Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Særsprog og fællessprog

Oprindelige forfattere LHand og MBar

I år 2000 skulle der gøres status. Det forgangne århundredes litteratur blev bedømt og de bedste litterære værker kåret. Det var også tiden, hvor det sidste årti skulle beskrives og digterne vurderes. Der var talmagi i luften, og kultur- og litteraturtidsskriftet Kritik var allerede i 1999 klar med et nummer om 90'erne, ligesom kritikeren Erik Skyum-Nielsen gjorde status i Engle i sneen. Lyrik og prosa i 90'erne (2000). Filmmageren Claus Bohm gav med filmen Digter (2000) sin version af årtiets digtere og deres svar på elementære spørgsmål som: hvad er et digt, hvad er en digter, og hvad er skønhed. De ti digtere, som blev spurgt, var Nicolaj Stochholm, Naja Marie Aidt, Niels Lyngsø, Annemette Kure Andersen, Janus Kodal, Katrine Marie Guldager, Morten Søndergaard, Karen Marie Edelfeldt, Christian Dorph og Lene Henningsen.

Filmen viste sig at være kontroversiel, fordi dens billede af 1990'er-digterne forekom flere at være trukket skarpt og ensidigt op. Bohm trækker på den romantiske forestilling om digteren, der står i et fortroligt forhold til tilværelsesmagterne og grundelementerne. Han har da også placeret de ti digtere blandt elementerne ild, vand, jord og luft. De færdes i voldsom natur, ved bålet, i storbyen eller i færd med et trivielt gøremål som at skære brød og lave kaffe. Det religiøse er et centralt tema, og digteren fremstår som en shaman og en seer. Hans sociale rolle er nedtonet, og kun Katrine Marie Guldager ser sig selv placeret i et forpligtende fællesskab. Den etiske dimension er hun således ene om eksplicit at formulere.

At Bohm med sin film havde fat i et stykke af sandheden om 1990'er-nes digtere, bekræftede Erik Skyum-Nielsen imidlertid i sin gennemgang af årtiet, hvor den religiøse dimension hos digterne også blev fremhævet. Den religiøse og metafysiske vending var markant, men dog ikke enerådende, og for flere af de ti portrætterede forfattere var det andre temaer, der stod i forgrunden. Mens nogle således med stor seriøsitet udforskede de metafysiske områder på helt nye præmisser, stod digtere som Niels Frank, Pia Juul og Lars Bukdahl i åben konflikt med den religiøse tendens. Derudover var der en dadaistisk afdeling for spøg og skæmt og en tilsyneladende småsludrende digtning, som med en ironisk gebærde gik imod den patetiske alvor eller i det mindste ændrede den til alvorlig sjov.

Annonce

Billedet af den verdensfjerne digter forsøgte adskillige at rokke ved. Nævnt er allerede Janus Kodals mange digtoplæsningsarrangementer, som dog aldrig blev kronet med et øget salg af de i forvejen meget lidt solgte digtsamlinger. Man ville gerne se og høre digterne, men var mindre tilbøjelige til at læse dem. For at få lyrikken ud til et bredere publikum hængte man forsøgsvis digte op i københavnske busser og udgav digte på gratis postkort. Et radikalt forsøg på at få nye læsere i tale gjorde Mette Moestrup, da hun i 2002 sendte et digt ud med posten til 300 tilfældigt valgte mennesker med initialerne MM. De blev bedt om at indskrive eller omskrive digtet i hånden og returnere det. 57 skrev af, digtede med og digtede om, og blev del af en lyrisk happening, som senere blev udstillet på websitet AfsnitP.dk/galleri/mm.

 Kulturnat i Århus den 8. oktober 2004. 500 digte slippes løs fra taget af kunstmuseet ARoS.

Kulturnat i Århus den 8. oktober 2004. 500 digte slippes løs fra taget af kunstmuseet ARoS.

