Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Digter og engagement

Oprindelige forfattere LHand og MBar

For de unge digtere i 1990'erne begyndte det med de dirrende hænder, som Karen Marie Edelfeldt skrev med og om. Det endte foreløbigt i de første år af det nye århundrede med trosbekendelser og selvbekendelser eller med poetiske løjer og kommers med en anarkistisk snert. Ligesom det private trængte sig på i prosaen, gjorde det det også i lyrikken, hvor det fx anes i Annemette Kure Andersens alvorlige Dokument (2001) og demonstrativt fremhæves i Bo hr. Hansens parodiske bekendelser i knæk.idiot.eik. (2000). Og så blev der også i lyrikken efterlyst og skrevet en ny slags politisk digtning. Ikke at man vendte tilbage til den poetiske værnepligt fra 1970'erne, men der var en vilje til at supplere det æstetisk kondenserede eller stærkt personlige og ligefrem private med et andet ærinde. Selv Lars Bukdahl talte i digtsamlingen 116 chok for sheiken (2001) om „vores varsomme nutid“ og håbede på „en ny, / mere be-bop-agtig politisk poesi“. Det havde den ældre Peter Laugesen leveret i årevis, men blandt de yngre digtere var det Katrine Marie Guldager, der fortsatte på egen manér i Ankomst, Husumgade (2001).

Guldager var debuteret med Dagene skifter hænder (1994), hvor jeg'ets problemer med at komme til sig selv og ud over sig selv bliver formuleret. I Styrt (1995) folder hun med energi og humor eksistensspørgsmålet ud i firkantede kortprosadigte, sådan som det sker i „Rødt“, der handler om at være til: „Sådan er det at blive født: man har aldrig fri, man har ikke to minutter for sig selv, ikke et øjeblik, hvor man kan se den anden vej, eller et, hvor man kan vende ryggen til (…)“.

 Poetry Slam den 21. februar 2005 i VEGAs Bar Ideal, København. To gange om måneden dyster digtere her med digtoplæsning i tre minutter hver, i to runder og med én finale, hvor vinderen udpeges af de fem dommere, der udvælges blandt publikum.

Poetry Slam den 21. februar 2005 i VEGAs Bar Ideal, København. To gange om måneden dyster digtere her med digtoplæsning i tre minutter hver, i to runder og med én finale, hvor vinderen udpeges af de fem dommere, der udvælges blandt publikum.

Den sørgmuntre eksistensbekræftelse, som udtrykkes i Styrt, får en socialsatirisk drejning i Ankomst, Husumgade. Med den samling er der sat tid og sted på det beskrevne. Man er på det socialt belastede Vesterbro i København og i den tredje verden sammen med et forkælet „du“ og tre gennemgående figurer: Mr Bright, Mr Ben og El-Said. Allerede i første prosadigt bliver den – manglende – sociale bevidsthed udfordret med spørgsmålet: „der er da ikke nogen, der går og roder i skraldespanden efter mad mere, er der?“ Det er der, og det er den misere, Guldager kredser om uden at forfalde til pegefingermoral, når hun skriver: „Måske er verden blevet skilt så godt og grundigt, at det ikke rør dig, at Mr Ben falder om. Måske er vi bare myrer på hver sin isflage“.

Annonce

Sådan lyder en desillusioneret stemme, der dog ikke får det sidste ord. For netop myre- og isflagemetaforen udvikles og omvurderes. Myrernes verden strækker sig fra det fattige Afrika til det velhavende København, der således forbindes og ses i sammenhæng som én verden. Myretuen er den moderne storby, overvældende og uoverskuelig, men langtfra isoleret. Hos Guldager får man imidlertid ikke lov at hengive sig til storbyfascinationen, som man gjorde i 1980'ernes lyrik. Den sociale uskyld er taget, internationaliseringen trænger sig på, og Danmark er ingen isflage i verdenshavet. Med Ankomst, Husumgade er man vendt tilbage til en civilisationskritik, der både går på det sociale og globale, på sexificering og prostitution. Helst ville digtenes „du“ bare „passere“ og lade som ingenting, når det ser noget, det ikke bryder sig om. Dets „samvittighed kan skæres ud i firkanter“, men netop denne rubricering, der gør etikken relativ og lader den gælde nogle og ikke alle, står for skud. For så vidt holder Guldager den etiske og moralske fane højt.

De voldsomme begivenheder med terrorangrebene i New York den 11. september 2001 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak udløste et vist politisk engagement, som havde været sjældent i ung dansk litteratur gennem 1990'erne. Kirsten Hammann kom med den kulturkritiske Fra smørhullet (2004), og Lars Frost (f. 1973) tog det stadigt stigende krav om digternes engagement i samfundets problemer så gennemgribende op i Smukke biler efter krigen (2004), at det kom til at ligne en parodi. I den pikareske roman er der ikke det samfundsfænomen, som ikke får en kritisk bemærkning med på vejen, og netop dette overbud af meninger nivellerer enhver holdning. Han hober op i romanen, som Hammann gør det i Fra smørhullet og Ursula Andkjær Olsen gør det i Ægteskabet mellem vejen og udvejen med det resultat, at det politiske budskab ironisk undermineres. Vil læseren og den moralske kritiker have meninger, så skal de få det, så de bliver kvalt i dem, synes udgangspunktet og resultatet at være.

I Guldagers Ankomst, Husumgade står alle digtene nederst på siden og er så at sige faldet ned på jorden og går som en myresti gennem samlingen. Der er således jordforbindelse både digterisk og moralsk i hendes kritik, hvad der ikke er nogen selvfølge i de be-bop-agtige, eller med et mere moderne begreb: rappende, politiserende digtsamlinger, som udkom i hendes kølvand. „Mine ben er for korte til at nå jorden“, skriver Lars Skinnebach (f. 1973) i I morgen findes systemerne igen (2004), og hans kritik vrænger ad „Lovgiverne, regelmagerne og værdisætterne“ og taler om politikerne, der „kaster sig ud af samvittighedens vinduer“. Skinnebach blander på 1970'ervis det private og det politiske, men ikke med den pointe, at det private bliver politisk og det politiske privat. Han skildrer den lille familie med datter, far og mor som et privat refugium for ømhed og følelser, mens forholdet til omverdenens magter er præget af rappens aggressive stil og store armsving: „De tager pis på dig / det er de privilegerede der forsvarer deres privilegier“ – „Det er derfor de mistænkeliggør dig / Det er derfor de ignorerer dig / Det er derfor de latterliggør dig“. Skinnebachs digte lader læseren desorienteret tilbage, fordi man ikke kan identificere intention og holdning. Hvad vil han andet end energisk at tale og skrive og håne sit publikum med forslaget: „Nye læsere kan stå af her“? Anmelderne var forvirrede, provokerede og mestendels afvisende. Man ville have system i galskaben, gennemskuelighed og holdning. Digteren lover, at det kommer „i morgen“, men har måske allerede opfyldt det med sin digtsamling.

Entydig tale leverede Skinnebach, da han sammen med litteraten Tue Andersen Nexø skrev lederen til Den Blå Port 63/2004. Heri tog de fat på den unge digtnings selvtilfredse, subkulturelle status og krævede, at digterne måtte ville noget mere end blot sig selv, så de ikke skulle ende som en brevdueforening. Så slemt mente de dog ikke, det stod til endnu, men – skrev de – det er „på tide, at den litterære undergrund bliver ambitiøs, ikke bare på egne, men også på andres vegne. På tide, at den ikke bare opsøger det æstetisk mulige, men også påtager sig moralske og politiske risici. At den ikke bare undersøger det forståeliges, men også det tilladeliges grænser. Ikke bare opsøger nye sproglige former, men også nye måder at tænke menneske, socialitet og verden på, nye forestillinger om, hvordan litteraturen kan bidrage til det samfund, der ligger rundt om den. Måske er det på tide, at den smalle litteratur bliver konstruktiv igen.“

Adskillige af 1990'ernes digtere havde allerede taget fat i den politiske ende, så opfordringen måtte være rettet mod den yngste digtergeneration. En af dem, som skrev helt i pagt med denne opfordring, var den forfatterskoleuddannede Marius Nørup-Nielsen (f. 1976), der med sin digtsamling Alle tiders barn (2004) politiserede og blandede private erindringer og forhold op med almene perspektiver i en udfordrende „blending“, som det hed med et af de års modebegreber. Han lod sig påvirke af rappernes tone og attitude, men trak også på og forholdt sig til en dansk litterær tradition, som lå langt uden for deres domæne. Den gamle konflikt mellem europæeren Jens Baggesen og nationalisten Adam Oehlenschläger tog han således op på ny, idet han polemisk vendte sig mod den aktuelle fremmedfjendskhed og angst for det anderledes og uoverskuelige. Den vrede unge mand rappede selvironisk en nationalbevidst anti-nationalsang af sig i et forsøg på ikke bare at sætte tankerne i spil, men også på udspekulerede unoder:

Og jeg zigzagger op på min Baggesentop (…) Jeg er ingen dansk/ næh, jeg er en global/ Jens, (…): FUCK ROMANTIKERNE! LAD OS BRÆNDE OEHLENSCHLÄGER OG CO'S GENGANGERE PÅ ET BÅL AF DERES EGNE/ NATIONALISTISKE ROSENRØDT & HVIDKULØRTE LOKUMSLÆSNING (IKKE ENGANG DERES ANTISEMITISKE PIS KAN/ SLUKKE DET!). NEJ, LAD OS SPIDDE DEM PÅ GULDHORNENE, OG TVINGE DEM TIL AT HØRE REUMERT RECITERE/ REDELIGHEDEN TIL ET TEKNOBEAT. UMTCHI, UMTCHI, UMTCHI. (…)

Nye læsere har lejlighed til at stå af her – eller på. De kan få et rap over fingrene eller vende det døve øre til. Det er under alle omstændigheder en ung, uvorn og respektløs lyrik, der er ved at tage over, hvor den gamle slap – og det sker som altid med et ordentligt trut i guldhornet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten, Marianne Barlyng: Digter og engagement i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 15. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477474