Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Myte og skrøne - Jørn Riel

Oprindelig forfatter MZer

Myten og skrønen er genrer, der begge trives bedst på kanten af den kendte verden, men hvor mytens mål er at forklare, er skrønens mål at bortforklare, og hvor myten gerne er i pagt med loven, udfolder skrønen sig gerne i et lovløst rum, hvor alt er muligt. Myten vil samle et fællesskab om værdier og kalder derfor på patos, mens skrønen gennem de komiske overdrivelser samler sine tilhørere om et opgør med faste og fikserende værdier. I En arktisk safari og andre skrøner (1975) bemærker titelskrønens fortæller, at de nordøstgrønlandske jægere er et festligt folk, der i Polarlandet nyder „en herlig fornemmelse af frihed“, fordi der ikke er andre formyndere end naturen „og ingen love ud over, hvad der aftales mand og mand imellem.“

Jørn Riel (f. 1931), der som navigatør og radiotelegrafist første gang kom til Grønland med Lauge Kochs Grønlandsekspedition 1951-53, har betjent sig af både myter og skrøner i sine værker om Grønland, og alle tilløb til romantisk patos brydes af humor i alle tonearter, fra slapstick-komik til ironi.

I romantrilogien Mine fædres hus (1970) slog Jørn Riel den humoristiske tone an, som har sikret ham en enorm, også international udbredelse. Det første bind i trilogien bærer således undertitlen En fortælling hvoraf man får et smukt ansigt, som er et eskimoisk udtryk for humorens forløsende kraft.

Annonce

 Indlandsisen ligger som et gigantisk stykke hvidt papir mellem Østgrønland og Vestgrønland, men efterhånden som hundeslæderne har trukket deres spor over isen, er papiret blevet beskrevet af forfattere som Knud Rasmussen, Peter Freuchen og Jakob Bech Nygaard. Navigatør og radiotelegrafist Jørn Riel kom til Grønland med Lauge Kochs grønlandsekspedition 1951-53 og hentede her den første inspiration til de skrøner, som har sikret ham et ekstraordinært stort publikum, også i udlandet. Fotografi fra 1985.

Indlandsisen ligger som et gigantisk stykke hvidt papir mellem Østgrønland og Vestgrønland, men efterhånden som hundeslæderne har trukket deres spor over isen, er papiret blevet beskrevet af forfattere som Knud Rasmussen, Peter Freuchen og Jakob Bech Nygaard. Navigatør og radiotelegrafist Jørn Riel kom til Grønland med Lauge Kochs grønlandsekspedition 1951-53 og hentede her den første inspiration til de skrøner, som har sikret ham et ekstraordinært stort publikum, også i udlandet. Fotografi fra 1985.

Trebindsværket Sangen for livet (1983-85) bærer en titel, der runger af patos, men også her er den store, indfølte beskrivelse af grønlændernes historie krydret med muntre indslag. Historien begynder i den mytiske tid, hvor „dyr og mennesker levede sammen i forståelse“, og hvor de store fortællere ejede „frygtelige, magiske ord.“ Myten glider imidlertid over i historie, da den følger de første inuitter, der omkring år 1000 drog over sundet nord for Thule, og den følger dem helt op til nutiden, hvor den danske kultur truer med at degradere den oprindelige eskimoiske kultur.

Den humoristiske ansigtsforskønnelse har Riel siden holdt ved lige i bind efter bind med skrøner fra et nordøstgrønlandsk pelsjægermiljø, som vel har sin direkte forløber i Peter Freuchens bøger fra 1930'erne og 40'erne, men som også minder om Storm P.s vise vagabonder.

I „Lidt af en omvej“, også fra En arktisk safari og andre skrøner, dannes rammen af et møde mellem „folkene fra Blæsehytten“ og Bjørkenborgerne, der er gennemgående skikkelser i Riels lille, afsides hjørne af Nordøstgrønland. Mødet giver anledning til en fortælling, men fortællingen giver også anledning til en diskussion om, hvor storøjede skrøner, man kan fortælle, hvis man ikke vil have ry for at være en pralhals og løgner. Valfred, der tager alle tilskikkelser med østerlandsk ro, understreger imidlertid, at fortællingen for det første er sand, og at den desuden „kan give eftertanke, når først den er vokset stor og levedygtig.“ Makkeren, løjtnant Hansen, tilføjer, at de for det tredje vil lade den stå til fri afbenyttelse: „Historien tilhører alle. Og man kan berette den, som man vil.“ Herefter følger så historien, der med en blanding af lyrik og komik handler om, hvordan Valfred og Hansen under sejlads af en kælvende gletsjer med båd og brændevin blev tvunget ti meter op på et omkringflydende isbjerg. „Hæ hæ Hansen. Nu er vi kommet ovenpå“, siger Valfred – og demonstrerer med dette ordspil, at en af skrønens vigtigste funktioner er at overtrumfe naturen med sprog og at lægge afstand til frygten gennem komik. De læsere, der nyder fangstmændenes strabadser på mange tusinde kilometers afstand, deler selvfølgelig ikke dette behov for at dæmpe frygten, men de kan til gengæld varme sig ved skæret fra fangsthytternes lilleverden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Myte og skrøne - Jørn Riel i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477407