Når disse forsøg på at få læser og digt til at møde hinanden var nødvendige, skyldtes det, at der var stor forskel på, hvad digterne skrev og mente, at de skulle skrive, og de forventninger, de blev mødt med af det brede, læsende publikum. Set på baggrund af Nicolaj Stochholms formål med sin digtning, som han formulerer den i „Retten til at skrive ud i det blå“ (2000), bliver det dog klart, at det er læseren, der må følge digteren og ikke omvendt: „Jeg vil have total forvirring, sansesammenblanding og begrebsnedbrydelse. Jeg vil have digtet skilt fra værnepligten. Digtet er en trone af uforståelighed hvor alkymisten alias jeg'et alias hvem som helst sidder og leger med sine kolber og sin hovedløse konstruktion.“ Stochholms digtning drejer sig ikke desto mindre om fællesmenneskelige temaer som at overvinde tab og dyb sorg.

Nu er det ikke i sig selv noget nyt, at der er langt mellem den brede læserskare og digternes vers, for siden den romantiske digter gav sig sine egne fornemmelser i vold, har den afstand været mærkbar. Det nye i situationen var snarere, at den litterære værnepligt helt var ophørt. Der fandtes i 90'erne ikke nogen politisk beredskabsdigtning af den slags, der kunne bruges som dannelse af nationalfølelse eller som led i klasse- og kvindekamp eller i et ungdomsoprør. Der var heller ikke nogen digtere, der trådte frem og stod for kontakten mellem en elitær digtning og en mere populær. Før havde man haft Tove Ditlevsen, Frank Jæger, Benny Andersen, Halfdan Rasmussen. I 1970'erne var Vita Andersen, Kristen Bjørnkjær og Dan Turèll kommet til, og i 1980'erne havde man haft ikonet Michael Strunge, som dog boomede ikke mindst efter sin død. Men efter ham kom der ingen. Det nærmeste, man kom dette fænomen, var, da Kirsten Hammanns digte fra Mellem tænderne blev til oplæsningskult, og når Naja Marie Aidt på ny-enkel vis kunne digte om det helt almindelige liv og den helt trivielle død. Og så skilte rapperne sig ud og kunne levere ordene til de yngre generationer. Men de blev hverken af sig selv eller andre oplevet som del af den litterære scene. Til gengæld var der en stor og righoldig digtning for lyriklæserne med navne som Pia Juul, Simon Grotrian, Katrine Marie Guldager, Niels Lyngsø, Morten Søndergaard og Ursula Andkjær Olsen.

 Kulturnat i Århus den 8. oktober 2004. 500 digte slippes løs fra taget af kunstmuseet ARoS.

Kulturnat i Århus den 8. oktober 2004. 500 digte slippes løs fra taget af kunstmuseet ARoS.

Nogle digtere havde indtaget en åndsaristokratisk holdning, som flere af aktørerne dog selv senere tog afstand fra. Janus Kodal skrev allerede i 1998 Fyrsten Zibebes bekendelse, hvori han vrængede ad sin egen ophøjede digterattitude og den religiøse andagt, som nogle siden 1980'erne havde omgærdet den store lyrik med. „Jeg bad ved det helliggjorte alter / til de extreme digte“, siger digteren nu til sin „Kjære læser“, der nok også var med til de utallige digterarrangementer i Glyptoteket, som Kodal arrangerede. Det sakrale skulle profaneres, og opgøret selv latterliggøres, som det bliver, da Kodals henvendelse til læseren afbrydes og afsluttes med et trivielt problem: „Sonja har atter glemt at købe mælk“.

Nu skulle det altså ifølge Kodal være slut med den ophøjede digterrolle, men oprøret blev dog realiseret i et sprog, som trods al ironi rummede lige så stor patos som den, han ville gøre op med. Det var åbenbart ikke let at vride sig løs af følelsen af suveræn fremmedgørelse midt i rollelegen, hvor digteren klædte sig ud som fyrsten Zibebe, en ironisk kristusfigur. Digteren bestod – „uden holdepunkt / uden nævneværdig succes og uden efterfølgere“ – og var stadig i karikeret form halvt en tænker, halvt en nar, som Tom Kristensen i sin tid havde kaldt ham. Således spændte digterrollen vidt i 1990'erne og ind i det nye århundrede. Digteren kunne være seer, magiker og sprogjonglør, en skygge, der forgæves søgte at flygte fra sig selv, men også en alkymist, der blandede alverdens stof og tekster for at finde nye poetiske formler.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten, Marianne Barlyng: Særsprog og fællessprog i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477467