Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mytens varme sprog - Jytte Borberg og Hanne Marie Svendsen

Oprindelig forfatter MZer

Myter, træer og øer er også Jytte Borberg (1917-2007) og Hanne Marie Svendsen (f. 1933) fortrolige med, ligesom begge diskuterer kvindens stilling i samfundet.

Jytte Borberg debuterede som 50-årig med en stribe symbolske noveller i Vindebroen (1968), mens hun i 1970'erne udtrykte sit kvindepolitiske engagement gennem to realistiske romaner, Eline Bessers læretid (1976) og Det bedste og det værste. Eline Besser til det sidste (1977), der vandt stor udbredelse. I 1980'erne skildrede Jytte Borberg fantastiske – eller gale – alternativverdener i Sjælen er gul (1981) og Slaraffenland (1982), romaner, der begge udspiller sig på psykiatriske hospitaler, en verden, som Jytte Borberg kendte fra sit ægteskab med en psykiatrisk overlæge.

Med drømmebogen Skyggernes bog (1983) drejede hun imidlertid forfatterskabet ind i et mere symbolsk eller ligefrem mytologisk spor, og ad det spor fortsatte hun med den fabulerende Maskerade (1988). Med inspiration fra C.G. Jungs dybdepsykologi med dens ideer om arketyper og individuation, bl.a. artikuleret gennem temaet „rejsen under havet“, fortælles her om en by, der synker i havet, og et maskeradeoptog, der ankommer til havkongens rige.

Annonce

I 1996 modtog Jytte Borberg Kritikerprisen for romanen Verdens ende, som fortæller den absurde, men autentiske historie om den nietzscheanske filosof Friedrich Ritter og hans kone Dore Strauch, der i 1930'erne drog til en af Galapagos-øerne for dér at skabe et paradis. Allerede i spillet mellem Friedrich og Dore forvandles stedet til et helvede, hvor man bl.a. følger Nietzsches udsagn om, at man skal tage pisken med, når man går til kvinden. Øen fungerer ikke kun som et mytisk sted, men også som et forsøgslaboratorium for livsholdninger, og romanen stiller fire sådanne op over for hinanden: et romantisk par, der hylder Nietzsches lære om overmennesket, en småborgerlig familie, der med Darwin mener, at de stærkeste nok skal overleve, en aristokratisk dame, der følger sine lyster, og en kaptajn, hvis facade af klassisk borgerlig moral viser sig at skjule en lige så klassisk dobbeltmoral. Fremstillingen er domineret af en abrupt rytme og den form for barok humor, der kendetegner alle Borbergs bøger, og som punkterer ethvert tilløb til indlevelse i de fire skæbner. Dore, som skriver en bog om opholdet, overvejer da også at lade denne udmunde „I nogle betragtninger over, at livet er så kompliceret, at vi må le for at holde gåderne på afstand af os.“

 Hanne Marie Svendsen modtog i 1985 Kritikerprisen for sin roman Guldkuglen.

Hanne Marie Svendsen modtog i 1985 Kritikerprisen for sin roman Guldkuglen.

En mindre kantet, mere inderlig tone finder man i Hanne Marie Svendsens forfatterskab, selvom hun stiller lige så skarpt på kønsrollerne og ser lige så sort på den vestlige civilisation. Hun debuterede i 1977 med romanen Mathildes drømmebog, som forbinder de gamle drømmebøgers mytiske visdomsord med beretningen om Mathilde, hendes drømmeliv og hendes virkelige liv som kontorpige, som hustru, som mor. I de to følgende romaner – Dans under frostmånen (1979) og Klovnefisk (1980) – ligger der også en mytisk dimension under samtidshistorien med dens politiske og kønspolitiske forviklinger. I Klovnefisk er det ikke bare et kollektiv med det mytologiske navn Idasletten, der fører den midaldrende og velbjærgede advokat Mina Holst til en „revolution i livsstilen“. Hun bidrager selv med gentagne henvisninger til nordisk og græsk mytologi, fra Vølvens spådom til myten om Dafne og Chloe. I mytens skær reduceres alle menneskelige konflikter, men løftes samtidig op i en højere dimension, sådan som det sker, da Mina og hendes mand Laus i romanens sidste sætning begiver sig gennem skoven: „Set langt borte fra var de to små farveklatter mellem andre farveklatter under de høje efterårstræer.“

Høje træer er også et bærende motiv i den roman, der blev Hanne Marie Svendsens gennembrudsroman: Guldkuglen. Fortælling om en ø (1985). „De store træer bærer himlen oppe med deres kroner. Ødelægger man livet for de store træer, vil himlen falde ned og jorden dækkes af mørke“, hedder det i den mellemamerikanske myte, som er sat som motto for denne mytisk farvede roman om et lille dansk ø-samfund.

Øromaner og slægtsromaner fører traditionelt læseren tilbage i en verden, hvor gammellivet endnu ikke er gået i opløsning, og derfor varetages beretningen i disse genrer gerne af lidt gammeldags fortællere. Det er også tilfældet i denne roman, hvor Maja Stina både er fortæller, hovedperson og formoder til det sidste led i slægten, som også hedder Maja Stina. Hun anfører selvbevidst i romanens optakt, at hun fortæller med „en rolig, lidt gammelmodig stemme, der holder sin sindige rytme“, fordi det er den stemme, den lille Maja Stina er „tryggest ved“.

Som i Martin A. Hansens Løgneren griber moderniseringen også ind i det isolerede gammelliv på denne ø, men myter og magi danner et modbillede til den økologisk farvede historie om industrialiseringens dystre konsekvenser. Guldkuglen, som har givet romanen navn, er et magisk redskab, der gør det muligt at se „hele verden i alle dens hjørner og dimensioner.“ Men helheden bliver også synlig oppe fra toppen af asketræet, der som en anden Ask Yggdrasil står midt i øens lilleverden. Maja Stina taler med træet, glider ind i træet og bliver „eet med det“, og romanen slutter med, at hun sammen med den lille Maja Stina klatrer op i dette træ og farer til himmels med det, „ud i det hvidblå rum, hvor øjet ikke møder grænser“.

I skuespillet Rosmarin og heksevin (1987) og i de efterfølgende romaner – Kaila på fyret (1987), Under solen (1991), Rejsen med Emma (1996) og Unn fra Stjernestene. En roman fra det gamle Grønland (2003) – finder man også en legering af samtidshistorie og myte, men i meget varierede former, hvori indgår bl.a. allegori, breve, collage, dokumentarisme. En vigtig side af myten er forestillingen om en indre, organisk sammenhæng mellem sproget og den verden, det henviser til, og i Under solen, der foregår i et lille fiskerleje, optræder tre gamle særlinge kaldet Sem, Kam og Jafet ligesom Noas sønner, og de taler netop mytens varme sprog, hvor der ikke er nogen afstand mellem ord og ting.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Mytens varme sprog - Jytte Borberg og Hanne Marie Svendsen i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477404