Den gale sandhed - Leif Panduro

Samme år som Rifbjerg hittede med Den kroniske uskyld, udkom med en timing udløst af tidsåndens ungdomsdyrkelse Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958). Også den blev straks en uhørt succes. Bare to måneder efter udgivelsen var den solgt i over 10.000 eksemplarer. Senere er den kommet i adskillige billigbogsoplag. I 1961 udkom den i 350.000 eksemplarer i USA.

Med overgearet drengehumor beretter romanens jeg-fortæller, den 17-årige David, om sit liv. Han er indlagt på psykiatrisk hospital, drevet til vanvid af sin egocentriske overklassefamilie, af kostskolens krav og af kærlighed, som han ikke kan udtrykke, men brænder inde med. Alting går for hurtigt for ham, og han kan ikke følge med med sig selv i behold. Man kan tilpasse sig og blive som de voksne, dvs. „blive idiot“ eller „tamt vildt“. Man kan spille en af de kendte Hollywood-roller, som er prøvet igen og igen, men blot dækker over de ægte følelser i stedet for at lade dem udfolde sig autentisk. Eller man kan som hans oprørske søster leve i negationen af de voksnes verden og gøre alting modsat dem. Begge dele ender dog med, at man opgiver at blive sig selv. Hvad dette Selv så præcis er, kan David imidlertid ikke udtrykke direkte, fordi sproget er korrumperet af Hitler, Stalin og Hollywood! „Alle de satans ord“ duer ikke, men det er på den anden side heller ikke muligt at opfinde sit eget private sprog.

Alligevel repræsenterer Davids „umiddelbart“ fortællende drengesprog, der er uden andre store ord end hans groteske overdrivelser, et alternativ til „de andres“ vanvittige fornuftssprog og til det friserede Hollywood-sprog. David taler sig selv til rette i løbet af romanen og kommer til sidst både på bølgelængde med sine indre følelser og de voksnes traditionelle verden, som han efter en springtur vender tilbage til. Rend mig i traditionerne er ikke et rabiat farvel til traditionerne, men et betinget ja fra en „pæn og høflig fyr“, hvis vrede tøjles af en selvironisk distance og går op i humoristisk resignation. Han er modtagelig for traditionerne, hvis han kan få lov at overtage dem på sine egne præmisser. Sådan bliver den danske vrede unge mand trods alle krumspring til en „tam vild“, som også Frank Jæger fortalte om i sin novelle „Tamt vildt“ i 1957. Den store forskel mellem de to ligger i sprogtonen, som Panduro folder ud med rablende energi og et overskud, der gør vildtet lidt mindre tamt.

Man kan se Rend mig i traditionerne som en kritisk og ajourført udgave af Gunnar Jørgensens spejderagtige ungdomsbog Flemming paa Kostskole (1922) og af 1930'ernes kulturradikale syn på køn og klasse. I Jørgensens ungdomsbøger lød mottoet „Prøv med Kærlighedens stærke Arm“, men netop den slags pædagogiske klicheer duer ikke. Det gør Davids læreres trivialiserede udgave af Freuds ideer om seksuelle frustrationer og seksuel frigørelse imidlertid heller ikke, lige så lidt som firkantet marxistisk klassetænkning gør det. Davids følelser og kvababbelser afvises ikke automatisk som neurotisk overklassevrøvl. Faktisk er „underklassedrengen“ Hubert med de rigtige kulturradikale meninger noget af en skurk, mens David med sin forsømte opvækst og manglende faderfigur står som det sympatiske offer.

Når David holder sig fra sin elskede Lis, er det fordi alt ikke bare handler om seksuel frigørelse. Det er altså ikke af moralske grunde, at han – indtil videre – giver afkald på pigen, men fordi han ikke vil lade sig styre af et seksuelt frigørelsesdogme. For at han kan komme til sig selv og realisere sig selv, må han gøre det uventede og spontane i en verden præget af vaner og „fornuftige“ handlinger, hvad enten de er dikteret af psykologernes mentalhygiejniske logik eller af storebroderens økonomiske fornuft. Derfor kan David også – ligesom Panduro selv og adskillige af hans samtidige kolleger – solidarisere sig med de sindssyge og skøre på hospitalet og i familien. Den sande og autentiske reaktion på et sygt samfund giver de gale og outsiderne, hvis synsvinkler periodens litteratur også er rig på.

I Rend mig i traditionerne er sproget et grundlæggende problem. For hvordan kommunikere i et sprog, som dementerer og fordrejer det, man vil udtrykke? Panduro arbejder videre med dette problem i Øgledage (1961), der er en ung mands selverkendende monolog, en metapsykologisk roman. Den former sig som en løbende bevidsthedsstrøm med en egensindig billeddannelse og et væld af forskellige stemmer, blandt andre psykoanalytikerens. Ad den vej mimes det ubevidstes kælderverden, samtidig med at individet er hyperbevidst om sit selvreflekterende foretagende. Øgledage gør et originalt – modernistisk – indtryk, der korresponderer med forestillingen om menneskelig individualitet.

Den bekendende og selverkendende jegfortæller sidder på lokum, da han begynder sin beretning. Der er da også tale om en bevidsthedsmæssig renselsesproces. Der sker – som han fortæller – „frygtelige ting i kloakkerne. Under overfladen gærer det. Store svampede gevækster gror op i nattens løb“. Det er øglerne, der er på spil, og øglerne er alt det fortrængte og alt det, man ikke vil erkende eksistensen af. Man propper det i kloakkerne eller på sindssygehospital, som man har gjort det med fortællerens barndomsven og alter ego Pluto. Øglerne er udtryk for en skizofren verden og et spaltet jeg, der ikke vil kendes ved sig selv, hvad fortælleren godt selv er klar over: „En hjernesaks der klipper mig og min logos fra hinanden. Med min ene hjernehalvdel betragter jeg dig kære Pluto som værende syg, og med den anden betragter jeg verden som værende syg. Hvordan skal jeg kunne holde ud at bestå af to halvdele.“

Denne spaltning forsøger fortælleren at komme til livs gennem en rekapitulation af sin barndom med dens ødipale konflikter, der aldrig har fundet deres løsning. Han erindrer sig helende tilbage i tiden, ligesom han sammen med sin kæreste konkret foretager en rejse tilbage til den jyske barndomsby ved havet – ophavet! Hvad der før har ligget i ham som stinkende fortid, bliver den frugtbare grund for hans videre udvikling, idet fortiden efterhånden kommer for en dag, og han glimtvis erkender, hvad han er rundet af, og anerkender sig selv som den, han er. Selverkendelsen er ikke noget, man vinder en gang for alle, men noget, man kæmper sig til på stadig færd i „fortidslabyrinten“, hvor mytens farlige tyr altid står parat til at overfalde det spinkle jeg.

Uanset hvor spinkel og sårbar individets fornemmelse af sig selv er, så står dette jeg dog fast som et forestillingsbillede i Panduros bøger. Det må på den ene side kæmpe med voldførende overjegs-figurer og faderlige stenansigter, og på den anden side med moderlige „karamel“-kvinder, der klæbrige trækker al kraft og potens ud af drengene og mændene. Det er i og for sig som skrevet lige ud af en moderne psykologibog, men det er dog tilføjet et overskud af humor, galskab og fantastisk symboldannelse, som gør det til noget andet og mere. Panduro kendte da også til psykologi og til psykoanalyse, som han selv i en uortodoks form var i igennem adskillige år.

Romanerne Fern fra Danmark (1963), Fejltagelsen (1964) og Den gale mand (1965) handler om mænd omkring de 40 år, som sidder og endevender deres liv i deres anden overgangsalder. De er faldet ud af normalitetens verden og befinder sig i en identitetskrise i et omfang, så Fern simpelt hen ikke kan huske, hvem han selv er, og må til at rekonstruere sig selv. I en verden, hvor det naturlige i mennesket ifølge Panduro ikke har en chance, har disse skizofrene mænd det svært. Man vil ikke anerkende livet, siger han, før det er passet ind i en bestemt form, og den form deformerer mennesket. Det lider under det, som Freud kaldte for kulturens byrde og anså for et nødvendigt, men neurotiserende onde. Neurotiske personer vrimler det da også med i Panduros billeder af den moderne verden.

I Panduros første bøger – inklusive De uanstændige (1960) – er de unges oprør og frigørelse på programmet. Men i de senere romaner og specielt i hans legendariske tv-spil er det de voksnes livtag med tilværelsen, det gælder. Borgerskabets ægteskabelige, arbejdsmæssige og eksistentielle kriser, som de tager sig ud i samtiden, bliver beskrevet og analyseret i romaner, hvor Panduro gerne skriver i populære kriminalistiske og farceagtige genrer. Egentlig burde de jo have det så godt i den bedre middelklasse, hvor alt materielt set er ren fremgang i 1960'erne, og aktierne bare stiger og stiger. Men lykkelige er de ikke, disse amatører i tilværelsen, som så gerne ville elske og leve, men har så svært ved det i denne den eneste og bedste af alle verdener. Vi har kun et liv, hedder det i en novelle, og i dét gælder det om at udfolde sig uden unødige hæmninger og udlevede traditioner. Det er dog lettere sagt end gjort, hvad ikke blot Panduros egen digtning vidner om, men også hans kollegers. Der er et mål, men ingen fuldt farbar vej til det.