Rejseminder - Thomas Boberg

Den selvbiografiske trend, der blev markant 1990'ernes litteratur, slog igennem i den rejselitteratur, som perioden var rig på. Netop i rejsebogen, rejseskitsen og rejseessayet var der plads til det selvbiografiske og subjektive, der kunne kombineres med en udadvendthed mod verden. Her kunne drøm og virkelighed, fantasi og fakta mødes og umærkeligt glide over i hinanden. Carsten Jensen skrev om sin jordomrejse i Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud, og Thomas Boberg (f. 1960) lancerede særformen „rejseminder“ med sin over 1400 sider store rejsetrilogi Sølvtråden (1996), Americas (1999) og Invitation til at rejse (2003). Boberg havde efter endt studentereksamen forladt Danmark og rejste rundt i verden, især Sydamerika, hvor han i 1990'erne slog sig ned i Peru og stiftede familie. Han debuterede allerede i 1984 som lyriker med samlingen Hvæsende på mit øjekast, der i modernistisk stil behandler eksistentielle temaer. I den mere omverdensvendte digtsamling Under hundestjernen (1997) beskriver han med en hint til Johannes V. Jensen rastløsheden og længslen, der er som en stadig spore: „Jeg søger / det perfekte sted i huset / og løber ustandseligt kvarteret rundt / efter det hvide værelse med den svale vind / jeg har jagtet hele mit liv.“

Det er denne never ending tour på jagt efter „den store Hvidhed“, som Jensen kaldte den, der har afsat trilogiens væld af små rejseminder. De aftegner tilsammen en livsrejse fra barndom, ungdom, rejseår og frem til Bobergs gensyn med Danmark, hvor han introducerer sin peruvianske søn for sin barndoms land. Imellem ligger er liv, hvor familien går i opløsning på grund af skilsmisser og nervesammenbrud. Verden opleves som gået i stumper og stykker, og rejserne med deres evindelige opbrud og ankomster bliver hans modus vivendi. Mens en af hans venner tidligt finder kvinden i sit liv, forholder det sig anderledes med ham selv, fordi han har formælet sig med en særlig plagsom dæmon. Den kan, som Boberg skriver, „når du mindst venter det, anes i tilrøgede sammenhænge, den tager da form af et menneske i bevægelse, flygtende midt i et røget grin. Fra den ene by til den anden. Men den er ikke noget menneske, den er ikke engang røg.“

Det er denne dæmon, der gør Boberg til en rejsende i radikal forstand. Forfatteren Paul Bowles har i romanen Under himlens dække (1949, da. 1950) skelnet mellem Turisten og Den rejsende. Turisten får hjemvé, så snart han har nået sit mål. Den rejsende derimod er én, der måske aldrig kommer hjem, men har viljen, modet og styrken til at gøre rejsen til skæbne. Han hengiver sig til det fremmede og underkaster sig dets indflydelse, så hele personligheden sættes på spil og bevidstheden udvides. Som sådan en rejsende, en fribytter og verdensflanør fremstår Boberg i sine rejseminder, og dermed indskriver han sig i et temmelig eksklusivt fællesskab, som blandt andre tæller Henrik Nordbrandt.

Folk kommer og går i Bobergs rejseerindringer, der former sig som små stumper og stykker af et liv og de tilfældige møder med andres liv, som bliver fortalt på varieret måde, så der både bliver plads til magisk realisme, socialt engageret skildring og lyriske naturbeskrivelser. Snart hører man om en smuk yngre kvinde i Calcutta, snart om en taxachauffør i Lima; det ene øjeblik er de der, det næste er de væk, sådan som det er, når man uforpligtende flanerer rundt i verden. Og Bobergs stil har det samme uafsluttede over sig. Godt nok er bøgernes enkelte stykker korte, men de rummer i sig et kaos og en mangel på traditionel pointe, som er slående. De kan i passager følge et kronologisk forløb, hvor den ene historie lægger sig tidsligt efter den anden, men de forekommer alligevel abrupte og fragmentariske, som var de blot additivt lagt ved siden af hinanden. Sammenhængen fremstår næppe med en rød tråd i Bobergs liv, snarere som den tone, hvormed rejseminderne er fortalt, og som er den, de svæver på. Det er den lyriske tone, der fortryller, så læseren hænger på, og som gang på gang åbenbarer en afgrund af skønhed og smerte.