Sære historier - Villy Sørensen

Den 8. juli 1952 afleverede den 23-årige filosofistuderende Villy Sørensen (1929-2001) et manuskript med titlen Sære historier til Wivels Forlag. Det var ikke et hvilket som helst forlag, men forlaget, der udgav bøger af toneangivende digtere som Ole Sarvig, Martin A. Hansen og Frank Jæger. Og så var det her, man udgav det betydningsfulde tidsskrift Heretica. Forlagets leder Ole Wivel og dets konsulent Tage Skou-Hansen, der også var redaktør på tidsskriftet, læste manuskriptet og returnerede det – med et afslag. Den unge digter fik lidt ros med på vejen, men ellers var afvisningen til at tage at føle på. Wivel skrev blandt andet, at „Mentaliteten svinger mellem det infantile og det udspekulerede, ofte sindssyge“. „H.C. Andersens eventyrsprog er her oversat til et plastic- og babysprog (…) af en ofte blændende artisme, men uden den kraft, man fx finder i Frank Jægers Hverdagshistorier eller Leif E. Christensens noveller (…). Man kan beundre forfatterens udholdenhed og konsekvens, som meget ubehageligt får én til at tænke på en tålmodig onanist.“

Manuskriptet blev antaget på Gyldendal et halvt år efter, og bogen blev udgivet i efteråret 1953 (dog med undtagelse af „Vidunderbarnet“, der var for skrap kost og først kom med i 1962-udgaven). Sære historier blev trykt i 1500 eksemplarer, som det tog ti år at få udsolgt, så publikum var lige så træge som de „gamle“ kættere. Senere er bogen blevet trykt i hen ved 70.000 eksemplarer, og historier som „Det ukendte træ“, „Blot en drengesteg“ og „Tigrene“ er for længst blevet antologiklassikere.

Hvad var der galt med Villy Sørensen dengang? Hvad var der på færde, siden Wivel og Skou-Hansen kunne tage så meget fejl – set i bagklogskabens lys – for nogle litterære ignoranter var de jo langtfra. Men de må have følt, at noget nyt og truende var i gære med Sørensens historier, for Skou-Hansen skulle have sagt om ham til litteraten Niels Barfoed, at „vi har jo ventet ham længe – én der ville stemple Heretica som tanteri“. Et opgør lurede således med kredsen omkring de ældre digtere som Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig, men endnu var der ikke tale om noget, der kunne ligne en bevægelse.

Når Skou-Hansen og Wivel afviste Sørensens manuskript med så hårde ord, er det, fordi det er mere end en drengestreg og en barnagtig leg med ord. Skønt Sørensen kan have følt sig beslægtet med hereticanerne – han ville jo have historierne udgivet på deres forlag – så var hans sære historie en drejning i stil og livssyn, der vendte væk fra Heretica og forfatterne omkring tidsskriftet. Genremæssigt ligger Sære historier ellers på linje med fantastiske fortællinger som Karen Blixens Vinter-Eventyr (1942), sidste del af Martin A. Hansens Agerhønen (1947) og Frank Jægers Hverdagshistorier (1951), men Sørensen griber også bagud og lader sig inspirere af absurditetens store digter Franz Kafka. I hans stil skriver Villy Sørensen „Mordsagen. En Kafka-idyl“, som lægger sig op ad forbilledets romaner Processen og Slottet, og som kan læses som hans svar på tidens spørgsmål om skyld og ansvar. Hvad der opklares i denne historie, er ikke et mord, men at selve opklaringsarbejdet er formålsløst, fordi sagens kerne ikke lader sig bestemme. Der er intet konkret mord at opklare, men alligevel gør hovedpersonen sig de største og hæderligste anstrengelser, hvad der gør hans adfærd ganske absurd.

Kafka-påvirkningen er ikke bare formel og motivisk, men strækker sig helt ind i det livssyn, som Sørensen lægger for dagen med sine historier. Hvor Blixen endnu kunne se en guddommelig orden i skæbnens uransagelige veje, og Martin A. Hansen endnu kunne øjne et guddommeligt forsyn og tro på en frelsende kristen Gud, så er denne metafysiske instans borte i Sørensens historier. Når han fortæller de to legender „Silvanus af Nazareth“ og „Theodora og Theodorus“, så er det heller ikke som led i kristen opbyggelighed, men i kættersk opstand mod en teologisk forenkling af synet på det gode og det onde i mennesket. De fromme selv „har skabt det onde ved at begrænse det gode“, hedder det, og Sørensen gennemskuer hermed dialektisk, hvordan den kristne dualisme bliver til, og hvilke absurde og fatale virkninger det har, når kroppen og den jordiske eros fortrænges.

De sære historier er fortalt med en bevidst naivitet. De handler da ikke blot om paradoksale tankegange og komplekse identiteter, men mimer dem også. Her forfølges en vanvittig logik og et rationaliseret vanvid, der har mindelser om de mareridtsagtige meningsløsheder i Kafkas noveller og romaner og i Lewis Carrolls surrealistiske eventyr om Alice i Eventyrland. Ordspillene, som man ser det helt ud i titlen på historien om „De to tvillinger“, peger på sprogets selvbekræftende logik – dets tautologiske karakter. Sproget er ikke bare et uproblematisk spejl for virkeligheden, men en del af selve virkelighedsproblemet, ligesom den form og genre, Sørensen bruger, ikke bare er en tilfældig måde at fortælle på, men en del af selve problemstillingen. Sørensen må ty til den eventyrlige genre for at finde et symbolsprog, der kan pege på netop de momenter i tilværelsen, som den dagklare fornuft og dens sprog ikke kender ord for. Det er det sprog, han tager i anvendelse, når han slipper rovdyrene løs i historien om „Tigrene“.

Kort tid efter at to brødre er flyttet hjemmefra, opdager moderen, at der er en tiger i køkkenet. De kommer hjem igen og forsøger at komme tigeren til livs. Steen, der er videnskabsmand, forsøger at skyde den, men der er ikke tale om nogen almindelig tiger, og dermed indfinder selve fortolkningsproblemet sig, som bliver historiens egentlige motiv. Snart viser det sig også, at alle andre hjem har tigre boende i kældre og forrådskamre, og at de æder folk ud af huset. Man afholder så en tigerkongres for at finde ud af, hvordan man skal komme tigrene til livs. Videnskabsmanden Steen tror, at plagen kommer udefra og giver sig til at bygge særlige havneanlæg, så tigrene ikke slipper med i land, men det hjælper ikke. En psykolog mener, at tigrene er „hallucinationer fremkaldt af menneskelige behov“. Han er nærmere sandheden, da tigrene viser sig at have med det menneskelige driftsliv at gøre.

Tigrene er det animalske i mennesket, som det må lære at leve med, sådan som den kernesunde Grete gør det. Hun giver sin tiger mad og lader den være en del af sit liv sammen med mand og børn. Mens hun kan omgås sin tiger uden at blive ædt, så forholder det sig anderledes med den anden bror, Fif, der er digter. Han har lige fra barnsben af forsøgt at blive fortrolig med tigrene i Zoo, men det er aldrig lykkedes ham. Han opnår godt nok at tale tigrenes sprog og at lokke dem i fangenskab i Zoo, men dermed er hverken hans eller folkets lykke gjort. Det gælder nemlig ikke om at fortrænge tigrene og driftslivet, men om at kunne leve med dem. Grete gør det, samtidig med at hun realiserer det almene. Fif gør det ved at skrive „fængslende“ historier om dem, idet han sublimerer sin driftsenergi til kunst, sådan som det også skildres i historien „Vidunderbarnet“.

„Tigrene“ er således både en opbyggelig historie om menneskets forhold til sit driftsliv og en historie om digtningens vilkår. Med den historie kommer man på sporet af Sørensens forbindelse til 1930'ernes kulturradikale forsøg på at frigøre driftslivet uden helt at kaste alle hæmninger over bord. Som allerede PH fremhævede, er følelserne drivkraften og fornuften roret. Desuden ser man i den dybdepsykologiske analyse Sørensens forbindelse til psykologen C.G. Jungs ideer om det kollektive ubevidste. Det nye i Sære historier var som sagt ikke formen, den fantastiske fortælling, men at hereticanernes opstandelseshåb, adventsholdning og guddommelige meningsfylde ikke bare bliver anfægtet af nihilistiske og absurdistiske forestillinger, som den bliver hos dem selv, men også forladt. „At en værditradition er blevet brudt vil sige, at der må søges dybere sammenhæng end traditionen“, skriver Villy Sørensen i 1957. Vejen til den går blandt andet gennem den fantastiske fortælling, der står i intim forbindelse med både folkeeventyret og de trylleviser, som Sørensen skrev en epokegørende artikel om i essaysamlingen Digtere og dæmoner (1959).

Bruddet med det traditionelle værdiunivers betyder imidlertid ikke, at Sørensen kun udtrykker en absurdisme og immoralisme, sådan som man har villet se det i „Blot en drengestreg“, for der er også andre tendenser i Sære historier. Med deres spinkle håb om, at menneskene trods alt kan finde ud af det og kan blive bragt til en slags fornuft, repræsenterer nogle af historierne nemlig en forsigtig humanisme. „Tigrene“ er således betragtet ikke mindre opbyggelig end Martin A. Hansens fortællinger, men nok anderledes i sit sigte og sin angivelse af udveje. Mens Johannes V. Jensen i sin tid kæmpede med tigrene som udtryk for de kvindelige drifter, som manden var truet af og måtte undertrykke, og mens Martin A. Hansen lod Johannes Vig i Løgneren (1950) ende på en evig slagmark mellem de gode og onde tilværelseskræfter, så ser Villy Sørensen muligheden for at indstille kampen, idet mennesket kommer i en slags harmonisk balance med sig selv. Det gælder ikke om at komme splittelsen til livs, men om at acceptere begge sider af sin natur.

Det provokerende ved Sørensens historier set med hereticanernes øjne var da, at splittelsens tema, som de delte med ham, blev anskuet under en ganske gudsforladt og angiveligt nihilistisk synsvinkel. I Sørensens univers er der nok et skisma mellem en metafysisk, åndelig anskuelse af verden og en materialistisk, men dette skisma udspringer ikke af en guddommelig kamp mellem Gud og Djævelen. Splittelsen er således blevet verdsliggjort, hvad der dog ikke har gjort den mindre tyngende. Den er stadig ikke til at komme udenom, fordi refleksionen, kønnet og døden sætter en række skel i menneskets væren og væsen, som ikke lader sig ophæve.

Sørensen nyfortolkede splittelsen, idet han anskuede den under en social og psykologisk vinkel. Det betød imidlertid ikke, at han valgte side i den standende strid mellem Heretica-kredsen og folkene omkring tidsskriftet Dialog. Æstetisk set var hans digtning også af en så fantastisk karakter, at den ikke passede ind i Dialogs krav om realisme i traditionel forstand. Han var – som han skrev i 1960 – hverken til den ene eller anden side, men forsøgte at se modsætninger i øjnene og manøvrere uden at gøre alt op i sort og hvidt. At holde balancegangen mellem de hver for sig entydige positioner skulle også blive hans livs opgave i et langt filosofisk og politisk forfatterskab, hvor den etiske fordring ikke er givet af en guddommelig magt, men resultatet af en stadig tilkæmpet holdning.