Den digterrolle, som Claus Bohm gav udtryk for, havde sine klareste referencer i Karen Marie Edelfeldt (f. 1971). Blot 17 år gammel debuterede hun som et fikst og færdigt naturtalent med digtsamlingen tysh (1989). De ekspressive digte beskriver en desperat længsel efter at bryde ud af alt det, der binder og ødelægger: forældreomsorg, tv-skærmens amputerede virkelighed og det inautentiske liv, hvor man kun findes i andres blik og vurdering. Det er under ét kulturens byrde, som afskrives, samtidig med at forestillingen om en intakt naturverden, hvor man kan gro og udfolde sig, etableres. Derude er der ro og lykkelig tavshed i modsætning til den naturbundne tilstand, hvor man er ved at gå til af indebrændte følelser. Edelfeldt skriver med opbrudte sætninger og et hullet og flosset satsbillede, der matcher det lyriske jegs oplevelse:

verden kom blændendetræk mig vågen ud af dette gyngendemadhav kom bryd denne baggrundkom dag opsøg migdine stråler riv mig i livespræng denne mur af fodrende mødrejeg er ikke blevet født endnukom væk mig

At komme til verden er ingen let sag. Enten tager den ikke imod, eller også vil man ikke ud i den på de givne vilkår. Mennesket er fremmed i verden og har svært ved at finde sig selv og holde fast i de stumper, som synes at være autentiske udtryk for dets indre virkelighed og dets visioner om en anderledes meningsfuld verden.

Edelfeldts forfatterskab tog en religiøs drejning med samlingerne Paradis (1992), der er fyldt med mytologisk stof, og Til Babylon (1995), der med profetisk diktion leverer en visionær billedstrøm. Til Babylon skildrer en tur i dødsriget, hvortil en død eller ufødt pige er på vej. Rytmen og sproget er her lagt radikalt om i forhold til tysh, og man bevæger sig ad mere rolige digtsuiter fra de dødes by frem mod et løfte om udødelighed i „den nye tid“, som skal komme. Digterjeg'et udtrykker sin tro og maner andre til selv at komme gennem angsten og frem til en verden, hvor glæden findes i ny form og befriet for sin modsætning. Vejen går gennem det ugudelige Babylon, ud af mørket og ind i det guddommelige lys. Undervejs påkalder barnet moderen i en verden, hvor ingen kan kende hinanden, „når himlen er itu“. Men helingen er lovet, og man kan sætte sin lid til Eros, skaberen og beskytteren.

En lignende vej fra uvished frem mod en selvbevidst rekonstruktion af jeg'et og placering af det i en kosmisk sammenhæng bevægede Nicolaj Stochholm (f. 1966) sig igennem med sine tre første digtsamlinger. I Biografi (1991) varsles læseren indledningsvis om de hidsige billedspring, som vil møde ham undervejs: „Vinden trykker alle blade / vinden er tung og skyldig / som en appelsinvædet økse“. Naturbesjælingen er traditionel, men det er den efterfølgende sammenligning ikke. Øksen kløver overrumplende den alvorsfulde mening, der lige er etableret og skaber forvirring. Som vitsen overrasker med et spring i forestillingsområder, sker der også her en sammenblanding, som kan udløse latteren. Men der er dog også en alvor i sammenligningen, for øksen har jo splittet den hele, runde frugt. At skabe billeder er i sig selv en aktivitet, som spalter verden, men paradoksalt nok også en, der får den til at hænge sammen, idet billedet jo postulerer en lighed. Denne dobbelte opfattelse af billedets effekt vender digterne tilbage til igen og igen. Engang i 1960'erne ville man metaforen til livs, fordi den postulerede sammenhænge, hvor der angiveligt ingen var, nu i 1990'erne bruger man den digteriske billeddannelse vel vidende, at den er et tveægget sværd. Men billeder må der til for at gribe de dimensioner af tilværelsen, som hverken dagligsprog eller common sense kan tage sig af.

Med sentenslignende præcision pointerer Stochholm det nederlag, som kommer af himmelråbende store forventninger til livet og kærligheden: „Altid vil lyset opsøge mørket / uden at kunne fuldbyrde sin idé“. Når de elskende i en ufuldstændig verden „drømmer og dømmer / om et lys af kærlighed / der er stærkere / end vores kærtegn“, så ender det med smerte. Men da tilbyder selve drømmen og poesien paradoksalt nok et eksil. De elskende „elsker hinanden til en drøm“ og undslipper den smertefulde realitet. Med en romantisk tankegang slippes jordlænkerne, som dog ikke forsvinder, idet jeg'et stiger ind i lysets verden: „og jeg, jeg, jeg / ville stråle så stærkt at / det slog min skygge til en ø“, hedder det i „LIV-Jorddigtet“ og med en typisk måde at lade sætningssammenhænge og linjeskift forløbe skævt, så det frembringer en opstemt forventning.

Dette splittede jeg og dets forvirring forfølges i de næste to samlinger. I Sammenfald (1992) spørger han, „Men hvad betyder det jeg / jeg først skal finde for at hele / min erindrings ufødte syn“. Dette jeg kredser om intetheden og skriver på et „sprog uden fremtid“. Der gik da også seks år, inden Stochholm udgav sin næste samling – Rekonstruktion (1998). Heri rekonstrueres jeg'et på nye og gamle betingelser – „klokkerne der ringer / til messe for det øde centrum / ved lygtepælen hænger et / sammenføjet sind“ lyder det med et fornyet ekko af W.B.

Yeats' linje fra „The Second Coming“ (1921): „Things fall apart; the centre cannot hold“. Erkendt er digterens tvestemme, som hele tiden slår ud i paradoksale formuleringer og påpegninger af, at jeg'et er større end sin egen erkendelse og rekonstruktion af sig selv. Rekonstruktionen af en identitet går hele tiden til grunde, måske fordi der ikke er noget centrum og nogen kraft til at holde den oppe, så snart jeg'ets bevidsthed slipper. Jeg'et bliver til en anden, og størrelser som jeg, du, den og det veksler frit.

Men hvad holder så dette menneskesind oppe, når bevidsthedens kraft kun er midlertidig? Det kan spejle sig i naturen, hvor det ser sig selv, og det kan sætte ord på sin tingsverden, så den bliver genkendt, men disse spejlinger fører også til et fald, som når Narcissus i myten forgår, optaget som han er af sit eget spejlbillede. At blive til og forgå og opstå igen bliver da den cyklus, som selv Gud gennemløber hver dag, og som er det menneskelige vilkår. Skabelse og tilintetgørelse skifter, mens de klassiske elementer jord, vand, ild og luft består som stof og motiv gennem alle digtenes surrealistiske universer.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fængsel og længsel - Karen Marie Edelfeldt og Nicolaj Stochholm.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig