Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bipersonerne - Peter Seeberg

Oprindelig forfatter LHand

Om sin forkastelse af Sære historier i 1952 skriver Ole Wivel i sine erindringer Tranedans (1975), at „Ingen af os [fra Heretica-kredsen] havde endnu gehør for denne absurde digtnings tonart, dens intellektuelle niveau og etisk-sociale engagement“. Det havde de heller ikke for Peter Seeberg (1925-99) og hans digtning, der endnu mere radikalt end Villy Sørensens kan siges at have bidraget til det opgør med „tanteriet“, som Tage Skou-Hansen havde spået måtte komme. Seebergs mærkværdige debutroman Bipersonerne (1956) blev afvist på både Gyldendal og Schønbergs og Hans Reitzels forlag. Hvorfor vides ikke, men romanens uheroiske syn på modstandskampen og dens forfatters ophold i Nazityskland under krigen kan have virket provokerende.

Romanen er da også i både form og indhold langt borte fra tidens øvrige litteratur og står i grel modsætning til Tage Skou-Hansens modstandskamp-roman De nøgne træer, der udkom året efter. Formelt er Bipersonerne præget af en scenisk fremstilling, de forskellige personers tanker og en anonym fortællerstemme. Stilistisk er der skåret ind til benet, og stilen afspejler således en sandhedssøgen og konkretion, der er renset for sproglig udsmykning og omskrivninger. Romanen giver et gruppebillede af en international flok arbejdere i et berlinsk filmstudie i 1943. Alle er udkommanderet til at arbejde for tyskerne, undtagen den unge mand Sim, der frivilligt er kommet til Berlin for at arbejde. Den spinkle handling strækker sig over seks dage, fra mandag til lørdag, og beskriver gruppens daglige gøremål. Man arbejder, spiser, ryger, drikker, småsnakker, småskændes, forsøger at finde en kvinde og skriver måske hjem. De basale og trivielle handlinger er præget af en grundlæggende mangel på engagement og meningsfylde. Man venter på, at krigen er forbi, og ser hen til krigsafslutningen med skrækblandet længsel. Man ved nemlig ikke, hvad man skal stille op med friheden, som i grunden ingenting betyder.

Midtvejs i ugen begynder de allierede at bombe byen, og det sætter gruppens mentale tilstand i yderste spænding. Stillet over for tilintetgørelsens mulighed rykker det så meget i deres tilværelse, at noget må ske. Deres livs ørkenvandring tager en drejning, så der sker en slags eksistentielt gennembrud – eller rettere sammenbrud. Som byen nedbrydes hus for hus, afmonteres de sidste rester af værdier, de måtte have haft. Har de ledt efter en mening, bliver det nu for alvor klart, at der ikke er nogen. Alt, indre som ydre, bliver ødelagt, og det er fra denne tilstand af intethed, at noget nyt muligvis kan opstå. Intetheden er vilkåret. Krigen og Berlins ødelæggelse betragtes således ikke som en historisk, men eksistentiel begivenhed. På samme symbolske måde peger den kulisseverden, gruppen befinder sig i, på et universelt forhold ved virkeligheden, nemlig dens uvirkelige karakter.

Annonce

Et hovedtema i Bipersonerne er netop virkelighedsproblemet. Det sættes på spidsen med Seebergs alter ego, Sim, der er som en spion i gruppen, en tilskuer til de andres tvangstilstand. Han er inkarnationen af det fremmedgjorte og ensomme menneske, som så gerne vil i kontakt med virkeligheden, men er udelukket fra den på grund af sin ekstreme selvrefleksion. Han søger en livserfaring, der kan danne fundament i hans tilværelse, men han er følelsesmæssigt ude af trit med sig selv og omverdenen. Sim søger da ikke til Berlin, fordi han har nogen som helst politiske sympatier med nazisterne, men udelukkende for at bringe sig selv i et forhold til virkeligheden. I magtens centrum kunne han måske finde noget virkeligt, men det er først i det øjeblik, byen falder i afmagt, at den spejler noget i ham selv, og at han får fat i en flig af virkeligheden, som han måske kan bygge på. Berlins ruiner bliver da et sindbillede på menneskets sjæltilstand, mens den intakte by med dens gader og facader ikke er andet end et skalkeskjul for tilværelsens fundamentale tomhed.

