Den religiøse rørelse, som gik gennem 1990'erne, kunne tage mere eller mindre konfessionel form og strakte sig fra det naturreligiøse hos Edelfeldt og Stochholm til tydelige kristne forestillinger hos Simon Grotrian og Lene Henningsen; sidstnævnte konverterede til katolicismen. Nogen katekismus kom der dog ikke ud af det, for ligesom Søren Ulrik Thomsen nok bekendte sig offentligt til en højkirkelig luthersk kristendom, uden at det slog igennem som dogmer i hans digtning, således også med de lidt yngre digtere. Lene Henningsen (f. 1967) lader i sin digtning i langt højere grad digtningen selv være den kirke, hvori mødet mellem jeg, verden og det guddommelige finder sted. I digtet skriver hun sig i samklang med en virkelighed, som ellers ikke er til at begribe og føle sig hjemme i, som man ser det i En drøm mærket dag (1994):

Hvordan være ét med verden/paradokser/modsigelser/umuligheder/afgrunde/flere stemmer og altid flere stemmer.Springer på togene i farten:Med skønheden ud i tab og smerte.Med usynlig eller synlig voldtil lyst og mundvand sejler, overskærme, usynlige lænker.Hvordan indse/oplyse/forklarehvad der ses.

Henningsen debuterede med samlingen Jeg siger dig (1991), der i titlen signalerer en sandheds- og nærhedssøgen og et forsøg på at nå det korte og koncentrerede udtryk, der ideelt set rummer „det hele“ i et drømmesyn. Drømmen er da heller ikke virkelighedsflugt hos hende, men derimod en vision, hvori man kan „se virkeligheden“. De ofte korte digte har karakter af haikudigtning og Ezra Pound'sk imagisme. Her gælder det ikke om at give et rationelt billede af verden, men om at fremkalde en såkaldt åbenbaringssandhed.

Den samme karakter har adskillige af Simon Grotrians (f. 1961) digte. Han var på alle måder udogmatisk og blev skiftevis af kritikken stemplet som psykotisk tungetaler, moden til indlæggelse, og genial, surrealistisk digter. Med hans digte når man derud, hvor almindelig logik bliver gjort til skamme, og litterære fortolkningsstrategier bliver udfordret radikalt. Grotrian lader alle billedplaner styrte sammen og „ælter symfonierne“, som det fremgår af Porcelænsbreve (1999). Af de løsrevne dele – disjecta membra, som Ivan Malinowski kaldte dem – stykker han på avantgardistisk vis collager sammen og skaber sit eget sære univers. Læseren må gøre det samme: gribe en sætning her, et ord der, og skabe en oplevelse og en mening, som dog helt tydeligt er for lille i forhold til al den tekst, der omgiver den. Med de zen-agtige billedspring bliver intellektets ræsonnementer gjort til skamme, og vil man i kontakt med hans univers, må man så at sige tage ophold i sproget og – som han skriver i Porcelænsbreve – „bebo en eksplosion“.

„Vi fik en krop,“ der i smerte forbinder os med de døde, og hvis „kød til halsen mjaver længslerne ud“, skriver han videre i Porcelænsbreve, hvor man også finder en længsel efter en før-syndefaldstilstand og en udefinerbar „andethed“, som det kunne hedde i 90'erne. „hvor jeg længes, længes ud bag skyernes tons“, siger han, men føler også altid en „ønskekvalme“, der forhindrer ham i at fortabe sig i længselstilstanden. Elegiske toner er der derfor ikke mange af, selvom der er himmelvendt længsel i hans univers. Grotrian punkterer selv de fleste tilløb til selvudkrængen, men som Karen Marie Edelfeldt havde en dirren i sin hånd, der afsatte desperate digte, således kan man også hos ham se tegn på håndens skælven og et anstrengt forhold til tingene, sådan som det fremgår af „Grøn plasticpose“ fra debuten Gennem min hånd (1987):

Grøn plasticposeskal hænderskal skal disse hænder

Om hænderne blot skal røre posen eller trække den over hovedet eller helt trivielt bruge den til indkøbte varer, står hen. Der er heller ikke noget direkte subjekt til at udføre en handling, ligesom der ikke er noget digterjeg, som kan fuldføre sætningen. Hvad man aner, er en rystende usikkerhed og et menneskeligt subjekt, som er handlingslammet.

Når det gjaldt handlinger i og med sproget, var der imidlertid ingen tegn på lammelse. Grotrian har stort set udgivet en digtsamling hvert år siden debuten, og med Fire (1990) slog han sig løs i de litterære traditioner og lod som i systemdigtningen et tal – her firtallet – bære både komposition og strofelængde. Den udtalte bevidsthed om intertekstualitet, der prægede tidens digtning, slog demonstrativt igennem. På postmodernistisk vis sammensatte han verslinjer af Adam Oehlen-schläger, Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Gustaf Munch-Petersen og Johannes Ewald i „Hjem-V“:

Den vilde Valravn höit i Masten synger:O at være en høne, tumle sig ind i sit Fødelandhvor saltengen drejer sig grøn-graa vaadHvor Sangersken bygger Og quiddrende røber sin Rede!

Hjemveen kan både rette sig mod naturen og mod de gamle digteres fortolkning af den. Men det er netop kun som citat, at denne natur findes i digtet. Den er ikke noget „derude“, man umiddelbart kan henvise til og komme i kontakt med. Vejen går gennem sproget, som bliver synligt og bogstaveligt helt ud i digtets titel og i den originale retskrivning. Denne sproglige konkretion finder man også i samlingens barokke figurdigte.

Grotrians digtning står i en stadig samtale med andre digtere, hvis værker direkte eller indirekte bruges som afsæt. Ewald optræder flere gange, en solidarisk Michael Strunge-pastiche finder man i Livsfælder (1993), og Klaus Rifbjergs „Livet i badeværelset“ om den besjælede, farlige sæbe, der vil bruges og bliver brugt, ekkoer i „Koppen“ fra Porcelænsbreve. Koppen befinder sig på et hospital, hvor man fylder i den, hvad man vil drikke. Den er en passiv, enøret lytter, der føjer sig efter brugeren. Allegorisk læst er digtet selv en sådan ting, måske er det et billede på kroppen og dens længsler. Koppen håber på en „begravelse i / indviet jord og en tale om gavnlighed, salmer der trøster de / efterladte skeer, tallerkner.“ Ironisk udleveres kroppens opstandelseshåb, som dog ikke desto mindre spiller en alvorlig rolle i Grotrians religiøse forestillingsverden. Det findes udfoldet som epifanier i Korstogets lille tabel (2004).

Den religiøse dimension bliver tydeligere op gennem 90'erne, hvor bibelske og religiøse motiver tages op. Grotrians „Golgata“ fra Livsfælder udtrykker en søgen efter en gud, der ikke var hjemme, da han blev opsøgt. Jesus, der er vejen, og som har nøglen, er fraværende, men alligevel klinger digtet ud i en åbenbaring, som også får verset til at falde harmonisk, rimende på plads:

jeg ser igennem flammerneat busken strækker arme udjeg bruger dine hændersom et nøglehul til Gud.

Grotrian kan være patetisk og gribende, når „ordene støder hinanden / men digteren tror“ (Porcelænsbreve). Men det ophøjede taler han generelt ikke om, uden at det profaneres i samme øjeblik. „Opstandelsen er fluer om en oldings grønne skæg,“ skriver han, og så klovner han sig gennem trosbekendelsen i sit „Fader vor“ fra Risperdalsonetterne (2000): „Fader vor, se mig gennem vrimlen / helliget vorde din stige / komme din havn.“ Med titlen Risperdalsonetterne spiller Grotrian på en klassisk genreforventning. Sonetten er en stram form, som han forholder sig frit til, idet han kun fastholder de fjorten foreskrevne verslinjer, men ellers ikke lader sig spærre inde af nogen regler. Klinger Risperdal af naturromantisk idyl, så dækker navnet dog over et psykofarmakon, der anvendes mod skizofreni. Digtene er da også udtryk for tvetunget tale af højt og lavt, helligt og profant, klarhed og dunkelhed.

Galskaben er et af de store temaer i forfatterskabet, og den sætter sig igennem både formelt og indholdsmæssigt. De skæve sammenfletninger af barokt tilsnit drives frem af en særegen logik, der kan nærme sig nonsens og dadaismens opgør med al mening. Men det meningsløse er netop ikke målet for denne digtning, der styrer mod et mere og mere inderligt trosforhold og higer efter mening. Der tages livtag med kristne problemstillinger som skyld, nåde og barmhjertighed, ligesom teodicé-problemet står centralt. „Gud har smidt en bombe“, men han kan også „reparere“ og gøre et kosmos ud af kaos.

I 2006 udgav Grotrian en samling salmer, Jordens salt og livets lys.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Den religiøse vending - Lene Henningsen og Simon Grotrian.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig