• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mytemagere

Oprindelig forfatter MZer

I nyere dansk litteratur har fortælleren mange skikkelser, fra Dan Turèlls muntre Onkel Danny til Ib Michaels fandenivoldske troubadour, men fælles er det, at deres fortællinger er forlenet med den mundtlighed, som er en del af fortællingens væsen. Fortælleren slutter en ring af tilhørere omkring sig og udstråler dermed samtidig al den autoritet, som den moderne romans fortalere – foreskrivere – ellers havde nægtet ham. Mythos betyder fortælling, og som selve mønstret på den oprindelige fortællekunst blev myten populær i 1980'ernes litteratur. Med tiden er der set mange definitioner på myten, men et genkommende træk er, at myten er mod tiden. Den er en historie, som trodser historien, og den hviler på gentagelsen snarere end forandringen. Taget for pålydende er myten en hellig historie, som fortæller om tingenes oprindelse, forsoner verdens modsætninger og fortrænger historiens rædsler fra verdens midte.

Myten er mod tiden, og hos de fleste af de forfattere, der har ladet sig inspirere af myten, finder man da også en dyb modvilje mod moderniseringen af Danmark og en inderlig længsel efter det lille, overskuelige, førindustrielle samfund. Imellem 1981 og 1987 udgav Erik Aalbæk Jensen et 7-binds værk om De danske øer, efterfulgt af ø-romanen Særlige vilkår (1994). I den mytisk orienterede skønlitteratur blev det populært at søge i land på de øer, der var ombrust af historiens hav. Øerne kunne være fjerne som i Maria Giacobbes (f. 1928) Øen (1992), hvor det fortælles, at på dette sted – der kan minde om hendes barndoms Sardinien – har intet ændret sig siden Homers tid. De fleste øer var nu hjemlige – som hos Vagn Lundbye, der lader vejen gå „tilbage til Anholt“. Men selv de hjemlige øer var fremmedartede som hos Jytte Borberg, hvis heltinde i Skyggernes bog (1983) strander på en ø, som får hende til at spekulere på, om der findes „øde øer her i landet.“ Hos Hanne Marie Svendsen er der undergang i luften, da moderniseringen i Guldkuglen. Fortælling om en ø (1985) rammer mytens lille øsamfund. Øen danner en ring, ligesom tidsbegrebet i myten danner en ring, og i T.S. Høegs (f. 1957) 1/2 så gammel som tiden (1987) bevæger helten sig gennem et opløst og nedbrudt storbylandskab på vej mod „en ny cirkels første spæde start“.

Myten kan imidlertid også anskues mere teknisk, som en form, der løser et fremstillingsmæssigt problem. I 1900-tallets litteratur er det James Joyce, som med Ulysses (1922) skabte modellen for en moderne roman baseret på mytens urgamle form, og T.S. Eliot skrev, at med denne model kunne forfatteren give mening og form til nutidens meningsløse anarki. Inspireret af Joyce spejlede Henrik Bjelke (1937-93) i romanen Saturn (1974) den moderne tid i det babyloniske epos Gilgamesh fra o. 1600 f.Kr. Dog, også hos Bjelke er myten et værn mod det moderne liv. Han fulgte Saturn op med To mænd eller Hvad ingen skrev om Gilgamesh og Enkidu (1982), hvor han ligesom Eliot opstiller en kontrast mellem skabelsesmyterne og det, han kalder den „nuværende, metropole nedgangscivilisation.“ Hvad myten kan tilbyde, er et nyt sprog og en „ny, ikke-individualistisk mentalitet.“

Annonce

 Gennem 1900-tallets danske litteratur – fra Johannes V. Jensens Den lange Rejse og Harald Kiddes Helten over Martin A. Hansens Løgneren og videre frem – optræder øen som et sted, hvor kulturens dybtliggende mytiske lag er umiddelbart synlige. Øen optræder som koncentrat og tidslomme eller som udpint udkant. Det sidste gør sig gældende i Maria Giacobbes roman Folk fra Pòju Luàdu (2006) om en ø, der meget bevidst ikke hedder Sardinien. Romanen er ikke geografisk forankret, men universel og moralsk i sin skildring af 1900-tallets brutalitet og mangel på respekt for naturreserver og andre betingelser for liv. Fotografi fra Maria Giacobbes fødeø Sardinien.

Gennem 1900-tallets danske litteratur – fra Johannes V. Jensens Den lange Rejse og Harald Kiddes Helten over Martin A. Hansens Løgneren og videre frem – optræder øen som et sted, hvor kulturens dybtliggende mytiske lag er umiddelbart synlige. Øen optræder som koncentrat og tidslomme eller som udpint udkant. Det sidste gør sig gældende i Maria Giacobbes roman Folk fra Pòju Luàdu (2006) om en ø, der meget bevidst ikke hedder Sardinien. Romanen er ikke geografisk forankret, men universel og moralsk i sin skildring af 1900-tallets brutalitet og mangel på respekt for naturreserver og andre betingelser for liv. Fotografi fra Maria Giacobbes fødeø Sardinien.

Peter Seeberg har i et interview (i Morgenavisen Jyllands-Posten, 7.6. 1985) erklæret, at man må erkende, at der altid ligger myter bag folks fortolkninger af verden, og at man vanskeligt kan vaske sin tankegang ren for myter, men samtidig understreger han, at „man skal prøve at komme så langt væk fra myten som muligt.“ Ironi eller bare humor er et nærliggende udtryk for denne dobbelte indsigt, og især i Seebergs sene forfatterskab finder man prøver på denne venlige ironi. I novellesamlingen Rejsen til Ribe (1990) finder man således med „Det sidste mørke“ beretningen om Hans Hansen, der nægter at få indlagt elektricitet på sin ejendom i det sydsjællandske. Fortælleren indrømmer sin respekt for Hans Hansens reaktionære skæbnehengivelse, men indser samtidig, at en enkelt mands skæbnehengivelse ikke kan ændre historiens gang, og indføjer en henvisning til én, der deler Hans Hansens beslutning om at holde fast på mørket, nemlig hans kone:

„Verdenshistorien kan naturligvis ikke afgøres af en enkelt mand, men det smukke er dog, at afgørelsen omgående deles af mindst een til helhjertet.“

 Maria Giacobbe fotograferet i 1992. Hun kom til Danmark i 1958 efter at have giftet sig med forfatteren Uffe Harder. Sine digte skriver hun på dansk; prosaværkerne oversættes fra italiensk og udkommer som regel samtidig i Danmark og Italien. Hendes forfatterskab indeholder både mytiske træk og historisk forankret civilisationskritik.

Maria Giacobbe fotograferet i 1992. Hun kom til Danmark i 1958 efter at have giftet sig med forfatteren Uffe Harder. Sine digte skriver hun på dansk; prosaværkerne oversættes fra italiensk og udkommer som regel samtidig i Danmark og Italien. Hendes forfatterskab indeholder både mytiske træk og historisk forankret civilisationskritik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Mytemagere i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 17. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477402