Uhyrligheder - Preben Major Sørensen

„Et menneskes historie er ingen historie, den eneste historie, der er værd at fortælle, er historien om det uhistoriske“, skriver Preben Major Sørensen (f. 1937) i romanen Søvnen og skyggerne (1987). Sørensen debuterede i 1965 med Ildmesteren, en samling fortællinger, der placerede sig inden for den fantastik, som Villy Sørensen havde bragt til ære og værdighed. I 1970'erne skrev han videre inden for denne stil, men skrev sig dermed også ud af sin samtid, der litterært havde orienteret sig mod den sociale realisme. Hertil bidrog også et livssyn, der var formuleret i direkte opposition til det, der rådede på parnasset: Hans foretrukne politiske styreformer: oligarki og oplyst enevælde; yndlingslæsning: bøger om sygdom, død, henrettelsesmetoder, ødelæggende epidemier; yndlingsaversioner: 68'ere, socialisme, islamisme, personer uden humor.

I 1980'erne betød den metafysiske drejning, at der igen blev interesse for fantastikken og dermed også for Preben Major Sørensens sonderinger i andre tider og rum, og han blev hædret med legater og priser. Succesen steg ham dog ikke til hovedet, og i hans foreløbig seneste bog Øksens tid. Læsioner (2002) svinges øksen flere gange over de stupide, kulturløse og afstumpede læsere, herunder de litterære kritikere, der ikke har haft øje for kontinuiteten – også af kvalitativ art – i forfatterskabet.

Hvad angår kontinuiteten, er det evident, at den allerførste fortælling i Ildmesteren indvarsler de temaer og teknikker, som siden hen har præget det i øvrigt usædvanligt mangfoldige forfatterskab. „Bygmesteren“ begynder i bogstaveligste forstand „mellem himmel og jord“. Der beskrives et mægtigt bygningsværk fyldt med døre ind til „umulige og fantastiske rum“. Bygningsværket, der også er fyldt med eskalatorer og elevatorer, tilskrives „en svag lighed med et stormagasin“, men den samtidskritik, der hermed antydes, transponeres straks over i et kosmisk plan. Der antydes også en kritik af den borgerlige familie, men fortællerjeg'et bliver af en mægtig gorilla slynget ud af såvel bygningsværket som den gennemkonforme, gigantiske familie, der befolker dette, og fortællingen slutter i det ydre rum, hvor han vandrende fra stjerne til stjerne lægger menneskeheden og den moderne verden bag sig: „Jeg hørte dem hyle langt nede under mig. Men det vedkom mig ikke længere.“

Denne kombination af metafysik, misantropi og modernitetskritik vinder stadig nye og stadig mere radikale udtryk, men dermed kommer også selve udtrykket i søgelyset. Alfabetets herre (1970) er titlen på den tredje samling noveller, men det er et paradoks, at alfabetets herre kun ønsker at lægge dem bag sig, som han ellers med sin beherskelse af alfabetet kunne kommunikere med. I vinden begynder samtalerne (1973) har han kaldt en samling kortprosa, men i Major Sørensens univers er alternativerne enten enetaler eller ordmusik, og den musikalske prosa veksler mellem lyrisk kancellistil og det, han i en fortælling kalder rent „simsalabim“.

Den metafysiske interesse gjorde Major Sørensen til en pioner inden for den litterære genoptagelse af englemotivet. I romanen Af en engels erindringer (1976) følger man englen Lucifers himmelske og jordiske liv, hans komiske skænderier med Gud og hans ultrajordiske beskrivelse af, hvordan man kan lugte sig til, at Gud er død. Romanen blænder op for en barok verden, hvor engle og andre bevæger sig gennem „metamorforiske tegnegne“. Det højeste og laveste mødes, også i stilen, der forbinder filosofiske spekulationer med tegneserieagtige forvandlinger, og Lucifer foregriber splatter-genren, da han på et tidspunkt tæver løs på en modstander, så hovedet falder af, og „op fra hans hals for som fra en stor krukke en sort sky af fluer.“ Engle hører pr. definition hjemme i en oversanselig verden, men Major Sørensen borer sig ned i den sanselige verden med en rædselsrealisme, der også inddrager en betændt og blodtørstig Gud i sin fascination af materien. Romanen handler om overskridelsens mulighed, og den faldne engel er selvfølgelig inkarnationen af denne mulighed.

I Skræmmebilleder (1986) beskriver Major Sørensen sig selv som en slags engel, men den fantastiske overskridelse fører nedad snarere end opad. Som han skriver i den aforistiske korttekst „Dykkeren“, henter han sit stof „fra det menneskelige intellekts overdrev, i den absurde metafysiks kogende malstrøm“, hvorfra han altid efter en frisk dukkert „stiger op igen med et nyt gyldent bæger af uhyrlighed imellem hænderne.“

I 1985 vakte Peer Hultberg opmærksomhed med sit store prosaværk Requiem, hvor 537 stemmer kom til orde, men to år forinden annoncerede Major Sørensen sin kortprosasamling Rappaccinis have som et sådant rekviem med et kor af stemmer. Men hvor Hultberg så at sige noterede 537 stemmer uden for sig selv, hører Sørensen stemmerne inden i sig selv, og hver gang han hører lyden af disse fremmede stemmers råben i sin hjerne, véd han, som han udtrykker det, at „litaniet, rekviet, elegien eller hymnen er på vej.“ Og hvor Hultberg i sine demonstrationer af sproglige amokløb implicerer en forestilling om personlig og sproglig normalitet, dementerer Sørensen med sine stemmestudier, at man kan gøre sig forestillinger om en sådan normalitet. Kun kunstneren og gennem ham et højere eller dybere, guddommeligt væsen kan beskrive det ubeskrivelige.

Hvad en person er, undersøges også, overvejende i en humoristisk stil, i Personlige grunde og afgrunde (1991). „I alle retninger“ hedder således et stykke kortprosa, hvor hovedpersonen bogstavelig talt er jaget på porten og derfor „uden blivende stad.“ Da han forlader staden, gestikulerer han for sig selv, „som om han var mange dele og ikke en helhed“, ikke „een samlet person men adskillige“, og „han“ bevæger sig derfor ud i alle retninger. Slutningen antyder med et ironisk indskud modsætningen mellem dem, der finder sig selv, et lille konformt selv, og dem, der fortaber sig i de mangfoldige muligheder og afgrunde for selvudfoldelse: „Og som adskillige ville han en dag finde vejene tilbage. Men det var ikke sikkert. Det var langtfra sikkert at han – som så mange – nogensinde ville finde hjem igen.“

I novellen „Sigøjneren“ konfronteres to forfatteraspiranter, jeg'et og René, i en slags dobbeltgængermotiv, hvor Renés univers ligner det univers, som en halv snes år senere kaldtes til live eller døde i Øksens tid. Om hans personer hedder det, at de „bevæger sig knivstikkende, strangulerende og voldtagende gennem komplicerede labyrintiske kloaksystemer i gigantiske forkromede metropoler“, beskrevet i en omhyggeligt forsiret stil. Det tidlige forfatterskabs forkærlighed for metafysisk spekulation ledsages i det senere forfatterskab af en forkærlighed for det chokerende. Med hans eget ord fra en samling aforistisk og essayistisk kortprosa er det en æstetik kendetegnet ved „skræmmebilleder“, og i Øksens tid sættes der realistisk trumf på skræmmebillederne, da Major Sørensen beskriver sig selv som voldsmand og pædofil voldtægtsmand.