Damebilleder var en installation på Kunstakademiet med de kvindelige udstillere selv som aktører i to døgns lange tableauer med prototypiske og historiske kvinderoller, syv i alt, hvoraf de første fire demonstrerede undertrykkelsens former og de sidste frigørelsens muligheder. Dannelsesrejsen startede med luderen, dernæst husmoderen ved opvasken efterfulgt af hendes modsætning: den skønne kvinde, godt hjulpet af makeup-firmaet Max Factor, hvorefter det var tid til en udendørs gigantskulptur: bryllupskagen. Derfra var der et spring op til det kollektive tableau med øvelser i selvforsvar og produktion af kjortler. I solidaritet med arbejderbevægelsens kvinder lavede aktørerne en minifabrik, der syede røde kjortler og rødt sengetøj. Til slut lavede de otte en lejr i kælderen og spiste kun rød mad.

På kort tid skiftede udstillingen navn fra Damebilleder til Kvindebilleder. Det var blevet tid til at kaste det damede af sig, tid til at blive kvinden, der må kæmpe for at opnå økonomisk, seksuel og social ligestilling samt finde sin egen identitet. Til det formål mobiliseredes kunsten, i dette tilfælde som body art og performance. Intentionen var, med kunstneren Kirsten Justesens ord, at „formulere, hvordan vi kunne lave kunst, som hang sammen med vores egen situation; at gøre det private offentligt, at tage fat på alle de ting, der er i kvindernes univers – at gøre det personlige politisk“.

Kvindebilleder bevidstgjorde med to midler, dels via den solidariserende gestus, dels via en modsatrettet strategi, der brugte groteske midler: de stereotype billeder af luderen og den skønhedsfikserede kvinde. Målet var at fravriste manden monopolet på at besidde det aktive, begærende blik og at forvandle kvinden fra en passiv til en aktiv part. Kvindebilleder skulle afsløre et undertrykt kvindesprog og vise frem mod et friere billede. Landets første berømte rødstrømpeaktion med de grotesk udklædte kvindetyper spankulerende ned ad Strøget havde hentet udstyret i Kvindebilleder. Der var fremtid i aktionen i kælderen og en lige linje frem til den endnu større Kvindeudstilling på Charlottenborg i 1975, der lod „tingene vokse ud af åbenhed og tillid“. På det tidspunkt havde kvindebevægelsen for alvor taget føringen, og den kollektivt anlagte udstilling manifesterede kvindernes styrke, der kunne høres i rocken (fx Trille, Jomfru Ane Band, Shit & Chanel), ses på film i Mette Knudsens Ta' det som en mand, frue (1975) – med den bemærkelsesværdige drømmedel, hvor de to køn bytter roller, så det latterlige i det svage køns forfængelighed og det belastende i undertrykkelsen bliver indlysende – og læses i litteraturen. To år efter den store manifestation blev der lavet en bog over udstillingen: Billedet som kampmiddel. Kvindebilleder mellem 1968 og 1977.

Kvindebevægelsen benyttede sig af to æstetiske strategier, som også lå i Kvindebilleder: Fordi det gængse kvindebillede var undertrykkende og sexistisk, blev skønhed et tabu. I stedet skulle en alternativ kvindeskønhed findes; den lilla ble som hovedbeklædning blev den uniform, man kunne kende den frigjorte kvinde på, et kvindebillede, der sværmede for det autentiske, rustikke og naturlige. Den anden strategi gik i den modsatte retning og benyttede sig af det parodiske og forvrængende.

Billedkunstneren Kirsten Justesen inkarnerede den groteske strategi ved at lade sig fotografere nøgen, anbragt i en indkøbsvogn fra et supermarked, men her er vognen og dens fremmedartede indhold på udebane, nemlig kørende på en landevej med bladløse vejtræer. Kvindefiguren strækker armene i en tilsyneladende begejstret attitude, klar til at tage imod verden. Men omgivelserne passer ikke til denne gestus. Der er ikke meget fremtid i dette tilbage til naturen-tableau. Fotografiets titel betoner det skæve møde: Lunch (1975) – er det sådan kvinden nyder sin frokost, eller er det hende der skal fortæres? Realisme har billedet intet at gøre med. Lunch var plakat til en udstilling, Kirsten Justesen havde på Tranegården i Hellerup. Udstillingen hed Husmorbilleder. Et par år forinden var der kommet en dokumentarisk collagebog, Kvindernes bog (1972), hvor vidt forskellige kvinder berettede om deres liv i og uden for husmoderrollen. Jytte Rex var forfatteren, der sammen med Kirsten Justesen lavede kortfilmen Tornerose var et vakkert barn i 1971, og de to indgik også i det kollektiv, der lavede Kvindebilleder.

Jytte Rex og Kirsten Justesen havde lært at arbejde på tværs af de kunstneriske genrer. Den tværæstetiske bestræbelse er et kendetegn for megen kunst i 1970'erne. Samtidig med at det autonome kunstneriske udtryk – fx det tætte modernistiske digt, det ekspressive maleri – bliver udfordret af tendensen til at skabe handlingsorienterende budskabskunst, er der denne understrøm af tværæstetisk kunst. Der er en interesse for det formelle, for kunstformer, som leger med udtrykkene, og man blander gerne massekulturelle tegn sammen med finkulturelle. Tegneserie og haiku-digt kan godt gå i spand sammen. De tværæstetiske bestræbelser kan fx spores i Dan Turells produktion, i Hans-Jørgen Nielsens roman Fodboldenglen, der blander essayistik med fiktion, i Jørgen Leths krydsning mellem film og lyrik, i Klaus Høecks poetiske melting pot af jazz, rock, matematik, politik og poesi, og i Jytte Rex' og Inge Eriksens fællesværk Kællinger i Danmark. Agitationer fra ingenmandsland (1975), der svinger mellem forskelligartede skriftlige former foruden et righoldigt, spraglet visuelt materiale.

Kvindernes bog havde sit udspring i radiointerviews, som Jytte Rex anonymiserede yderligere til bogudgaven. Det er ikke journalistiske sensationer, bogen søger, derimod beretninger fra hverdagen, men vel at mærke både den jordnære og den fabulerende, drømmende hverdag. Kvindernes bog formår således både at være en utopi og, set i retrospektiv, såre tidstypisk. De kvinder, der beretter, og de kvinder, som vi ser på fotografier, er på én gang sig selv og genkendelige. Historierne har deres egenart, og dog er de almene træk iøjnefaldende. I hvert fald for bogens primære læsere: kvinderne. Bogen er for alle, men den skriver sig ind i et mønster, der bliver slående i 1970'erne, nemlig at der er flere offentligheder. Den største og mest signifikante er kvindeoffentligheden, som på tværs af klasseskel lignede et fælles erfaringsrum. Så længe det varede.

I slutningen af 70'erne havde mange kvinder set nok amatørisme, og modsætningen mellem kvindesolidariteten og hensynet til den politiske klassekamp var blevet enerverende. Kvindebevægelsen havde prioriteret det kollektive udtryk, de almene erfaringer, på bekostning af de individuelle. Den kunstneriske strategi, som ikke alene var karakteristisk for kvindeoffentligheden, havde sin pris.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fra damer til kvinder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig