Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En genkendelig verden - Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst

Oprindelig forfatter LHand

Sonnergaards noveller tydeliggjorde et behov hos læserne generelt og dansklærerne i gymnasiet specielt, idet gymnasiereformen fra 1988 lagde særlig vægt på læsning af nyeste tid og samtidslitteraturen inden for de seneste fem år. Genkendelighed for gymnasieeleverne, der kvantitativt udgjorde den store læserskare, var alfa og omega, og den fik man hos forfattere som Jan Sonnergaard og Jesper Wung-Sung (f. 1971), der skrev novellesamlingen To ryk og en aflevering (1998) om et drenge- og mandeunivers, Jakob Ejersbo (f. 1968) med hans novellesamling Superego (2000), der på fortyndet Sonnergaard-manér fangede ungdommens stil og tone. I stort format flyttede han scenen til Aalborg med den socialrealistiske pusherroman Nordkraft (2002), der blev en bestseller, og som blev filmatiseret. For de mere voksne skrev Benn Q. Holm (f. 1962) Hafnia Punk (1998), der i kollektivromanens form giver et københavnerbillede anno 1997. Det er et liv i fodboldens, værtshusenes og de forliste parforholds tegn. Det besværlige familieliv tog han temperaturen på med Sommer (1999) og Album (2002), der begge indskriver sig i den Herman Bang'ske og Christian Kampmann'ske realismetradition.

I Album giver Holm et samtidshistorisk billede af de sidste 30 år af 1900-tallet i slægtens og generationens perspektiv. Hanne Richardt Beck (f. 1959) udvidede perspektivet til fire generationer gennem 1900-tallet i sin lettere spirituelt influerede slægtsroman Understrømme (2003), ligesom den ældre Suzanne Brøgger fortalte slægtshistorie i Jadekatten (1997), og den unge Morten Ramsland (f. 1971) gjorde det i Hundehoved (2005). Heri søgte man de lange linjer og sammenhænge, som det moderne, splittede familieliv ikke kunne byde på. Digterne digtede om slægten og samlede stumperne af den i sidste øjeblik, før den store glemsel ville sætte ind med de ældres død. Således bidrog litteraturen til fornemmelsen af en vis kontinuitet i tilværelsen ved at levere fiktioner, som fik verden til at hænge sammen – om ikke andre steder så på papiret, mens folk i stort tal gik til populære kurser på aftenskolen i slægtsforskning. Rødderne skulle findes og bogføres i en verden, som ellers blev kaldt rodløs og glemsom.

 Kvinder på podiet og kvinder på første række, når digtere blev præsenteret for læseren, her i Berlingske Tidendes mødesal i København. Hanne-Vibeke Holsts bøger var 1990'ernes bud på en ny og ung litteratur, der tematiserede forholdet mellem kønnene, og som pointerede, at det stadig var en mandsdomineret verden, kvinderne måtte udfolde sig i. Fotografi fra 2005.

Kvinder på podiet og kvinder på første række, når digtere blev præsenteret for læseren, her i Berlingske Tidendes mødesal i København. Hanne-Vibeke Holsts bøger var 1990'ernes bud på en ny og ung litteratur, der tematiserede forholdet mellem kønnene, og som pointerede, at det stadig var en mandsdomineret verden, kvinderne måtte udfolde sig i. Fotografi fra 2005.

Der var altså en bred episk strømning, der løb parallelt med den minimalistisk prægede tendens. Størstedelen af læserne gik stadig efter en realisme, der fortalte historier om dem selv i et sprog og en form, som de var bekendte med. Det kunne gå an med mere eksotiske virkeligheder som Aalborgs narkomiljø, Rødbys sociale boligbyggeri eller en sønderjysk landsby i Erling Jepsens (f. 1956) roman Kunsten at græde i kor (2002), men her lå det eksotiske også i selve det beskrevne miljø og ikke i den litterære form. Realismen i litteraturen har vist sig slidstærk trods alle angreb på den, idet den aldrig har mistet sin evne til at optage aktuelle problemstillinger og lade nye generationer og befolkningsgrupper komme til orde i et sprog og på en måde, som det store publikum er vant til. Hvert år kunne således byde på sin last af bøger om de unges Sturm-und-Drang-tid. Hanne-Vibeke Holsts Hjertets renhed (1990), Benn Q. Holms Til verdens ende (1994), Jeff Matthews' slangudstyrsstykke Halality (2001) og den parodiske Lars Frosts Smukke biler efter krigen (2004) er eksempler. Den store, altomfattende samtidsroman a la Henrik Pontoppidans Lykke-Per og Jacob Paludans Jørgen Stein lod imidlertid vente på sig, og i dens sted trådte den overmåde populære kriminalroman i mere eller mindre ren genremæssig aftapning. Igennem den kunne man ubesværet få beskrevet store dele af samfundet, som kriminalkommissæren, journalisten, eller hvem det måtte være, bevægede sig igennem i sin jagt på forbryderen. Benn Q. Holm kunne således bruge klicheen med den fordrukne og fallerede journalist til at afdække et korrumperet og svært oppustet København i Mørk (1995), mens Leif Davidsen (f. 1950) fra midten af 90'erne kyndigt skildrede Europa efter Murens fald i politiske spændingsromaner som Den serbiske dansker (1996) om borgerkrigen i Jugoslavien, der udgør første bind i Balkantrilogien.

Annonce

Mens den realistiske litteratur igennem 1900-tallet har været god til både at stille spørgsmål om, hvorfor verden så ud, som den gjorde, og hvad man kunne gøre for at ændre den, så blev mantraet i 90'erne, at kunsten – altså også den realistiske – først og fremmest havde til opgave at stille spørgsmål og ikke forsøge sig med svar eller utopiske forestillinger. Det var heller ikke så svært, for efter de store ideologiers fald var tiden præget af en vis rådvildhed, der ofte kunne forveksles med holdningsløshed. Regulær holdningsløshed var der dog sjældent tale om, og den litterære bevægelse gennem 90'erne og ind i det nye årtusind viser da også en lang række forfatterskaber, der er i stadig søgen efter gyldige etiske og politiske holdninger.

Det gælder for Hanne-Vibeke Holst (f. 1959), der har undersøgt en kvindelig verden behersket af en mandlig og korrumperende magt. I Kronprinsessen (2002) fortælles om en idealistisk miljøforkæmper, der hentes ind i regeringen som ny miljøminister, men må erkende, at hun ikke kan hamle op med det politiske magtspil, som også Kongemordet (2005) tematiserer. Begge romaner er eksempler på, hvordan det spektakulære politiske liv bliver emne for den realistiske litteratur, og begge udtrykker sig i en form, vi også ser inden for krimierne: Der skiftes hele tiden mellem skildring af personernes professionelle liv og afdækning af deres private verden med skilsmisser, stress, børn, der skal hentes, veninder, der skal sludres med og alskens dagligdag.

Hanne-Vibeke Holst er uddannet journalist, og hendes underholdende og slagfærdige stil har sammen med hendes fokus på tidstypiske problemer givet hende et stort publikum. Hun brød igennem til et voksent publikum, efter at have skrevet en række ungdomsbøger i 80'erne, med spændings- og kærlighedstrilogien Thereses tilstand (1992), Det virkelige liv (1994) og En lykkelig kvinde (1998). Med skildringen af journalisten Therese, der er udstationeret i Moskva, satte Holst med stor træfsikkerhed fingeren på et af den moderne, veluddannede kvindes ømmeste punkter: splittelsen mellem kærlighed, moderskab og karriere. Holsts 90'er-trilogi kan ses som en videreførelse af 70'ernes litterære kønsrolledebat. Fokus er nu, helt i pagt med tiden, forskudt fra kvinders manglende muligheder og forældede, snærende kønsrolleforventninger til konflikten mellem arbejds- og familieliv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: En genkendelig verden - Benn Q. Holm og Hanne-Vibeke Holst i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477452