I 1989 havde den indiskfødte forfatter Salman Rushdies roman De sataniske vers nedkaldt en fatwa (islamiske retslærdes fordømmelse) og en dødsdom over ham, udstedt af den iranske ayatollah Khomeini. I 1992 kom forfatteren hemmeligt på besøg i Danmark, hvor han mødtes med danske journalister og politikere, heriblandt den forhenværende statsminister Anker Jørgensen, på et skib i Øresund.

.

Da Berlinmuren faldt i 1989, var det en begivenhed, der gav genlyd verden over. Den gamle verdensorden var under afvikling på en meget konkret måde, og for ældre generationer var det en stor følelsesmæssig oplevelse og skelsættende begivenhed. Den politisk-ideologiske konflikt mellem kommunisme og kapitalisme, som muren symboliserede, og som havde skabt skarpe fronter i kulturdebatten, var imidlertid allerede eroderet i ny dansk digtning i løbet af 1980'erne. At dømme efter litteraturen sidst i 1980'erne og først i 1990'erne var det politiske ikke noget, der spillede nogen nævneværdig rolle, og helst noget, man som kunstner skulle holde sig fra, sådan som Jens-Martin Eriksen, Jens Christian Grøndahl og Michael Kvium formulerede det som nyindsatte redaktører af tidsskriftet Fredag i 1990. „Måske er det at skrive,“ mente de, „også en måde at åbne et tomrum, når rummet omkring den skrivende bliver alt for proppet med mening, med holdninger og fortolkninger af det dér derude, som de kalder verden. Måske er det også en måde at slå sprækker i den mur af cementerede betydninger, som udgøres af sproget og af det, som sproget trods alt stadig er det vigtigste medium for: kulturen (…) Måske er den væsentlige litteraturs væsen først og fremmest at afbryde kulturens rituelle plapren.“

Således skal litteraturen holde sig på afstand af den falske og stivnede politiske snak, men netop derved kan den også få en indirekte politisk betydning – som alternativ. Kunstens sprog er et modsprog og et særsprog, som taler fraser og klicheer imod. Den tankegang var ikke ny, men den passede som fod i hose til et afpolitiseret kulturelt klima.

Muren faldt da, uden at det fik nogen umiddelbar effekt på de unge digteres digtning. De politiske 70'ere havde sat deres dybe spor, og dem var der ingen, der indtil videre havde lyst til at træde i, selvom det ikke skortede på opfordringer. Dagbladet Politikens litteraturredaktør John Chr. Jørgensen opfordrede i 1989 de unge digtere til at komme ud af hulen og se på verden udenfor. „Turen kan gå til Ishøj,“ skrev han, men den tur lod vente på sig. Forslag af den slags havde man ikke andet end en hånlig latter tilovers for. Man var æstetisk og filosofisk interesseret, og spillede historien nogen rolle, var det som en tradition, man på postmodernistisk vis kunne øse af efter forgodtbefindende. Litteraturen forholdt sig åben og nysgerrig, når det gjaldt den æstetiske geografi, mens den var anderledes indadvendt, når det gjaldt den politiske og sociale.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Murene falder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig