Med englene svæver man op i zoner, hvor den rationelle tanke må resignere. I litteraturen har man siden romantikken søgt at nærme sig disse zoner med fantasien som vejleder, og det fantastiske har siden da på én gang betegnet et alternativ til fornuften og en alternativ erkendelse.

For romantikerne førte fantasien ind i en rigere verden end den prosaiske verden, der blev ført til bogs af rationalister og realister. Men det fantastiske blev samtidig forbundet med en skræk, der blev næret af såvel den moderne oplysning som den gamle overtro. I et pionerværk inden for denne litterære strømning, Mary Shelleys Frankenstein (1818, da. 1966), mødes gotik og teknik således i udmalingen af, hvad der sker, når mennesket sætter sig i Guds sted. Siden hen fordelte den gotiske uhygge og det tekniske overmod sig i to genrer, den fantastiske fortælling og science fiction-fortællingen. Men med mulighed for overlapning.

I Det én-dimensionale menneske (1964, da. 1969) advarede ungdomsoprørets guru, Herbert Marcuse, udtrykkeligt mod konsekvenserne af den totalt frigjorte fantasi. Frankenstein var et tidligt eksempel på en sådan fantasi, der havde sluppet forbindelsen til tradition og moral, og advarslen mod at skabe kunstige mennesker er ikke blevet mindre med gensplejsningens syntese mellem fantasi og teknologi.

Den moderne bioteknologi og den uhyggelige alliance mellem fantasi og rationalitet er således behandlet i Dorrit Willumsens Programmeret til kærlighed (1981), i Vibeke Grønfeldts Det fantastiske barn (1982), i Bjarne Reuters En tro kopi (1986), i Nina Bolts Kærlighedens kimære (1987) og i Svend Åge Madsens Genspejlet (1999).

I 1960'erne inspirerede rumkapløbet og truslen om atomkrig forfatterne til at bruge de muligheder, der lå i fantastikken. I 1980'erne var det den accelererende udvikling inden for bioteknologi og computerteknologi, der satte skub i forfatternes eksperimenter med den litterære fantastik. Amerikaneren William Gibsons Neuromancer (1984, da. 1993) skabte en bølge af såkaldt cyberpunk, og herhjemme inspirerede „cyberspace“ flere forfattere til en behandling af „virtual reality“, bl.a. Michael Toubro i Topman (1984), Michael Buchwald i Klædt i kaos (1986) og Peter Dürrfeld i Den virkelige virkelighed (1997).

„Cyberspace“, „virtual reality“, „kloning“ og „gensplejsning“ er alle eksempler på den slags nye ord, som af gode grunde er en afgørende inspiration bag science fiction-forfatternes forsøg på at sætte ord på fremtiden. Men under den futuristiske stil gemmer sig gerne et stærkt ubehag ved den fremtid, der udmales. Niels E. Nielsen (1924-94) skrev fra sin debut i 1953 til sin død flere end 30 romaner, mest science fiction, som udmærkede sig ved at anskue fremtiden under katastrofens synsvinkel, fra atomkrigen i To sole stod op (1961) over miljøkatastrofen i Vagabondernes planet (1970) og gensplejsningskatastrofen i Raslen med nøgler (1988) til verdenskrigen i I sværdenes skygge (1985) – en verdenskrig, hvor datastyrede missiler truer jorden med total ødelæggelse, men hvor det lykkes Data Coordinator, også kaldet Gabriel, at afvende katastrofen.

I 1971 indledte Erwin Neutzsky-Wulff et ord- og omfangsrigt forfatterskab, hvor science fiction indgik i forskellige legeringer med den fantastiske fortælling, i øvrigt op gennem 1980'erne suppleret med en stribe bøger om både computerprogrammering og okkultisme. Til et par af disse romaner, Anno domini (1975) og Havet (1978), udviklede han, som han selv har udtrykt det, komplette sprog med fonetik, alfabet, grammatik og vokabularium, men som i romanen Menneske (1982) er det påfaldende, i hvor høj grad denne sproglige bestræbelse på at træde ud af tid og sted brydes med en døgnaktuel sprogtone. Det hører imidlertid med til karakteristikken af science fiction-litteraturen, at den gerne farver det futuristiske sprog med et sært gammelagtigt sprog, der klinger af såvel Det Gamle Testamente som af førromantikeren James MacPhersons Ossians sange.

I „den fantastiske fortælling“ udtrykker ubehaget ved nutiden sig også i stilen, der er præget af en forkærlighed for arkaiske ord, gotiske kulisser og ciselerede sætninger i en slags lyrisk kancellistil. Linjen her går fra Karen Blixen over Villy Sørensen og videre til Per Højholt og Peter Høeg, der i 1980'erne hver på sin måde bedrev parodi og pastiche på Blixen og andre fantastiske fortællere. To af den nyere danske litteraturs mest excentriske enspændere, Preben Major Sørensen og Bo Reinholdt, har ligefrem specialiseret sig i patineret fantastik og placerer sig hermed på én gang uden for tiden og i midten af de strømninger, der blev karakteristiske for de sidste par tiår før årtusindskiftet. Alt imens Grete Roulund fra 1981 i bog efter bog med alle midler, fra engle til eksotiske dæmoner, skrev sig ind i ondskabens hjerte.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Fantastik og science fiction.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig