Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Verdensvendt - Niels Lyngsø og Morten Søndergaard

Oprindelige forfattere LHand og MBar

Den inderlige lyrik blev ikke kun underløbet ironisk af digtere som Pia Juul og Christian Dorph, men også overskredet af digtere som Morten Søndergaard (f. 1964) og Niels Lyngsø (f. 1968). De to redaktører på Brøndums Encyklopædi skrev med forbindelseslinjer bagud til Inger Christensens helhedssøgende digtning og med inspiration fra såvel naturvidenskab som sprogfilosofi.

Lyngsø plæderede for en såkaldt „verdensvendt poesi“, som vil „tænke og tale med verden“. Samlingen Stof (1996) er da også i bogstavelig forstand en stofmættet bog, der både benævner et kosmisk univers, naturens fire grundelementer, biologiske fænomener og reolen med dens bøger.

Der er både en korrespondance og forskelle mellem tingene i dette „myldredigt“; der er således en lighed mellem bladene i bogen og i naturen, og mellem en galakse og en bladhvirvel. Noget ligner hinanden, men der er hele tiden noget, der falder ved siden af, og konkret, når man læser bogen, noget man ikke får fat i. Samlingen er nemlig komponeret

som billeder oven i billeder mange
multieksponerede film der er set

(…)

varierer sin egen figur
musik som torden- ingen kan høre det hele
suppe der skyller enhver griber fat i sin tråd af støjen
mellem bjerge
symfonier store
som bølgende rum sirener i
tusindtonemusik det fjerne

Ord og sætninger bugter sig ned over siderne i flere dimensioner, så det er umuligt at læse lineært. Man læser frem og tilbage, op og ned i et forgæves forsøg på at få det hele med på én gang, men med en anelse om, at det hele må hænge sammen på én eller anden måde. Således handler digtsamlingen helt konkret om verdens beskaffenhed og vilkårene for vores perception af den og vores erkendelsesmuligheder. Verden er overvældende stor og rig på stof, og det afspejler digtsamlingen helt konkret, idet den fastholder alt det sameksisterende, sideordnede og ligeværdige. Karakteristisk er det, at et jeg først nævnes i digtene, når stoffet er benævnt og „midt“ i det hele. Jeg'et er ikke det vigtigste, men blot en del af et langt større univers, hvori det er indskrevet.

 Side fra Niels Lyngsøs Morpheus – digte og poetik (2004).

Side fra Niels Lyngsøs Morpheus – digte og poetik (2004).

Lyngsø interesserer sig til mindste detalje for skriften og således også for det grafiske udtryk. Det særlige ved Stof og de følgende værker Force majeure (1999) og Morpheus – digte og poetik (2004) – er den grafiske fremtoning, som er uhyre gennemarbejdet. Her går der linjer tilbage til konkretister som Peter Laugesen og Per Højholt. At sidde med en bog af Lyngsø i hånden er en sanselig oplevelse i sig selv, og netop den sanselighed er ifølge Lyngsø poesiens særlige kendetegn og det, som kvalificerer den. Han fremhæver poesien som en fuldgyldig vidensform på linje med videnskaben, men en vidensform, der altså udtrykker sig på sansningens præmisser.

Samtidig med at man finder det naturvidenskabelige som en naturligt integreret del af digtene, henvises der gang på gang til musikken. Der tales om „et vildt partitur“, „harmoni“ og „disharmoni“ og „tusindtonemusik“, og den kontrapunktiske form og de polyfone principper, som man kender fra barokmusikkens fuga, spiller en afgørende rolle i Lyngsøs kompositionspoesi. Den er i sin grund harmonisøgende trods alle dissonanser, og den markerer en romantisk følsomhed og orkestrering, som kommer til at stå i modsætning til den kakofoni, som få år efter præger Ursula Andkjær Olsens digtsamlinger.

Annonce

Lyngsø sender læseren kompasset rundt med sine flerdimensionale digtsamlinger, men får hermed også antydet et orienteringsproblem: Hvor er menneskets plads i verden, og hvor går turen hen? Netop det spørgsmål har beskæftiget Morten Søndergaard. I debutsamlingen Sahara i mine hænder (1992) fastholder han en erkendelse af, at der er en verden uden for menneskets bevidsthed om den: „Berkeley mente at verden / var en forestilling i bevidstheden, / men hvordan bortforklare / floddalen med dens erindring / om tidligere regn –“. Alt er ikke blot konstruktioner skabt af den menneskelige bevidsthed, men noget i og for sig selv, og netop det er en rigdom for det sansende menneske: „Skønhed er et løfte fra tingene/ om et glimt af deres mangfoldige ordener“. Sådan en formulering genlyder af både Rainer Maria Rilke og Inger Christensen. Digterjeg'et bevæger sig da også ud over sig selv, ud i et astrologisk perspektiv og ind i den enkelte celle. Digteren udtrykker ikke kun sig selv, men mener omvendt, at „det er tingene der omtaler / mig på en anden / og langt mere eksakt måde“. Ved at beskrive tingene og koncentrere sig om verden bliver mennesket synligt for sig selv og, ligesom hos Lyngsø, indskrevet i en større naturlig og kulturel orden.

I digtsamlingen Bier dør sovende (1998), der blev Søndergaards gennembrudsbog, fortsættes kortlægningen af det naturvidenskabelige og menneskelige. Jeg'et er her krydspunkt og omdrejningsakse for de to størrelser kaos og orden, der skal opfattes som komplementære snarere end som antiteser. Det forsøger at sætte sig i korrespondance med den verden, som på én gang er uden for det og indeni: „Jeg sidder for enden af en ledning / og leder efter noget, nogen / et sted i den anden ende, / og i den anden ende sidder der noget, noget / og leder, / der er stadig nok at se til, / det hele må siges igen / forfra på en anden måde, / (…) inden det forvandler sig, (…) det fortsætter fremad, ude af kontrol, / det gør det let at svæve.“

Mangfoldigheden gør det let at svæve omkring fra det ene til det andet, men svært at navigere. Navigeret bliver der dog, når Søndergaard i den punktromanagtige Ubestemmelsessteder (1996) anlægger en humanistisk vinkel på det barske miljø på Vesterbro i København. I drømmeagtige sekvenser finder et par sammen i kærlighed, mens junkier og prostituerede går deres egne skæve veje i kvarteret. Bogen består af små prosalyriske beskrivelser, der ender med, at parret klæder sig på igen. På én gang indadvendte og udadvendte går de ud i verden og danner tilsammen et eksempel: „De er to, en bevægelse, to punkter på et linjestykke. (…) De er intakte, de er virkelige. De åbner døren ud til det fri og går.“ Også her ser man viljen til at bryde med den indadvendte følsomhed og til at indskrive de elskende i en social og geografisk orden.

I langdigtet Et skridt i den rigtige retning (2005) tematiseres de tidstypiske eksistensvilkår, som er givet med retningsubestemtheden og de mange valgmuligheder i en mangfoldig verden og i et tekstunivers med utallige intertekstuelle referencer. Også her rejser de elskende sig for at begynde – „forfra. Først ligger vi lidt og sunder os, det er i grunden helt / i orden / efter alt det vi har været igennem. Men så prøver vi alligevel at / rejse os“. Den rigtige retning er imidlertid en tvetydig størrelse, for de politiske retningsangivere og flokmentaliteten er ikke til at stole på.

Digtsamlingen udkom samtidig med, at Søndergaard iværksatte en udstilling af samme navn på Gammel Holtegård (vinter 2005/06). På udstillingen blev menneskets oprejste gang gennem historien tematiseret i ord og billede på godt og ondt. Neil Armstrongs vandring på Månen og de første videnskabelige studier af menneskets gang blev sat over for Hitlersoldaternes strækmarch. I Søndergaards digtsamling lyder det tilsvarende: „Vi udvider og krydser grænser, til fods, til lands og i luften, vi / sætter os / i strålende maskiner, og vi menneskeheden, vi, de stolte, de / retfærdige, vi invaderer, vi angriber, / vi farer løs på og dræber og vi sejrer! Efter et stykke tid kommer / vi hjem fra vellykkede felttog, og vi afholder parader / og går stolte gennem triumfbuer / (…) Og vi går ud med / hinanden og det går bare, det går, / skridt for skridt, det går slag i slag, vi går på livet løs (…) / Følger De overhovedet med i hvad der foregår?“ Både ubehag ved samfundsudviklingen og etisk holdning skinner således igennem hos den sproglegende digter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten, Marianne Barlyng: Verdensvendt - Niels Lyngsø og Morten Søndergaard i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477472