), og for status, dvs. med hovedvægt på at sammenligne tallene på et givet tidspunkt (strukturstatistik).

Læs mere om arbejdsmarked og statistik her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder J. Pedersen: arbejdsmarked i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39686