I Sarajevo måtte folk flygte gennem skyttegrave for ikke at blive ofre for snigskytter. Borgerkrigene og folkemordene i det tidligere Jugoslavien bragte i 1990'erne krigens gru til Europa og ind i folks bevidsthed på en måde, som man skulle tilbage til Anden Verdenskrig for at finde. For yngre europæiske generationer kom krigens rædsler som et chok, der rev dem ud af en politisk uskyldstilstand og tvang dem til at tage stilling. Konfronteret med mediernes billeder af mænd og drenge i koncentrationslejre var det umuligt at forholde sig neutral, og krigen var med til at sætte nye dagsordener for teater og litteratur, sådan som man blandt andet ser det i Stig Dalagers dramatik og Jens-Martin Eriksens dokumentariske roman Vinter ved daggry.

.

Koncentrationen omkring det æstetiske udtryk i 1990'ernes begyndelse kom dog under pres midt i årtiet fra flere sider. Under indtryk af borgerkrigene på Balkan 1991-95 skete der en etisk-politisk vækkelse blandt flere forfattere, og der opstod et nyt krav om engagement. Jens-Martin Eriksen, Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen og Stig Dalager (f. 1952) tog fat på krigserfaringerne både essayistisk, digterisk og dramatisk, og i 1998 fulgte en yngre generations forfattere med, idet Janus Kodal (f. 1968) og Flemming Hilt (f. 1963) i Forfatterforeningens medlemsblad, Forfatteren, maj 1998 spurgte til de unge forfatteres intellektuelle tavshed. Mens andre generationer af forfattere havde skrevet stribevis af kronikker og givet deres kvalificerede bud på de vekslende debatemner, havde de unge digtere været tavse og anti-polemiske. Tavsheden kan begrundes i opfattelsen af kunsten som et særsprog med en særlig kvalificeret kritik, der gør det meningsløst at tale „de andres“ sprog, sådan som man havde formuleret det i Fredag. Kodal og Hilt mente således, at „ der er masser af eksploderende samfundsdebat i 90'erlitteraturen – der er bare ikke så mange, der læser den“. Derfor måtte digterne frem på andre måder, så medierne forstod, hvad de havde at sige. Synspunktet er altså paradoksalt: På den ene side leverer litteraturen en højpotent kritik, på den anden side er den samme litteratur fuldstændig impotent i den offentlige debat og formår ikke at sætte problemer til debat.

Reaktionerne på Hilt og Kodals kritik af tavsheden fordelte sig i to. På den ene side var der dem, der som lyrikeren Lene Henningsen ikke troede på dialogens effekt, men som med sine digte håbede at kunne sætte noget i bevægelse. Henningsen mente, at „bare det at opnå bevægelse, som måske ikke ser ud af meget, men til gengæld er ægte, det er i 90'erne revolutionært“. På den anden side mente den kontroversielle Jan Sonnergaard, at man som den ene procent af befolkningen, der var i stand til at skrive, havde pligt til at blande sig og gå på tværs i debatten. Jean-Paul Sartres engagement kom igen på dagsordenen, uden det dog havde den effekt, at de unge kastede sig over tastaturet og skrev kronikker. Man holdt sig til særsproget som det sted, hvorfra en digterisk kritik måtte komme, og så kunne man ellers ved siden af handle som samfundsborger og melde sig ind i en græsrodsbevægelse som fx den verdensomspændende ATTAC, der arbejdede for at mindske ulighederne mellem i- og ulande.

Som en direkte konfrontation med den æstetiske linje kom samme Sonnergaard med en rå realisme i novellesamlingen Radiator (1997). Heri blev de marginaliserede eksistenser fra storbyens randområder synlige. Desuden kunne man se en reaktion fra lyrisk hold, da Niels Lyngsø allerede i 1995 talte for „en verdensvendt poesi“. Endelig blev den æstetiske isolation brudt af en religiøs vækkelse, der gik hen over dele af den danske lyrik.

Fælles for 1990'ernes digtning, hvor forskellig den end måtte være, var dens metapoetiske selvbevidsthed. Selvfølgeligheden, hvad angår det litterære udtryk og litteraturens eksistensberettigelse, var borte, og selvrefleksionen blev en naturlig del af både den realistiske og den modernistiske digtning. Ingen uden de største ignoranter kunne med sindsro digte „spontant“ mere. Men læserne veg i stort tal til side for den nye eksperimenterende litteratur, der ellers gjorde plads for læseren som aldrig før. Den italienske forfatter og litteraturteoretiker Umberto Eco talte i 1958 om „det åbne kunstværk“, som stiller særlige krav til læseren om aktiv medvirken i læsningen, og denne art kunstværk vandt frem. 1990'erne og de første år ind i det nye årtusinde blev læsernes tid. Fortolkningsproblemer blev i høj grad overladt til læserne, der selv må få hoved og hale på det univers, de bevæger sig ind i. Alvidende fortællere eller bedrevidende og korrigerende fortællerinstanser i fiktionen er der ikke mange af, og hvis de er der, er de underlagt en ironi, som underminerer deres autoritet. Den karakteristiske form er fragmentets. Der er ikke meget at holde sig til og ingen præcise anvisninger på, hvordan man skal gøre som læser.

Katrine Marie Guldager skrev i novellesamlingen Kilimanjaro (2005): „At kende Kamilla var ligesom at være med i et stort og kompliceret regnestykke, hvor man kun kendte halvdelen af komponenterne“. Præcis sådan er det at læse en stor del af periodens litteratur. Desorienteringen får også en ekstra tak af den ironi, som gennemsyrer litteraturen, og som nedbryder ethvert forsøg på at fiksere en mening. Det var sådan, som Louis Jensen (f. 1943) skrev i Hundrede historier (1992), at fåret ikke bare havde en ræv bag øret, som åd det, men ræven havde også en ræv bag øret, der selv havde en ræv bag øret, og det holdt aldrig op!

Den mangfoldighed i det litterære udtryk, som det frie forhold til traditionen åbnede for, gjorde det svært at tale om en ny generation, der markant gjorde op med en foregående. De unge digtere følte sig ikke som en generation, og det var svært at sætte dem på én og samme formel. „Jeg går min egen vej, ligesom alle andre,“ sagde Naja Marie Aidt og gav hermed udtryk for en kulturel frisættelse, som gik hånd i hånd med, at digteren blev kulturelt marginaliseret. Var der noget fælles for de digtere, der debuterede i 1990'erne, så var det, at man stod sammen om at stå alene. Den politiske privatiseringsbølge slog således også ideologisk igennem på den litterære front. Det almene perspektiv blev forladt til fordel for det private initiativ og den enkeltes udfoldelsesmuligheder og særstandpunkter. Kan man tale om nogen form for generationsmanifest i 1990'erne, er det Brøndums Encyklopædi (1994), som adskillige af digterne bidrog til med fantasifulde og reflekterende artikler om alt fra pik og bussemænd over livets mening til definitionen på poesi. Man fandt sammen i den netværksagtige, leksikalske form, hvor man uforpligtende kunne referere til hinanden og optræde som sig selv uanfægtet af sidemanden.

Manglen på fælles holdninger og værdier gjorde sig ikke kun gældende inden for digternes kredse, men også blandt de litterater, der skulle skrive historien. Mangfoldigheden gjorde, at man helst talte i flertal og snakkede om litteraturhistorier, modernismer og traditioner. Man talte nødigt om en linje, men hellere om 'felt', 'netværk', 'delta' og 'labyrint'. Man kom med samleværket Læsninger af dansk litteratur (1997-99) og ikke med analyser, som man havde kaldt det tilbage i 1970'erne, og man gik dermed fra en tilstræbt objektivitet til en erkendt subjektivitet. For nogle var alt blot konstruktioner, som godt nok kunne være bindende, når de en gang var sat i verden, men litterære, sociale og psykiske konstruktioner forblev de dog.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Æstetik eller engagement.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig