I periodens litteratur er der et stadigt skisma mellem fiktion og virkelighed. Via de æterbårne medier blev afstanden mindsket mellem tv-seeren og virkeligheden, da fx terrorangrebet på Twin Towers blev transmitteret direkte den 11. september 2001, samtidig med at uvirkelighedsfølelsen tog til, fordi det hele ligesom var set før i den ene katastrofefilm fra Hollywood efter den anden. Reality-programmer viste et virkelighedsspil overvåget af kameraer, og det var ikke altid til at afgøre, om der var tale om aftalt spil, eller om det var spontant – og altså rummede en form for autenticitet. Virkelighedsproblemet var ikke nyt, men nok accentueret af medierne. Parallelt hermed blev det vanskeligere og vanskeligere at fastholde en traditionel skelnen mellem natur og kultur. I dagligdagens forestillingsverden fandtes skellet stadigvæk, og naturkatastrofer som jordskælv og tsunamier bekræftede, at der var kræfter i verden hinsides al menneskelig kontrol. Men med genteknologi og hormonbehandling blev vante naturskabte grænser for menneskelig udfoldelse overskredet. Om alt dette nu skulle fortolkes og vurderes ud fra en socialkonstruktivistisk, biologisk eller teologisk målestok, stod ikke klart. Men vanskeligt var det for enhver at referere til en naturlig sandhed og virkelighed.

Den fantastiske fortælling havde kredset om virkeligheds- og fortolkningsproblemet lige siden E.T.A. Hoffmanns, H.C. Andersens og Edgar Allan Poes tid. Det var på det tidspunkt, at det videnskabelige verdensbillede for alvor brød igennem og anfægtede en religiøs opfattelse med Gud som garanten for mening og forståelse. Den tradition var fortsat med blandt andre Franz Kafka og Jorge Luis Borges og herhjemme på meget forskellig vis med blandt andre Villy Sørensen, Per Højholt og Eske K. Mathiesen. At den tradition var aktuel, viste de stadige nyoversættelser og nyudgivelser af Kafkas og Borges' værker, som blandt andre Villy Sørensen og den unge Morten Søndergaard stod for.

Morten Søndergaard (f. 1964), der både havde oversat Borges og skrevet universitetsspeciale om ham, lod sig også inspirere af ham i romanen Tingenes orden (2000), ligesom han trak på den græske mytologi for at få sat sin prosalyriske historie i værk. Hovedpersonen Ikaros kan ikke glemme, og med eventyrets konkrete logik begynder fortiden derfor at hobe sig op som et væld af ufremkommelige ting i hans stue. Hvad er et menneske? spørger Søndergaard tre gange i romanen og svarer, at det er levende væv over en kalciumstruktur, sådan som man kan se det på et røntgenbillede. De to næste gange er svaret udvidet og nogenlunde enslydende, nemlig at mennesket er et væsen med en hjerne og en erindring, som er i stand til at glemme forskelle og enkeltheder, som kan tænke abstrakt, og som færdes oprejst gående i en fortløbende tid. Biologi, tid og erindring bliver således nøglebegreber i forståelsen af mennesket og dets åndelige forlængelse ind i en fælles mytologisk verden og dets kropslige forlængelse ind i en fælles biologi.

Hvad er et menneske? Spørgsmålet trængte sig på i 1990'erne med en styrke, så nordmanden Jan Kjærstad kunne skrive sin storslåede romanbiografi i tre digre bind om mediemanden Jonas Wergeland over spørgsmålet, der blev gentaget og gentaget som et andet mantra. Sidst i 1960'erne og ind i 70'erne havde man ellers forskudt spørgsmålet og spurgt: Hvad kan et menneske? Det væsentlige var altså ikke, hvad jeg er, men hvad jeg kan, idet jeg er, hvad jeg gør – mig til. Sammen med det klassiske spørgsmål dukker også de gamle litterære former op, som førhen var med til at give et svar. Charlotte Weitze (f. 1974) begynder, hvor Villy Sørensen slap, med historier som „De to tvillinger“ og „Duo“, og tager fat på splittelsen i historien „Skifting“ fra samlingen af samme navn (1996). Der er konstant dette „andet“ i mennesket, som trænger sig på, og som ikke lader sig civilisere trods al fornuft. Nordmanden Jonas Lie kaldte det engang i 1890'erne for trold, og som et troldevæsen optræder det også i Weitzes „Skifting“, hvor det perfekte bypigebarn under et ophold hos sine troldebedsteforældre i den norske natur skiftes ud med en troldepige. Troldepigens nye forældre vil ikke vide af hende, men det vil bedsteforældrene heller ikke, da hun opsøger dem som ung. Hun er da splittet mellem bykultur og natur og kan ikke finde ud af, hvor hun hører til. Hun er for menneskelig til at ligne troldene og for troldeagtig til at ligne menneskene. I eventyrets form behandles en problemstilling som måske nok kan fortolkes dybdepsykologisk, men hvor de sociale udstødelsesmekanismer og fremmedgørelse også tematiseres.

