Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De splittede lemmer - Ivan Malinowski

Oprindelig forfatter LHand

Den splittelses- og intethedserfaring, som man ser eksempler på i Sørensens og Seebergs 1950'erprosa, deler de med lyrikeren Ivan Malinowski (1926-89). I Galgenfrist (1958) giver han et ekstremt udtryk for et blik, der ser verden som kløvet i to, og som gør enhver forestilling om enhed til skamme. I et barokt billedsprog, der svælger i destruktivitet, afsløres den romantisk smukke solnedgang, der „pludselig lader masken falde / og du ser ind i en kælder af blod og panik // hvor alting kun består af sine yderpunkter/hvor ingenting følgelig består“. „Disjecta membra“ – latin for splittede lemmer – er betegnelsen for denne tilstand og titlen på samlingens indledningsdigt. De adskilte dele lader sig ikke forene og ingen ligevægt vil indfinde sig. Resultatet bliver en menneskelig fremmedgørelse, fordi forestillingen om enhed består uanfægtet.

Men er det nu blikket og dets særligt ideologiske måde at se på, der splitter, eller er det verden og mennesket, der i sit væsens grund er splittet? I „Disjecta membra“ fremstår splittelsen som mere end blot en særlig måde at anskue verden på. Den udnævnes til at være et biologisk vilkår, når der tales om, at „dette splittede blod vil ikke dø / og ukueligt er kødet der klynger sig til sit ben“. I Kingos barokke billedverden var der en gud til at hele det ødelagte menneske. Denne gud og hans evighed findes ikke hos Malinowski. For ham er mennesket henvist til kroppen og materien, splittet, ensomt og forladt som Jesus i Getsemane Have, men dog også i besiddelse af en kødets lyst til at leve trods bevidstheden om den visse død og udslettelse. Det bekræftes af en sproglig fryd ved at besværge splittelsen med farverige og energisk springende metaforer. Her kan man tale om det skuffede bliks lyst til at ødelægge det, der ikke levede op til forventningen. Malinowski dyrker således de larmende og platte modsætninger som „rig på fattigdom“ og lader i sproglige vendinger det ophøjede sprog falde ned i tingenes og varernes Nivea-verden, som når en latinsk vending a la Jesu sidste ord Consummatum est – det er fuldbragt – bliver til „consumptus est rødgrøden“.

 To internationalt orienterede kunstnerne, som på hver sit felt eksperimenterede med det billedlige udtryk, Asger Jorn og Ivan Malinowski. De traf hinanden i 1950, blev venner og er her fotograferet i Havana i januar 1968 med en nyudført vægudsmykning af Jorn som baggrund.

To internationalt orienterede kunstnerne, som på hver sit felt eksperimenterede med det billedlige udtryk, Asger Jorn og Ivan Malinowski. De traf hinanden i 1950, blev venner og er her fotograferet i Havana i januar 1968 med en nyudført vægudsmykning af Jorn som baggrund.

Mennesket er i en gudløs verden overladt til jordens lys og fedme, men det er ikke nok til at trøste det lyriske jeg, der fremstår i et halvt tragisk, halvt ironisk skær i samlingen. Han ser den splittede verden i øjnene, men han gør det med en tilkæmpet ro, der lynsnart slår over i desperation og drøm om flugt. Der er ingen forløsende og helende kærlighed, men kun adspredte møder, ingen natur, der tilbyder et helhedssyn, men kun spredte natur-øjebliksbilleder, der ikke vil falde sammen i et ubrudt hele. Et af digtene hedder sigende nok „Lapidariske landskaber“, og det peger netop på en anderledes an-organisk og „uhellig“ naturoplevelse end den, man finder hos Thorkild Bjørnvig, fx i „Ahorntræet“ fra Figur og Ild (1959), hvor naturens forfald anskues med hengivelse og opstandelseshåb.

Annonce

Malinowski søger det korte udtryk i den helt enkle form, og flere af digtene har den tolinjede strofe som versemål. To for verdens dobbelthed, som kun ophæves i ekstasens øjeblikke, eller når kunsten trompeterer, så murene revner. Selv om den lyriske form ikke kan tilbyde entydige og ophøjede enhedsoplevelser, men kun „disjecta membra“, så rummer den alligevel mindelser om hereticansk storhedsvanvid på digtets vegne. Når poesien trompeterer ved Jerikos mure, sker der en ophøjelse af poesien i stil med Paul la Cours Fragmenter af en Dagbog (1948), så man til tider bades i digtenes helende lys. Men det får ikke lov at lyse igennem, for samlingen er også præget af en prosaisk punktering af det højtravende sprog og de patetiske følelser, der drives ud i karikaturen.

Galgenfrist er en digtsamling, hvor modsætningerne slår gnister på alle planer. Alverdens drømme om enhed og frelse afskrives, men op af denne aske stiger som Fugl Føniks selve den lutrede skønhed, som det hedder i et hyldestdigt til den finlandssvenske digter Elmer Diktonius: „denne hæslige verden / nu så smuk omsider // i dine digtes varme aske“. Skønheden er dog ikke af klassisk art, men netop af den moderne slags, som springer ud på baggrund af den selv samme ødelæggende brand, som Sim i Bipersonerne kan nyde i det brændende Berlin, og som har forbindelser til både Tom Kristensens skønne sønderskudte banegård i „Landet Atlantis“ (1920) og Charles Baudelaires helvedesblomster i Les Fleurs du mal (1857).

Der er da et mønster i Sørensens, Seebergs og Malinowskis 1950'er-digtning, hvor forskellig den ellers måtte være i såvel form som etiske implikationer: Der sker en nedskrivning af alle værdier og en opskrivning af sansen for det absurde. Hvad der ikke kan stå, må falde, og digteren hjælper til med sin kunst, der på én gang bidrager til nedbrydningen og forsøger at finde fast grund under fødderne, så en ny verden og en ny selvopfattelse kan sættes i scene i et nyt og anderledes sprog.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: De splittede lemmer - Ivan Malinowski i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477399