At blive til gennem sin historie - Christina Hesselholdt og Claus Beck-Nielsen

For en digter af Thomas Bobergs generation lå det ikke fjernt at trække meget direkte på selvbiografisk stof, som han gjorde med sine rejsebøger. Anderledes forholdt det sig med den generation, der debuterede omkring 1990. De var i udgangspunktet skriftorienterede og skelnede skarpt mellem digtning og liv. Da Christina Hesselholdt i 1998 udgav Hovedstolen, der både blev annonceret som roman og som „50 fiktioner om en barndom“, var det nye ved den ikke, at der her blev skrevet romanbiografi, men at en forfatter fra Forfatterskolen fuldt bevidst tog af den erindringens hovedstol, som selveste Per Højholt havde nedlagt kunstnerisk forbud mod at røre ved. Det nye var desuden, at den ikke bare var en rød-tråd-historie, der fremstillede individets organiske udvikling, men at den brød den fremadskridende kronologi delvist op. Det kronologiske opbrud var set før hos blandt andre Hans-Jørgen Nielsen i Fodboldenglen (1979), men hos ham havde det en erindringspsykologisk begrundelse. Man erindrer i spring. Denne begrundelse er fraværende i Hovedstolen, der lader det psykologiske spille en langt mindre rolle end tidligere. Hovedstolen består af en række sansemættede barndomserindringer, hvori barnets oplevelsesmåde blander sig med den voksnes bevidsthed i sproglige skred og intenst billedsprog, så der – med et paradoksalt begreb – skabes en distanceret nærhed. Der er detaljerede kropsoplevelser, fx af hvordan mormoderen tager bh på. Der er typiske barndomserindringer om haven og dens grænse, der er angst- og tomhedsoplevelser, men der er ingen forklaring, ingen direkte fortolkning og formuleret erfaringsdannelse. Midt i bogen og som et skel, hvorom de andre tekster lejrer sig, ligger dog skildringen af forældrenes skilsmisse. Det er en central begivenhed, som i det episodiske og a-kronologiske alligevel installerer et tidsligt før og efter. Trods tidens ophævelse i enkelte momenter er der alligevel indbygget et irreversibelt forløb – ligesom i Hesselholdts punktromaner.

I Hovedstolen figurerer der ingen overdominerende forældrefigurer, men snarere nogle, der er neutrale eller direkte fraværende. Det gælder specielt faderen, der ved skilsmissen bliver en fjern figur. Han efterlader en tomhed, som viser sig i den minutiøse opregning af de ting, han flytter med sig, og som med undertrykt smerte kommenteres kort, men sigende: „Da vi kom hjem fra den tur, vi gik, mens han flyttede, havde tingene efterladt øde områder“ – ikke kun i hjemmet, men også i hendes liv.

Hovedstolen blev startskuddet for de yngre forfattere til at nærme sig de personlige erindringer og bruge dem direkte i fiktionsdannelsen. Afstanden mellem fiktionen og det autentiske blev mindre, når Kirsten Hammann i Fra Smørhullet skriver om sit alter egos opvækst i Risskov ved Århus, og når Helle Helle i Rødby-Puttgarden bruger et stednavn taget ud af hendes egen biografi. Det kan være nærliggende at se optagetheden af det selvbiografiske – og slægtsromanen – i lyset af 1990'er-sociologen Anthony Giddens' teori om det selvrefleksive menneske i det moderne samfund. Dette menneskes identitet er ifølge ham først og fremmest bundet til den fortælling, det kan fortælle om sig selv. Hvis individet er socialt frisat og mindre bundet af dets biologi end nogen sinde før, så er dets identitet ikke selvfølgelig givet med dets placering i samfund, slægt og familie, men bliver til gennem den historie, det skaber om sig selv. Det er dog væsentligt at fastholde, at denne historie hverken er af den røde-tråd-slags eller af en 1960'erlignende attituderelativistisk art. Den selvbiografiske historie er ikke noget, man finder og afdækker ved hårdt psykoanalytisk arbejde, men snarere noget, man opfinder og konstruerer i et speget spil mellem det autentiske og det iscenesatte.

