Det miskendte menneske - Thorkild Hansen

I „Den tavse generation“ havde Seeberg nævnt det dokumentariske som den sikre grund, man måtte blive på, hvis man skulle undgå det vidtløftige og forløjede, og hvis man ville holde sig fri af ideologiske fortolkninger. I helt bogstavelig forstand gjorde Thorkild Hansen (1927-89) det til sin vej at bygge sine fiktioner på dokumentarisk stof. Nævnt er allerede hans rejsedagbøger, som ligger til grund for Pausesignaler (1959) og de efterfølgende Syv seglsten (1960) og En kvinde ved en flod (1961). At der ikke bare er tale om umiddelbar gengivelse af dagbøgerne, men om stærkt redigerede og komponerede værker, kan man få et indtryk af ved at sammenligne udgaven af Pausesignaler fra 1959 med den reviderede fra 1968. Afsnit glider ud, og tidsfornemmelsen forskydes i retning af det tidløse. Man bliver vidne til en selviscenesættelse, som Hansen fortsætter med, da han i 1974 udgiver reviderede dele af sine dagbøger i De søde piger og senere tilrettelægger Et atelier i Paris, som dog først udgives posthumt i 1990. I portrætbogen Søforhør (1982) interviewer han simpelthen sig selv! Denne selviscenesættelse, hvori Hansen spiller sig selv som mand, rejsende og forfatter, står i et paradoksalt forhold til ønsket om absolut autenticitet. Og den afslører dels det pinagtige i at stå ved sig selv, dels at dette Selv er en problematisk størrelse, da det ikke bare foreligger som en færdig kerne, der skal afdækkes, men også har karakter af digterisk konstruktion.

Thorkild Hansen var en forfatter, som havde publikums, men ikke mange af sine kollegers gunst. Det fortælles, at Villy Sørensen følte sig fysisk dårligt tilpas, når han var i selskab med Hansen, på grund af det patetisk-forlorne, han følte der var i hans væsen. Men der var heller ikke megen anledning til at komme i selskab med ham. Hansen bevægede sig for det meste langt borte fra de litterære cirkler i København. I 1960'erne var han på forskellige ekspeditioner og forskningsrejser, og i 1970'erne og 80'erne var han udsending for Røde Kors.

Thorkild Hansen slog igennem med det historisk-biografiske værk Det lykkelige Arabien (1962), der skildrer den danske ekspedition, som i årene 1761-67 rejste i Mellemøsten. Ekspeditionen endte i delvis fiasko, og den eneste overlevende fra turen var Carsten Niebuhr, antihelten i Hansens roman. Efter succesen med Det lykkelige Arabien fulgte beretningen om Jens Munk (1965), der var leder af en ekspedition, som i 1619-20 forgæves ledte efter Nordvestpassagen – vejen til Østen nord om Canada. Også den ekspedition havde fatale følger, da kun Jens Munk og to andre vendte levende hjem. I trilogien Slavernes kyst, Slavernes skibe og Slavernes øer (1967-70) skildrer Hansen det dansk-vestindiske slavevæsen. Her er den danske guvernør Peter von Scholten den tragiske helt, der frigav slaverne, men samtidig satte sig uden for det gode danske selskab. I 1978 gjorde han så sig selv umulig i både Danmark og Norge med Processen mod Hamsun, hvor han genoptager sagen mod den norske nobelpristager og nazisympatisør og stiller sig på hans side uden dog selv at sympatisere med nazismen. I Knut Hamsun fandt han en kontroversiel skikkelse at spejle sig i, og med ham kunne han selv opnå proces i det nationalstolte Norge og i det venstreorienterede intellektuelle miljø i Danmark.

De historisk-biografiske værker gjorde Hansen til en af 1960'ernes mest læste danske forfattere. Men han kunne også levere, hvad andre yngre digtere i det tiår ikke ville eller kunne, nemlig brede historiske skildringer med et menneske i centrum. Nu har den historiske roman altid været en populær genre, men Hansen tilføjer den noget særligt i flere henseender. Hans fremstilling bygger på en nøje og kildekritisk granskning af de historiske dokumenter, som han refererer eller direkte citerer fra. Han digter hverken personer eller hændelser til, sådan som fx B.S. Ingemann, J.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen gjorde. Hermed nærmer han sig en saglig historieskrivning, selv om fremstillingen af begivenhederne også er givet med alle romanens teknikker lige fra spændingsopbygning til persontegning og fortællerkommentarer. Og så præger han fremstillingen med en særlig livsholdning, så man kan tale om hans romaner som eksistentiel historieskrivning, der søger det universelle gennem den særlige skæbne.

Romanernes stil er præget af en skiftevis nøgtern og patetisk tone, der afspejler en afklaret, men også tragisk livsholdning. Alt er i sidste ende forgæves, fordi døden gør det af med enhver, og fordi den ignorante samtid og den tilintetgørende glemsel sletter alle spor. Man stræber og kæmper til ingen verdens nytte – ja, måske ganske mod sine egne interesser. Livet er et sisyfos-arbejde, sådan som Albert Camus gjorde rede for i sin filosofi. Hvad det kommer an på – og dér hvor det menneskelige format viser sig – er styrken og viljen til at se dette i øjnene og leve med erkendelsen. Selv tager forfatteren del i sisyfos-arbejdet, når han mod alle odds gør opstand mod tilintetgørelsen og glemslen, idet han beretter om de historiske skikkelser og antihelte og for en stund hiver dem ud af glemslen og rejser dem et minde.

Afgørende for Hansen selv og for romanernes karakter er, at dét, som fortælles, ikke er vidtløftige fantasier og ideer, men til stadighed har sin begrundelse i de givne dokumenter. At det hele så berettes med en indlevende og engageret fantasi, får ikke bare fremstillingen til at leve for læseren, men har også sat historikernes sind i kog og gjort litteraturkritikerne skeptiske. Man var usikker på, hvad det var for en tekst, man havde i hænderne, og vidste ikke præcis, om man skulle tage den for objektiv historieskrivning eller subjektiv romankunst. Der er imidlertid ikke tale om et enten-eller, men om et både-og.

I Pausesignaler er tids- og rumorienteringen delvist opløst. Ingenting står fast, og det gør individets eksistens heller ikke. I Det lykkelige Arabien og Jens Munk vender Hansen dog helt eller delvist tilbage til en fast og given form, nemlig dannelsesromanens, som især Jens Munks liv og levned indskrives i. Sproget er til tider også altmodisch, men iblandet en ironiserende og sarkastisk tone. Allerede i kompositionens mønster genrejses det menneskelige individ, men dog med væsentlige modifikationer i forhold til den psykologiske dybde, som forbilledet Jacob Paludan gav i Jørgen Stein (1932-33). De psykologiske aspekter spiller ingen væsentlig rolle for Hansen, som de heller ikke gør det i Seebergs digtning. Til gengæld er der samfundsmagter på spil, når hverken Carsten Niebuhr eller Jens Munk regnes for noget af verdens herskere og adelsmænd.

Jens Munks skæbne er bestemt af faderens synder mod adelen, og det skal forstås ganske konkret og ikke i psykologisk forstand som faderbindinger. Jens Munk overtager en lykkedrøm, som synes at kunne gå i opfyldelse, hvis han bliver adlet og dermed en fri mand. Det er denne drøm, der driver ham igennem ufattelige lidelser, og den, der ødelægger hans liv, fordi han – med et Montaigne-citat – ikke vil prøve på at lære at holde af det uundgåelige. I stedet for at tage lykken dér, hvor den er – fx hos hustruen i Pilestræde – så farer han ikke bare land og rige rundt for at slås og handle, men sejler altså også ind i de uvejsomme ismasser i Canada. Og det er her, Hansen for alvor sætter ind med sin fortolkning, en fortolkning, som giver rejsen et universelt perspektiv, der overtrumfer de sociale aspekter.

At bevæge sig ind i det canadiske arkipelag er som at bevæge sig ind i labyrinten i Knossos. Her optræder Minotaurus i form af vinterens ubønhørlige kulde, men til forskel fra Theseus, som i den græske mytologi dræber Minotaurus og finder ud igen hjulpet af Ariadnes tråd, er der ingen hjælpende kvinde i Jens Munks kamp. Han kæmper med uovervindelige naturkræfter og en ufølsom skæbne. Som Odysseus sætter han alt til undervejs, men i modsætning til ham venter der ikke Jens Munk en trofast Penelope, for hans kone har gjort ham til hanrej, mens han har været væk. I labyrinten erfarer Jens Munk tilværelsens fundamentale lidelseskarakter, uden at det gør ham klogere. Da han vender hjem, har han intet lært og intet glemt, og som en tumling rejser han sig igen for at fortsætte sit frihedsprojekt uden andet resultat end endnu en gang at blive nedværdiget og få det endelige skæbnestød og gå til grunde.

I Hansens skildring rejser Jens Munk sig som et tragisk individ, der kæmper mod middelmådighed og intriger, men er dømt til at tabe i forsøget på at blive sig selv som den, han i virkeligheden er. I den kamp viser han sit sande menneskelige adelsmærke og kommer i Hansens udgave til at udtrykke den aristokratiske radikalisme, som man på dansk grund finder klarest udtrykt i Georg Brandes' forelæsninger om Nietzsche.

Jens Munk fejler i sit projekt, mens det går anderledes lykkeligt for hans antipode Carsten Niebuhr. Også han har en drøm om lykken, som han prøver at realisere, da han tager med på ekspeditionen til Den Arabiske Halvø og Jemen. Det officielle ærinde er at indsamle viden om de bibelske lande. Det uofficielle er at undersøge, hvad der ligger bag begrebet „Det lykkelige Arabien“. Skulle der virkelig findes et jordisk paradis?

Ekspeditionen er fra begyndelsen i splid med sig selv. Den er spaltet helt ind i kernen, med humanisten Christian von Haven på den ene side og naturvidenskabsmanden Peter Forsskål på den anden. Et sted imellem, men ikke som et forsonende og formidlende element, står ekspeditionens landmåler og astronom Carsten Niebuhr. Han er sig selv, og heri ligger hans styrke. Mens de to andre går til grunde i ørkenen, hvor deres måde at håndtere livet på bliver gjort til skamme, folder Niebuhr sig ud. Her kommer han til bevidsthed om dét, han egentlig hele tiden har vidst, at „Ingenting at have og ingenting at være“, det er „ørkenens definition af menneskelivet“.

Hansen tegner ekspeditionsdeltagerne op med skarp pen og får skabt nogle klare kontrastfigurer. Von Haven er doven og halvvejs uduelig. Forsskål er arbejdsom og velkvalificeret. Begge er de ærekære og forfængelige og tilsammen en farlig og uarbejdsdygtig cocktail. Von Haven spreder, Forsskål samler, men lige vidt når de. Begge dør, og eftermælet er så småt, at von Haven kun huskes for den arsenik, han ville ombringe Forsskål med, og Forsskål huskes kun for at have givet navn til en brændenælde. Det var, hvad der for deres vedkommende kom ud af drømmen om Det lykkelige Arabien. Så forskellige de var, så blev deres skæbne dog absurd ens.

Begrebet „Det lykkelige Arabien“ viser sig da også at bero på en oversætterfejl. Jemen betyder ikke det lykkelige Arabien, men blot landet til højre for Mekka. Alligevel finder Carsten Niebuhr frem til Det lykkelige Arabien. Han erfarer nemlig, at landet ikke findes i geografisk forstand, men kun som en forestilling inde i ham selv. Han behøver derfor ikke at rende den halve verden rundt for at erobre den, og netop den erkendelse sætter ham i stand til at gøre det! Ved at være ingen, bliver han i stand til at se verden. Han har ikke et kæmpemæssigt europæisk ego at pleje, men kan være arabisk med araberne og således få adgang til deres verden. Den, der vil se, må ikke selv være synlig, forlyder det.

Niebuhr ser på sin rejse og skriver om det, han ser, i sin dagbog. Da han kommer hjem, er man imidlertid ligeglad med hans viden og erfaringer, mens han på sin side er ligeglad med den hæder og magt, som man trods alt vil udstyre ham med. Han gifter sig og bosætter sig som simpel landmåler i den sønderjyske marsk – et sted, der minder om ørkenen. Her kan han realisere det almene. I „verdens“ øjne bliver han en nar, fordi han gemmer sig af vejen og ikke vil have titler og magt. Men heri ligger hans egentlige storhed. Han erkender verdens indretning og lever i logisk konsekvens af den. Selv bosatte Hansen sig på Samsø langt væk fra hovedstaden. Men i modsætning til Niebuhr foretog han adskillige rejser gennem hele sit liv. Han var ikke færdig med den store verden og dens mænd, som han udfordrede til det sidste. Han døde på en rejse i Caribien i 1989.

I Hansens eksistentielle historieskrivning bliver individet på én gang skrevet op i heroisk format og tømt for mening. I én og samme bevægelse gør han mennesket til intet og alt. Det miskendte menneske er paradoksalt nok Mennesket, som han med sine romaner tilskriver ære og værdighed. Niebuhr er sådan et menneske. En rollemodel i verden, hvor individet på den ene side sporløst forsvinder i massen og på den anden side selvhævdende gør sig til i et desperat forsøg på at skille sig ud og få en glorværdig skæbne.