Dobbeltheden forfølger Weitze i „Biller“, hvor splittelsesmotivet får en kannibalistisk gyserdrejning, og det er muligt både at give begivenhedsforløbet en naturlig psykologisk forklaring og at fortolke det symbolsk. I Bjergtaget (1999) handler det om Mikkels rævenatur, der lokker ham ind i bjerget, hvor han bliver forvandlet. I „Dukken“ tages forholdet mellem det menneskeskabte og det naturlige op i mannequindukkens billede, som man både kender det fra Karen Blixen og Dorrit Willumsen. Igen er det den sociale ensretning, der kommer i karambolage med kroppens veje, og en forældre-barn-konflikt udvikler sig til en uopløselig knude, idet en mor forvandler sig til en dukke i sin iver efter at tækkes sine kunder i tøjbutikken, mens hendes datter ikke kommer helskindet igennem sin forvandling fra pige til voksen kvinde. Denne afsporing skildres illusionsløst, idet der ikke henvises til en naturlig og ægte forløbsmodel, som mor og datter kunne have fulgt. Faderskikkelsen i familien er borte, i stedet er der en blåskægget mand fra eventyrenes dæmoniske figurgalleri. Familien er opløst, og hjemløsheden og den stadige søgen efter et nyt udgangspunkt er vilkåret. I stort format foldede Weitze motivet ud i den fantastiske, fabulerende roman Fandekke (2001), hvor pigen Ursula bryder ud af det brændende barndomshjem for at opsøge faderen til sin søn. Han er en mystisk, omkringfarende skikkelse med mindelser om Den Flyvende Hollænder. Kønsrollerne er dog anderledes fordelt i Fandekke end i de gamle sagn, hvor manden opsøger den forløsende kvinde. Ursula tager selv teten for at få samling på sin familie, og Weitze haler historien hjem med uforudsigelige spring i stil og handling.

Weitze peger på både psykologiske og sociale årsager til de menneskelige konflikter. Afgørende er det, at hun formulerer sig i eventyrets og den fantastiske fortællings symbolsprog, som bliver en vej til at tale om det, der hurtigt ender som platte udsagn om fx narcissistiske socialkarakterer og intellektets dæmonisering af kroppen. Som det har været igennem hele 1900-tallet, er sproget et problem, fordi det synes at forvanske det, det skal tale om, eller fordi normalsproget ikke har ord for væsentlige sider af tilværelsen og verdens fænomener. Derfor kan der pludselig dukke naturvidenskabelige betegnelser op for nogle ellers unavngivne knogler i Morten Søndergaards Tingenes orden (2000), og oldægyptiske forestillinger og symboler om død og forvandling i Merete Pryds Helles Solsiden (2001). Hun bruger disse elementer i skildringen af, hvad der går for sig, når døden konkret indtræder, og efterlivet skal omtales, og når et menneskes bevidsthedsmæssige omkalfatring skal beskrives.

Verden er større og mere kompliceret, end man kan fatte gennem normalsproget. Det fastholder den fantastiske fortælling, og det fremgår af den magiske realisme hos populære navne som Isabel Allende, Gabriel García Márquez, Salman Rushdie og Ib Michael. Den magiske realisme giver et frirum, hvor det vidunderlige og det forfærdelige kan komme til orde uden at blive anfægtet af realistisk snusfornuft.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Skismaet mellem fiktion og virkelighed - Charlotte Weitze.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig