Den eksistentielle roman - Ida Jessen

Mens Hanne-Vibeke Holst gik i rette med et mandschauvinistisk samfund, vendte Ida Jessen (f. 1964) bøtten om og så på individ og samfund med den underkuede mands øjne i romanen ABC (2005). Den handler om en mand af det bedre borgerskab, som lever alene i en herskabelig lejlighed på Østerbro i København. Joachim er en 40-årig ungkarl, der aldrig har levet sammen med en kvinde, men til en fest møder han en enlig mor og pædagogmedhjælper, der bor på Vesterbro. De to indleder et forhold, der fra begyndelsen er, hvad man i gamle dage kaldte en mesalliance. Hun bliver gravid, de flytter sammen i hans lejlighed, og så går det ellers med sikker kurs mod konflikter og skilsmisse. Med alfabetisk konsekvens skrider handlingen frem: Har man sagt a, må man også sige b, og har man sagt b, må man også sige c. Det ender med, at hun overtager hans lejlighed, sælger den og flytter til Rømø, så han dårligt kan komme til at se sin søn. „Skilsmisse er krig“, bliver han belært om af en skilsmisseadvokat, men den krig kan den vege, „forstående“ Joachim ikke rigtig deltage i. Romanens personer er typer, som er tegnet helt ud i det groteske for at tydeliggøre konflikterne. I et interview i forbindelse med bogen sagde Ida Jessen, at „vi danskere trænger til at tænke i andre baner, når vi skal håndtere skilsmisser“. De baner anlægger ABC med stor tydelighed og med en klarhed i holdning, som gjorde bogen til et stykke aktuel tendenslitteratur.

Hos Jessen står det kvindelige ikke som en mere sand og autentisk værdi end det mandlige, sådan som det ofte bliver fremstillet, når der skal rettes en kritik af samfundet og anlægges et utopisk sigte. Frænde er frænde værst, siger en gammel talemåde, og det fremgår med al tydelighed af den lille groteske skæbnefortælling Foxy Lady I-V (2003), som i form stikker meget af fra Ida Jessens øvrige realistiske skrivemåde. Her bliver det til kvinde er kvinde værst, for i denne bog lader kvinderne ikke mændene noget efter i nedladenhed og destruktivitet. Kvinderne kan selv alt det der med ondskab – og kærlighed. Hvis man går og tror, at det kvindelige skulle være et særligt aktiv og et jomfrueligt, utopisk alternativ til en afskyelig mandeverden, så må man tage sine forestillinger op til overvejelse efter et besøg i byen Fox. Her deflorerer kvinderne sig selv, kommer af med deres kroniske uskyld og viser dermed deres menneskelighed.

Med størst styrke placerede Ida Jessen sig i den litterære offentlighed med de to løst forbundne romaner Den der lyver (2001) og Det første jeg tænker på (2006), som var de foreløbige højdepunkter i et forfatterskab, der var løbet langsomt i gang siden novelledebuten i 1989. I de to romaner lægger hun sig i forlængelse af den realistiske tradition fra Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen. Med pontoppidansk præcision i skildringen af snævre provinsmiljøer, hvor alle har noget på hinanden, og alt, hvad der sker, bliver set, og med hansensk vilje til at gå i clinch med de store eksistentielle spørgsmål som tro, skyld og nåde og om begærets veje og vildveje. Den der lyver beskriver den yngre læge Christian, der køber en praksis i en lille jysk provinsby og flytter dertil sammen med sin kone Nina. Bag sig har de to et dødfødt barn og en oplevelse, som de aldrig har fået gjort op med. Nina føler sig hurtigt utilpas i det nye, snævre miljø og vil skilles. De to elsker heller ikke mere hinanden. Det ryster ham dog ikke meget, at hun flytter, og det er måske det, der galt i hans liv. Det er, som om han mangler et lidenskabeligt engagement i sit eget liv, mens han godt kan lægge et professionelt engagement for dagen over for sine patienter og sine bekendte. Begær og erotiske situationer er der ikke mangel på i hans liv, men nok på kærlighed og hengivenhed. Han drømmer om at være et menneske og at leve uden forbehold, men da er han kommet ind i en forkert verden, for den lille landsby er præget af sladder og fortielser og indeklemt seksualitet. Her er ingen vilje til at gøre op med fortidens synder. Og så har han selv en tåget forestilling om forfaldet og døden, som lægger sig mellem ham og livet.

Den, der lyver, får en sort streg i panden og risikerer at blive løbet over ende af livet og aldrig blive sig selv. Men den, der lyver, har også chancen for at forvandle sig og blive til en anden. Fortælleren i denne roman lyver, eller rettere forstiller sig, idet hun langt hen ad vejen skjuler sig. Hun er søster til Christian og ville realistisk set ikke være i stand til at fortælle om hans tanker og handlinger. Hun er en digter, der sætter sig ind i en andens liv, mens hun til gengæld i sin mands og børns øjne svigter dem. Det er den gamle historie om den kvindelige kunstner mellem opvasken og skrivebordet.

I Det første jeg tænker på bliver en dreng kørt ihjel af en bilist, der flygter fra sit ansvar og sin skyld. Der er mange mistænkte, og mistanken spreder sig som en pest ud over det lille, landlige miljø, som handlingen udfolder sig i. For det må være én fra lokalsamfundet, der har gjort det. Der må være én, der gemmer sig, og som bringer løgn og forstillelse ind i verden. Den skyldige skal findes, men ikke for hævnens skyld, og ikke for at den samfundsmæssige ret kan stadfæste sin dom og straf. Hvad det gælder om, er derimod at finde den skyldige, så han kan blive tilgivet, sådan at både han og moderen til drengen kan forsone sig med hinanden og den fælles tunge skæbne. Det er i hvert fald, hvad den kvindelige præst og mor til den døde dreng ønsker, og sådan kommer det måske også til at gå. Synderen, der viser sig at være en ung pige, bliver fundet, og hun bliver optaget i præstens hjem og kan måske ad den vej modtage nåden, mens præsten kan bearbejde sin sorg og genvinde glæden ved livet. Ida Jensen bringer således en kristelig og eksistentiel vinkel på skylden i spil og får dermed aktualiseret dele af Martin A. Hansens temaer, uden at hun på nogen måde optræder konfessionelt kristent, som han gjorde.

Det er begær og kønslig forvirring, der fører til død og menneskelig forarmelse i Jessens roman. Det gælder pigen med navnet Manne, og det gælder de hulbrystede, hvide, bøssede mænd og de smukke rationelle mænd, der er uden fornemmelse for netop de sider af tilværelsen, som hverken lader sig veje og måle eller ordne gennem samfundets love og sanktioner. Der er en skyld, et begær og et køn, som måske ikke lader sig forstå og forklare, men som lader sig anskue i digterisk form. Ida Jessen tager fat dér, hvor følelser og anskuelser bliver farlige og udfordrende, og hun gør det på en formelt lidt altmodisch, men ikke desto mindre provokerende måde. Digteren er – som den fortællende hovedperson i romanen – selv én, der lyver og forfører og er dermed hjemfalden til dom, men hun er også den, der med sin evne til indlevelse fører læseren frem til ny erkendelse.

Med Ida Jessens livskloge og engagerede romaner trådte digteren igen frem i den gammeldags rolle som den alvorlige kritiker af tiden. På linje med fx Jens Christian Grøndahl formulerer hun dybsindige indsigter og sætter ord på fælles erfaringer. Hun tilhører en gruppe af digtere, som ikke først og fremmest forsøger at formulere sig individuelt og med en egen subjektiv stemme, men går efter det mere almene. De to aspekter udelukker ikke hinanden, men at accenten kan lægges forskelligt, ser man ved en simpel sammenligning af sprogtone og engagement i Ida Jessens og Kirsten Hammanns romaner. I den ene er der en stemme, der fortæller, i den anden en stemme, der taler.