Den uendelige dialektik - Villy Sørensen

Den amoralske iagttagelse af modernitetens fatale spaltninger var heller ikke Villy Sørensens ærinde, selvom det var en nok så kompliceret sag at få bestemt sandheden om den verden, hvori der skulle handles etisk. „Det er kommet så vidt,“ siger student Wilhelm i Villy Sørensens novelle „Duo“ i Ufarlige historier (1955), „at menneskene ikke kan se sandheden for lutter sandheder“. „Det moderne samfund fører det med sig,“ fortsætter hans veninde Vilhelmine, „det har kun plads til specialister, og specialister er kvarte eller i det højeste halve mennesker. Aldrig før har menneskene været så forfærdelig halve som de er nu!“ Der findes imidlertid et helt væsen i denne novelle, nemlig Duo, der har to ansigter og to kroppe. Man er fascineret af dette mærkværdige væsen, men tør ikke se det i øjnene, og det ender derfor med, at det bliver lagt på operationsbordet og skilt i to. Sandheden splittes op i sort og hvidt, i den gode, smukke side og den onde, grimme side. Og så er man, hvor man begyndte: i den kristent-dualistiske tankegang, som Sørensen tog under kritisk behandling i Sære historier.

Den dualistiske tankegang passer som fod i hose til et sprog, som tænker i simple modsætninger, men den passer ikke til den virkelighed, som rummer et væsen som Duo. Duo er det sammensatte, to i én, og som sådan et tredje standpunkt i forhold til en tænkning, der splitter verden op i hanner og hunner, det normale og unormale, krop og ånd, det private og det almene. Da Duo er blevet spaltet, lever den fortrængte del sit eget destruktive liv og bliver symbolet på den personlige spaltning, som jeg-fortælleren i novellen ender med at erkende. Afslutningsvis stikker den fortrængte del af Duo ham nemlig en spaltende kniv i hjertet, og den må han leve med. Sådan bestemmes splittelsen som et resultat af en fortrængning, der ikke mindst angår det dobbeltkønnede, som både er tiltrukket af det kvindelige og det mandlige. Er man én gang faldet ned i splittelsens verden, lader den sig ikke hele igen. Der er ingen vej tilbage. Dét er den illusionsløse konklusion i „Duo“.

Man leder efter sandheden i „Duo“, hvor en hel verdenskongres i Sandburg er på sporet af den. Utallige stemmer ytrer sig om den, men forsøget er dømt til at mislykkes, fordi man som udgangspunkt har skilt den enkeltes private og personlige historie ud fra det almene og universelle. Den menneskelige baggrund fortrænges af lutter abstraktioner, og hvad man ikke får med sig, får man imod sig, som Sørensen andetsteds anfører. Denne kritik rammer som en boomerang Sørensens egen digtning, der interesserer sig for Mennesket, men ikke for mennesker. Han er interesseret i det almene og universelle, som det fremgår af hans symbolske figurer, men netop derved undgår han også illusionen om et menneske af kød og blod. I monografierne over blandt andre Nietzsche (1963), Kafkas digtning (1968) og Seneca (1976) råder han dog i nogen grad bod på denne „mangel“, idet han her sammenføjer personale levnedsoplysninger med fortolkninger af filosofisk og digterisk stof.

Kan der da ikke gøres noget ved det gale synspunkt på verden, som splitter den op i godt og ondt, smukt og hæsligt, sandt og falskt, frihed og nødvendighed? Det kan der, og Sørensen afprøver nogle muligheder i Formynderfortællinger (1964), hvor han filosoferer videre i fiktionens form. Hans historier danner ikke et realistisk rum, hvor tingene kan sanses, men et litterært rum, hvori der kan tænkes, idet der refereres til anden litteratur, eventyr, myter og historie. I praksis skaber han selv en tredje måde at tale på i forhold til den symbolforladte filosofi og den ureflekterede fiktion. I hans historier spændes den paradoksale og dialektiske tænkning til sit yderste, så fortællingerne er ved at bryde sammen af det filosofiske stof, de skal bære. Her har selv ræven en ræv bag øret, så de ironiske dementier ingen ende får. Samlingen blev også hans sidste store satsning i den fiktive genre, og han hengav sig herefter med få undtagelser til essayistiske, monografiske og samfundsdebatterende genrer, hvori han så med større optimisme på frigørelsens muligheder, end han gjorde i sine fiktioner. Desuden oversatte og gendigtede han adskillige af de litterære værker, som lå ham selv mest på sinde. Det gjaldt fx Homers Odysseen, som han genfortalte for børn i Den berømte Odysseus (1988) og den allegoriske genfortælling af Ragnarok (1982) om stormagtskonflikter og oprustning.

„En glashistorie“ (1962) handler om, hvordan man ser på verden og fortolker den. „Når vi er ved enden af historien, ved vi ikke mere end vi ved nu,“ hedder det indledningsvis. Det sker med en hint til H.C. Andersens „Sneedronningen“, der angiveligt både gør læseren klogere og giver ham dét rette blik på tilværelsen, som bringer alting i lykkelig harmoni. I Andersens eventyr får Kay og Gerda hinanden til sidst, fordi kærligheden tåler alt, og fordi de gode følelser til sidst sejrer over den onde forstand og lader troldsplinten i Kays øje forsvinde. Men netop den virkelighedsfortolkning holder ikke ifølge Sørensens historie, hvori der ikke findes nogen forløsende kærlighed, fordi ingen elsker hinanden på godt og ondt.

I Sørensens historie har en optiker opfundet et glas, som gør, at alt, hvad man ser igennem det, bliver smukt og godt. „Der var ingen forskel på kønt og hæsligt, på kloge og dumme; ligheden var indført og broderskabet med den“. Sådan har optikeren fundet en „løsning“ på splittelsens problem, der dog selv har det væsentlige problem indbygget, at den ser bort fra virkeligheden, der, uanset hvordan man fortolker og vurderer den, stadig rummer sociale uligheder og konflikter.

En ung glarmestersvend, Gert, gennemskuer glassets misvisning, men ingen vil høre på ham, fordi de da bliver ulykkelige. Dé lever i den lykkelige, men falske bevidsthed om verdens fortræffelighed, mens han lider af den ulykkelige bevidsthed om det modsatte. Gert prøver at smadre glasset og gøre op med den elskede Kajas sproglige floskler, som „Hvad er rigdom og luksus når vi bare er sammen?“, men han opnår kun, at hun flytter fra ham. Han elsker hende, hvorimod hun elsker alle, fordi alle i hendes optik er lige elskværdige. På den måde er der indført lighed og broderskab, men ingen af delene duer, fordi friheden ikke er med. Glasset er en tvang og en fremmedgørelse, og som en blind seer forklarer Gert, at „da glasset begyndte at se for dem, holdt de selv op. Da glasset fik historie, holdt deres historie op“.

Glasset gør efterhånden folk helt blinde, og dog findes der stadig frie og gennemskuende mennesker. De har „valget mellem at færdes i blinde uden glas eller at forsyne deres øjne med glas der straks berøver dem synet.“ Paradokserne kører Sørensen helt derud, hvor de går i baglås og ikke lader sig åbne igen. Ved slutningen af „En glashistorie“ er man ikke klogere på, hvordan synet på virkeligheden skal forandres, men nok på, hvad det er for en umulig situation, man står i. Man kan ikke oplyse folk, hvis syn på verden fra fødslen er præget på en bestemt måde, og som ikke vil se med et nyt blik på verden og sig selv. Sådan er det gamle arvede oplysningsprojekt fra 1700-tallet løbet ind i et mørke, hvorfra der ikke kan angives nogen vej ud.

Synet på verden er givet med den virkelighedsfortolkning, som allerede foreligger, når det enkelte menneske kommer til verden. Mennesket er da et produkt af sin opdragelse, hvad der dog kun er en brøkdel af sandheden. For det er andet og mere end det. Mennesket er også frit stillet til at gøre, som det lyster. Lysterne er imidlertid bundet i mytiske handlingsmønstre, der rækker langt ud over det enkelte individ, som det fremgår af Sørensens historier. Og så er man lige vidt!

Den lange „En fremtidshistorie“ (ligeledes i Formynderfortællinger) fortæller den gamle historie om forholdet mellem arv og miljø, mellem frihed og nødvendighed i bestemmelsen af, hvad et menneske er og kan. I fremtidssamfundet findes en maskine, som nøje kan forudsige det enkelt menneskes skæbne ved fødslen, og staten tilrettelægger nu alt, så denne skæbne kan udfolde sig problemfrit. Det bliver dog spået om præsidentens søn, Filius, at han skal myrde sin far og volde sin mor sorg. Der er således lagt op til en arketypisk gentagelse af ødipustragedien, som Sofokles skildrede i Kong Ødipus, og som Freud satte på psykologisk formel. Men præsidenten forsøger at omgå skæbnen ved at lade sin argeste modstander, Filip Rose, få drengen i pleje. Filip Rose er modstander af prædestinationstanken og mener, at mennesket er frit og bør opdrages til at kunne forvalte sin frihed. Men hverken den ensidige arv- og skæbnetanke eller den lige så ensidige frihedstanke holder. Drengen dræber ikke sin far og er altså fri i sit valg, men han kommer til at elske med sin mor og volde hende sorg og er på den måde bundet af sin forudbestemmelse.

„En fremtidshistorie“ fastholder en stadig dialektik mellem tvang og frihed. Og selv om den antiautoritært opdragne Filius overtager sin fars præsidentembede og altså bliver sin biologiske far op ad dage, så bliver hans første „tvangsforanstaltning“ at gøre den skæbnesvangre fødselsundersøgelse frivillig – helt i sin stedfaders ånd. Tvang og frihed kan ikke skilles ad, og et rent frihedssamfund uden formyndere lader sig måske nok tænke, men aldrig realisere. Mennesket er bundet af sin frihedstanke, som det har i kroppen. „Frihed er noget man begynder at tænke på når man føler at man er bundet til sin krop. Et rent biologisk fænomen“, lyder formynderen Filip Roses forklaring. Men det er også en frihed til at se sine bindinger af arvemæssig karakter i øjnene.

I „En fremtidshistorie“ gør Sørensen på dialektisk og facetteret vis rede for det antiautoritære oprørs indre modsigelser og elementer af tvang. Det skulle blive en historie, man kom til at mærke meget mere til, da de unge revolutionære venstreorienterede omkring 1970 tog patent på oprøret og ophøjede det til lov. Da var oprøret blevet en tradition, man ikke kunne se stort på, og ondskaben blev reduceret til et spørgsmål om at indrette samfundet på fornuftig vis.