Claus Beck-Nielsen (f. 1963) satte denne problemstilling på spidsen med Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003). Udgangspunktet for denne „biografi“ er, at Claus Beck-Nielsen i året 2000 dukker op på Københavns Hovedbanegård uden bagage og iført joggingtøj og hævder, at han ikke kan huske, hvem han er. Lynhurtigt viser det sig, at alle sociale myndigheder har svært ved at håndtere hans sag og tage sig af ham, fordi han ikke kan huske sit personnummer, og det er så godt som umuligt at få et nyt. Uden nummer kan man ikke få offentlig bistand, og man kan ikke få hjælp til at få et nyt nummer. Dette identitetsmæssige og sociale dilemma bliver udstillet i medierne, da Ekstra Bladet tager den mere og mere mærkværdige Kaspar Hauser-historie op. Under navnet Claus Nielsen fortæller han også sin historie til Information. Som følge af et politiforhør halvanden måned efter, at denne ukendte Claus Nielsen er kommet til København fra Hamburg og efterlyst i aviserne, bliver han nødt til at afsløre sin borgerlige identitet, og så er spillets først akt forbi. Anden akt bliver til bogen, som udkommer i 2003, og som dels består af avisartikler, læserbreve og dagbogsnotater, der tilsammen dokumenterer forløbet om den subsistensløse Claus Beck og hans tur ned på bunden af samfundet, men som også fortæller en parallel historie om Claus Beck-Nielsens private deroute. Han bliver skilt og afvikler sig selv symbolsk.

Den første og mediemæssige side af historien om Claus Beck-Nielsen kan minde lidt om tyskeren Günter Wallraffs afslørende og kritiske journalistisk i 1970'erne. Men Claus Beck-Nielsen er ikke ude i noget politisk-socialt ærinde, snarere i et projekt, hvor han afsøger identitetsproblemet i en social og mediemæssig sammenhæng. Han er i princippet ikke ude på at udfolde sig selv i biografiens form, men snarere på at afvikle sig selv, hvad der viser sig at være en lige så vanskelig sag som at komme til verden uden nummer. For der er jo en eller anden instans, der fortæller den samlede historie og bringer den til forlaget og får den udgivet. Hvem er så det? Det er i og for sig her, identitetsproblemerne for alvor kommer til syne, og her, bogen bliver kontroversiel, fordi den krænger det private ud uden nogen intentioner om at gøre det alment. Her hører man om Claus Beck-Nielsens privatliv i opløsning. Han flytter fra Christina Hesselholdt og deres fælles barn og lejlighed, og ind flytter forfatteren Hans Otto Jørgensen. Det er i princippet lige til Se og Hør. Og så alligevel slet ikke, fordi det hele er sofistikeret tilrettelagt og trods alt tjener et erkendelsesmæssigt formål og ikke bare et ønske om at blive kendt i femten minutter. Digteren bruger det levede liv på en yderst konkret måde, idet det indgår i hans fiktion, der er iscenesat af ham selv. Således overskrides grænserne mellem virkelighed og fiktion, handling og kunstværk. Det levede liv fører direkte til kunstværket, og kunstværket influerer direkte på adskillige menneskers liv og skæbne. Claus Beck-Nielsen har således skabt en anderledes levende og skabende skrivepraksis, hvor digtning og biografi ikke mere er to sider af samme sag, men kun én og den samme. Sådan set effektuerer han med denne bog den avantgardistiske bestræbelse på at overskride grænsen mellem kunst og livsverden.

Slet så avantgardistisk tog de færreste digtere fat, men det er iøjnefaldende, så ofte det selvbiografiske figurerer i den yngste digtning. Jens Blendstrup (f. 1968) skrev med Gud taler ud (2004) historien om sin alkoholiserede og uregerlige far, der fyldte op som en gud i barndomshjemmet. Det kunne ligne en historie om, at man gjorde et barn fortræd, men pointen er, at romanen ikke er fortalt sådan. Med varme og forståelse og en god portion humor skildres familiens kaotiske forhold. Karakteristisk er det også her, at det ikke er faderopgør a la 1970'erne, der er på spil, for romanen fremstår som en slags forsonende gestus og en hyldest til galskaben.

