Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angstens anatomi - Cecil Bødker

Oprindelig forfatter LHand

At se splittelsen nøgternt i øjnene og konfrontere sig med moderniteten er som beskrevet modernisternes projekt. For lyrikere som Klaus Rifbjerg og Jess Ørnsbo – og længere tilbage Johannes V. Jensen og Tom Kristensen – er det forbundet med fascination og æstetisk interesse at bevidne de destruktive splittelsesprocesser og det moderne inferno. Cecil Bødker (f. 1927) vil imidlertid drive det videre med sin novellesamling Øjet (1961). Her skal ikke bare ses med et køligt registrerende øje. Årsagerne til livets ødelæggelse skal også bestemmes, og et engagement lægges for dagen. En del af miseren er nemlig det ligegyldige blik, som katastrofen tager sin begyndelse i. Det er galt med det moderne kultiverede bymenneske, som lever i „det degenererede specialsamfund“ uden kontakt med basale livsprocesser. Dette menneske drives af en angst for alt det, som ikke lader sig beherske af dets minimale fornuft, det være sig naturen og følelserne eller – som det fremgår af senere bøger som fx erindringsromanen Salthandlerskens hus (1972) – fremmede kulturer.

Med pædagogisk tydelighed ser man konflikterne levendegjort i de på én gang minutiøst realistiske og mytisk universelle noveller i Øjet, „Døvens dør“, „Vædderen“ og „Tyren“, der alle er blevet antologiklassikere. Her kæmper hovedpersonerne forgæves mod en menneskelig og dyrisk ondskab, som de selv har del i. I disse noveller beskrives angstens anatomi, og med den rammer man bunden i den menneskelige eksistens og psyke.

Tre af novellerne beskriver skrækscenarier af verdens undergang. I „Den yderste dag“ har en flodbølge ødelagt en hel dal, og eneste overlevende er en dreng og en ræv. Drengen fortolker begivenhederne efter sin bibelhistorie, og der er allusioner til Noa og hans ark, men i hans eget tilfælde er der hverken skyld eller nåde på spil. Der er udelukkende ustyrlige og upersonlige naturkræfter, og mod dem kan mennesket ikke stille noget op, som det vises i lille format, da drengen forgæves forsøger at tæmme ræven og indlemme den i den menneskelige verden. Men dommedag holder digteren i de to noveller „Øjet“ og „Bogfinken“, der beskriver minutterne efter en kernesprængning og dens ødelæggende virkning. I „Bogfinken“ ligger en dreng slået omkuld på jorden og kigger på en afrevet hånd, han ikke kan eller vil acceptere som sin egen. Ikke bare kropsligt, men mentalt er han splittet og fremmedgjort og et ganske konkret eksempel på Malinowskis „disjecta membra“.

Annonce

 Cecil Bødker skabte forbindelse til det fremmede, da hun under uhyre primitive forhold boede nogle måneder hos en salthandlerske i Ætiopien. Da salthandlersken døde, adopterede Bødker to af hendes døtre og bragte dem til Danmark. Her betragter hun sammen med alle sine døtre omslaget til Salthandlerskens hus. Fotografi fra 1972.

Cecil Bødker skabte forbindelse til det fremmede, da hun under uhyre primitive forhold boede nogle måneder hos en salthandlerske i Ætiopien. Da salthandlersken døde, adopterede Bødker to af hendes døtre og bragte dem til Danmark. Her betragter hun sammen med alle sine døtre omslaget til Salthandlerskens hus. Fotografi fra 1972.

Med Øjet giver Bødker udtryk for en tidstypisk katastrofebevidsthed og fokusering på angsten. Trods al velstand og fremgang er verden et farligt sted at være. Og tilsvarende er individet så skrøbeligt, at det hvert øjeblik kan gå til grunde. I denne verden er det stærke mænd, der tager magten, blot for at gøre livet endnu mere usikkert for de afmægtige kvinder og børn. Det tema blev allerede anslået i Bødkers digtsamlinger, det berøres i Øjet og folder sig ud i Silas og den sorte hoppe (1967). I princippet er det en børnebog, men i Bødkers forfatterskab skal man ikke tage den slags genrebetegnelser alt for bogstaveligt. Silas er den fantasifulde og antiautoritære oprører i et fiktivt univers, der med sine manglende tids- og stedsangivelse bevæger sig ind i den fantastiske fortælling. Den fløjtespillende, anarkistiske Silas går op mod overmagten, vinder sin hest og beviser, at aktiv handlen nytter i en verden præget af ondskab og magtbegær. Meget tydeligt ser man hos Bødker – som hos Rifbjerg og Panduro – hvordan håbet om en anden og bedre fremtid er plantet i det unge menneske, som stadig har en slags uskyld og umiddelbarhed i behold og endnu ikke er plaget af en angst, som paralyserende går hen og bliver til angst i anden potens: angst for angsten.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Angstens anatomi - Cecil Bødker i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 2. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477497