Gruppen er en samling desillusionerede mænd, der, som det hedder, er for dovne til livet og ikke finder det ulejligheden værd at kæmpe for noget. Disse „skyggefolk“ vil i grunden intet med sig selv og hinanden. De ved, at de er bipersoner i en verden, der kæmper omkring dem, men de er enten for feje og angste eller for ligeglade til at gøre oprør. Her er ingen glorværdige krigshelte, men en flok naive kartoffelspisere og spekulative selvransagere. Det er imidlertid karakteristisk for Seeberg, at han ikke fordømmer disse personer – det klarer de så at sige selv. De er pinagtigt klar over deres eget etiske dilemma. Men heller ikke modstandsheltene går fri. Ifølge den kyniske kritiker Jean, vil de „rokke ved historiens hjul“ og have „motion, ellers holder de ikke deres egen rådne krop ud“. De er da enten styret af idealistiske forestillinger om egen almagt eller af kroppens materialistiske behov. Således pilles glorien af heltene, og Bipersonerne fremmaner ikke noget positivt modbillede. Helte og „det bedste i menneskene“, som den idealistiske kunst har koncentreret sig om, er demonstrativt fraværende. Det etiske ideal findes ikke, og det gode er reduceret til det behagelige, skønheden øjnes kun i ødelæggelsen, og sandheden om menneskene og verden er en beskidt sag, som er ilde hørt.

Bipersonerne beskriver en absolut nulpunktsoplevelse, hvor alle traditionelle værdier er afmonteret, og så spørger romanen, hvordan noget nyt kan begynde? Det ny kan begynde i erkendelsen af tilværelsens absurditet. I beskyttelsesrummet, med døden hængende over hovedet, begynder verden på ny for det tomme, erindringsløse og helt afblankede menneske. I den situation kan det nøgent og forudsætningsløst træde frem og møde det andet menneske og glæde sig over at være til her og nu. Trods al desillusion og uvirkelighedsfølelse formulerer Seeberg da et forsøgsvist „ja“ til livet og medmennesket. Men det sker altså helt nede på bunden af tilværelsen og i dens på én gang mest elementære og abstrakte form. For hvordan dette ja konkret skal udmønte sig i handlen, står endnu hen. Seebergs næste bøger kommer da også til på en forpint måde at befæste dette skrøbelige ja. Det gælder romanen Fugls føde (1957) om den afpillede eksistens Tom og novellesamlingen med den karakteristiske titel Eftersøgningen (1962), hvor meningen med livet igen forsøgsvis efterspores.

Eftersøgningen i både eksistentiel og æstetisk forstand karakteriserer Seebergs forfatterskab. I de to besynderlige og dybt originale samlinger Dinosaurusens sene eftermiddag (1974) og Argumenter for benådning (1976) breder han sig genremæssigt ud og bevæger sig fra fiktive prislister til fantastiske fortællinger og forsvarsskrivelser, der alle på sørgmunter vis bekræfter livets værdier. Der er tale om enkle værdier som et glas rent vand og en smuk basstemme, der giver de øvrige stemmer karakter. Den pointerede novelle fortalt i en sofistikeret naiv stil udvikler han i samlingerne Rejsen til Ribe (1990) og Halvdelen af natten (1997), hvor det stilfærdige, men standhaftige oprør mod den daglige undertrykkelse og monotoni og amor fati-motivet – at elske sin skæbne og finde sig til rette med den – tilsammen danner et komplekst spil. Også her bliver der plads til et bredt genremæssigt repertoire af tekster og temaer. Hvor svært det er at gribe dagen, giver han et fabelagtigt eksempel på i „Flagermus“, der i al korthed lyder: „I sommernætterne holder vi ud til det første morgenlys springer ud over østhimlen. Jo, det er sandt, vi er flagermus, vi er bange for lyset Karakteristisk er det, at værdierne og livsfylden springer ud af det konkret sanselige og ikke er af den idealistiske og abstrakte art som fx lighed og broderskab. Den slags overlod Seeberg til andre i tiden at dyrke og udvikle, idet han forfatterskabet igennem fastholdt et eksistentielt og anti-ideologisk synspunkt. I 1950'erne bragte det ham både i opposition til de fromme hereticanere og til den genfødte kulturradikalisme, i 1970'erne stod han som en sær og utidssvarende fortæller i forhold til den herskende politisering af kunsten, mens han i 1990'erne endelig kunne indtage pladsen som forbillede for en yngre og søgende generation af digtere, der dyrkede den korte prosa og den eksistentielle fortælling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Bipersonerne - Peter Seeberg i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477398