Var Per Højholt et væsentligt litterært forbillede i perioden, så var der også tendenser til opbrud, som Hesselholdts brug af hovedstolen viste. Mens Højholt foretog opspring fra sprogets „nulhuller“, så skete opspringet for flere af de yngre digtere fra den personlige historie. Det blev tydeligt med Dy Plambecks (f. 1980) Buresø-fortællinger (2005), der fortsatte i Dan Turèlls spor fra Vangede billeder (1975), dog uden det store tidsmæssige billede, som han gav. Det var ikke bare i kroppens sansninger, der skulle tages udgangspunkt, sådan som 1980'ernes såkaldte kropsmodernister havde gjort det, springet ind i digtningen blev taget fra erindringen og den dagsaktuelle oplevelse.

Lone Hørslev (f. 1974) lagde helt ud i titlen vægt på det nære som emne og udgangspunkt for digtningen. I romanen Fjerne galakser er kedelige (2005) hedder hovedpersonen Lone, og romanen er tydeligt nok bygget over det personligt erfarede, men der er også lagt et frigørende fiktionslag ind. Romanen, der former sig som en slags dagbog, hvori stort og småt noteres, idet hun henvender sig til ægtemanden, er da heller ikke nogen vanlig syndsbekendelse. Der angles ikke efter forståelse, som i 1970'ernes bekendelseslitteratur. Hørslev fortæller på sin egen registrerende måde og med sit eget sproglige drive. Men til sidst skriver hun, at „Som aben der er lukket inde i en veltrimmet have er vi lukket inde i vores egen lille historie“. Det er den historie, hun åbner ved at skrive, og er det ikke store og epokegørende tanker, hun gør sig, og er det ikke en stor dramatisk familiefortælling, hun diverterer sin læser med, så er det i det små et signal om en ny, åben tid her og nu i vores egen lille galakse. Muren mellem det private og det almene bliver nedbrudt, ikke sådan, at det private går restløst op i det almene, men sådan, at de to dimensioner står side om side, og læseren ikke præcis ved, hvor han står. Det private er ikke mere et tabu i litteraturen, som det var, da Villy Sørensen fastholdt et skarpt skel mellem det private stof og det personlige udtryk. Det private er heller ikke politisk som i 1970'erne, men et autentisk udgangspunkt for en eksistentiel afsøgning og fiktionsdannelse.

Den samtidige læser, der måtte vide lidt om Lone Hørslev, kunne se ligheder med hendes hovedperson og hende selv. Der opstod i læsningen et dobbeltspil, hvor man det ene øjeblik oplevede det skrevne som fakta og det næste øjeblik som fiktion. Dette spil satte også Pablo Henrik Llambías i gang i Et ukendt barn (2005), som er en rekonstruktion af hans liv og levned. Man hører om hans skilsmisse, virke på Forfatterskolen og arbejde med en dokumentarfilm om SS-soldater, som han lavede i 1990'erne. Netop dobbeltspillet, der hensætter den fortolkende læser i en tøven, fordi man ikke ved, hvordan teksten skal opfattes, er en del af tekstens virkning. Man zapper frem og tilbage mellem anskuelsesmåder, som anfægter hinanden. Det er umuligt kun at holde sig til den ene, fordi man så må opgive at forholde sig til store dele af teksten. Den bulgarskfødte litteraturteoretiker Tzvetan Todorov taler i sin bog Den fantastiske litteratur (1970, da. 1989) om denne tøven, som kommer af, at læseren ikke ved, om det læste skal tages bogstaveligt og gives en naturlig forklaring, eller om det skal læses symbolsk og forstås som et udslag af det magiske. I den nye litteratur, der blander selvbiografiske fakta med romanens fiktion, er man ude i en lignende fortolkningskrise. Man hverken kan eller skal vælge „side“, men bevæge sig ud i det ubestemmelighedsfelt, som teksten i samspil med læserens forudviden danner. Det gælder ikke om at få fod på teksten og få definitivt fastlagt, om det er fiktion eller fakta, roman eller biografi, men om at holde den flydende. Den, der vil læse denne litteratur, må selv være i konstant bevægelse og når som helst kunne skifte synspunkt for at være på højde med teksten. Det „sjove“ ved at læse den slags tekster er, at man aldrig ved, hvor man har dem. Det sande ved dem er, at de dermed afspejler en kompliceret verden og bevidstgør læseren om besværet med at håndtere dens mangetydighed.