Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Risikosamfundet - Grete Roulund

Oprindelig forfatter MZer

Komik er heller ikke fraværende i Grete Roulunds (1946-2004) forfatterskab, selvom hun er den danske forfatter, der kommer tættest på internationale horror-mestre som Stephen King og Anne Rice. Krydstogt på Peblingesøen (1994) er, som titlen lader ane, en samling korte essays med pudsigheder fra andedammen. Men det karakteristiske for forfatterskabet er studier i angst og gru henlagt til de fjerneste og mest fremmedartede steder på jordkloden. Hvorfor dog skrive om guldfisk i Hellerup, når der er hajer i oceanet, erklærede hun engang ved en af de bogmesser, som i øvrigt siden 1992 har søgt at løfte det danske bogmarked op på internationalt niveau.

Grete Roulund debuterede i 1981 med novellesamlingen Verdito, der udspiller sig i den tids foretrukne mål for danske charterrejser, Andalusien, men med sin skildring af tyrefægtning placerer Roulund sig i traditionen fra Johannes V. Jensen og Tom Kristensen, om end hun ikke på samme måde som sine forgængere formår at omsætte det bloddryppende motiv i stilkunst. At hun er ude for at møde angsten, er imidlertid åbenbart.

I 1980'ernes internationale debat forenedes frygten for atomkrig med frygten for økologiske katastrofer, og med tyskeren Ulrich Becks sociologiske bestseller fra 1986 (da. 1997) begyndte man at tale om Risikosamfundet. Roulunds første roman, Efter år nul (1983), er en politisk science fiction-roman, men det politiske fjendebillede drejes umærkeligt i en økologisk retning og bekræfter dermed Becks tese: at det i atomalderens og de økologiske katastrofers tidsalder ikke længere er muligt at opretholde grænsen mellem os og „de andre“. I romanen bruger invasionsstyrker fra et ikke navngivet østland et nyt våben mod Danmark, men våbnet efterlader ikke kun danskerne i en tilstand af sløvhed og svækkelse, også invasionsstyrkerne bliver syge, og alt imens disse på det ynkeligste må forsvinde fra Danmark, forsvinder også dyrene fra skovene, og der bliver mere og mere stille.

Annonce

De onde kræfter i Roulunds forfatterskab fremtræder ofte i temmelig velkendte skikkelser som nazisme, forurening, miljøødelæggelse, men når hun i roman efter roman opsøger det onde, gerne i dets mest hårrejsende infame former, fornemmer man, at det onde også drager som en pirring af livsfølelsen.

I romanen Dødens horisont (1988) er scenen et lurvet hotel i Østafrika, omkring Kenya og Uganda, men dønningerne fra en lokal revolution når ud til dette hotel, og hovedpersonen John flygter ud i bushen, hvor hans lidelser og svækkelse følges lige så opmærksomt af fortælleren som af de rovfugle, der ser frem til at sætte næb og kløer i ham.

Grete Roulund studerede filmvidenskab, og mange af hendes romaner har et stærkt filmisk præg – den store roman Setans porte (1995) ligefrem kalder på en filmatisering med sin ferme krydsklipning, sine effektive cliff hangers og sit farverige persongalleri. Den fiktive ø Sawa, i omegnen af Indonesien, har tidligere været fransk koloni og danner stadigvæk scene for mødet mellem de indfødte med deres myter og de nye invasorer med deres ødelæggende modernitet. Men alle de pæne opgør med kolonialisme og neokolonialisme og atomprøvesprængninger og naturødelæggelse ligner lige så mange påskud for en opvisning i kunsten at tvinge læseren ud på kanten af stolen. Da Setans porte slås op, slipper de såkaldte bajanger ud, og dermed er helvede løs.

I Silberknabe (1998) folder Roulund sig ud i det store format med en roman om ondskab. Scenen er denne gang Katmandu, hvor hovedpersonen, den 58-årige Eugen Weiss, trækker et blodspor efter sig, dels for selv at undgå døden, dels for at tømme sine ofres tegnebøger. Han er romanens fortæller og selv et billede på, hvordan offer og bøddel kan forenes i samme person, ikke uden lighed med den jegfortællende soldat i Vinter ved daggry (1997), Jens-Martin Eriksens roman fra 1990'ernes krig på Balkan. Roulund nøjes imidlertid ikke med en anonym og typisk soldat, men vælger sig et særtilfælde som fortæller. Af hans beretning fremgår det, at han som fireårig blev interneret i en koncentrationslejr, hvor han blev adopteret af en barnløs lejrkommandant, som fik hans sorte hår farvet arisk hvidt. Han får tilnavnet Silberknabe, der allerede lyder halvvejs guddommeligt, og hans egentlige opdrager, lejrlægen Ulrich Mutterliebe, tildeler i forbindelse med sin eksperimentelle udforskning af jøders menneskelighed drengen magt over liv og død: Han får lov at skyde sin egen mor. Og derefter sine legekammerater. Først et halvt århundrede senere, i Katmandu, oplever den af gode og onde grunde gennemført ensomme Silberknabe at træde i forhold til et andet menneske. Hans kæreste, den 30 år yngre Beth, ender imidlertid med at forråde ham til den jødiske organisation Retrieve, der vil føre ham til Israel for at fortælle om Mutterliebe.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Risikosamfundet - Grete Roulund i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 12. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477430