Stormagasinet blev introduceret i dansk litteratur af Herman Bang med artiklen „Magasin du Nord“ i Nationaltidendes føljeton Vekslende Themaer i 1880, og Dorrit Willumsen har taget tråden op fra sit store forbillede med gentagne skildringer af forbrugersamfundets modellering af identiteter.

.

Man finder ingen henvisninger til Lasch og konsorter i Dorrit Willumsens forfatterskab, men hendes noveller og romaner kan læses som perfekte eksemplifikationer af tidens kulturkritik. Hun har skildret stormagasinernes syntetiske landskaber på en måde, der flugter med Herbert Marcuses betragtninger over „overflodssamfundet“, hvor tvangen i den autoritære familie viger for markedets og mediernes lige så tvingende lykkeløfter. Hun har beskrevet pudderets og parfumens psykiske effekt i smuk overensstemmelse med Wolfgang Fritz Haugs overvejelser om reklamens og vareæstetikkens magt. Og hun har igen og igen fremstillet familiemønstre med fjerne eller fraværende fædre, helt i pagt med Alexander Mitscherlichs tese om „det faderløse samfund“.

Hvad kendetegner en person? er det stadige spørgsmål i Dorrit Willumsens forfatterskab. På den ene side søger hendes personer perfektionen, på den anden side fortaber de sig selv i en artificiel omverden. Værkerne er tæt befolket med dukker, marionetter, robotter og voksfigurer, og som det antydes af titlen på debut-novellesamlingen Knagen (1965), er identitet noget, der kan tages af og hænges op. I det hele taget præsenterer de fleste bogtitler et univers, hvor det naturlige og det syntetiske indgår problematiske alliancer, jf. fx the, krydderi, acryl, salær, græshopper (1970), Modellen Coppelia (1973), Neonhaven (1976).

Hovedpersonerne i romanen Neonhaven kan næppe kaldes personer. Når de arbejder ved samlebåndet i Humberland, formes deres bevægelser af maskinernes rytme. Og når de morer sig i fritiden, indretter de sig efter reklamens mønstre, hvor et sæbemærke er ensbetydende med en livsstil. „De påtager sig roller. (…) Deres kroppe gør filmstjernernes bevægelser efter. De gør deres følelser efter.“

I Willumsens univers er det et gennemgående træk, at personerne savner en historie og derfor klamrer sig til øjeblikket, ligesom de i deres angst for følelser klamrer sig til udseendet. Det medfører, at kroppen kommer i fokus, men den forbliver et underligt skyggeløst omrids, fordi den ikke træder i kontakt med hverken fortiden eller omverdenen. Nærværet begrænses til det isolerede sanseindtryk og den isolerede sammenligning. Ligesom den kræsne forbruger, der vender og drejer hver enkelt vare, inden den bliver valgt eller vraget, vender og drejer Willumsen sine iagttagelser, inden de prikkes ud i syleskarpe billeder. I Glemslens forår (1988) bærer en af novellerne titlen „Lakstykker“, og billederne er netop som sådanne lakstykker, hvor japanske spisepinde fx sammenlignes med „et elegant hejrenæb, der holder så let om fisken og risen“.

Willumsen tegner gerne den fagre nye verden med streger kendt fra science fiction-genren, særlig tydeligt i Programmeret til kærlighed (1981), men allerede i Knagen antyder hun den kontrast, der ligger i et historisk perspektiv: Hovedpersonen i novellen „Tingene“ drømmer således om at sidde i et stort, lydisoleret rum „med den franske revolution på knæene.“

Mens sæbereklamerne tegner fremtiden, trækker slægten linjer tilbage til fortiden, og de sterile science fiction-verdener står ikke alene i Dorrit Willumsens forfatterskab. Hun er vokset op på Nørrebro i København med sin mor, sin morfar og et helt kvarter af farverige personer, hvor kvinderne fx kunne lægge en pude i vindueskarmen for at sidde mageligt, når de hængende ud af vinduet talte „ballader“. Stof fra denne barndom har inspireret romanerne Da (1968) og Suk hjerte (1986).

I Da fortælles, hvordan faderen, der forlader familien, forvandles til „en lysende fjern skikkelse“, ligesom der fortælles om morfaderen, der nok kalder skamfølelser frem i barnet, men som også omfattes med den dybeste kærlighed. Han skildres som en personlighed fra en tid, da folk vidste, hvad de havde at rette sig efter.

Den idealiserede far og den idealiserede tid, da folk vidste, hvad de havde at rette sig efter, er temaer, der også vendes i Marie. En roman om Marie Tussauds liv (1983), Willumsens bidrag til 1980'ernes strøm af biografisk-historiske romaner. Marie Tussaud var skaberen af det berømte vokskabinet i London, men som titlen antyder, veksles der mellem romanens intime indlevelse i „Maries“ liv og biografiens saglige fremstilling af Marie Tussauds liv. Man følger Marie Tussaud, fra hun som 5-årig, i 1767, med sin mor rejser fra Bern til Paris, til hun i 1850 i London gør sit livs regnskab op. Undervejs følger man hendes arbejde ved Ludvig 16.s hof, hendes oplevelse af revolutionen, hendes ægteskab og hendes afsked med manden for at vinde berømmelse som kunstner og selverhvervende kvinde i London.

Maries far har forladt familien, og hans fravær sætter romanen i gang. Da den lille Marie med sin mor rejser til Paris, siger hun: „Hvis min far havde levet, havde det ikke været nødvendigt.“ Som faderen er fraværende, er Marie selv fraværende. Ankommet til Ludvig 16.s hof i Versailles møder hun „sit eget forvirrede blik i et spejl“, men „ved ikke, om hun har nejet for sit eget billede.“ For hoffet er identiteten ikke et problem. „Vi tilhører ikke os selv – vores liv tilhører folket“, siger kronprinsen. Men for Marie er identiteten et problem, og hun drømmer om at kunne forme sit liv eller bare en enkelt dag „efter sin egen vilje“.

I arbejdet med voksfigurerne kan Marie udfolde sin vilje. Man kan sige, at hun bogstavelig talt har historien i sin hule hånd. Hun vinder berømmelse gennem sin evne til at genskabe det franske aristokrati, også efter at guillotinen under revolutionen begynder at skille hovederne fra kroppene, og hun opnår international berømmelse, da hun fra 1802 gør en forretning af sin kunnen på det ekspanderende engelske marked for shows. Men alligevel må hun hen imod romanens slutning konstatere, at hendes eget liv kun er „brudflader og små skarpe splinter,“ og romanen bekræfter gennem sin form denne konstatering: den er springende, opbygget omkring tableauer ligesom en udstilling i et vokskabinet.

Livet ved det franske hof er skildret, som var det en marionet-forestilling. Det er yndefuldt, domineret af en perfekt balance mellem den synlige verden og den skjulte verden, hvor der trækkes i trådene. Med borgerskabets revolution forsvinder denne balance, og i den nye verden må enhver ligesom Marie Tussaud skabe sig selv på et marked, hvor forholdet mellem udbud og efterspørgsel betyder permanent ubalance.

Med Marie skete der et omslag i Willumsens forfatterskab. I stedet for nutids- og fremtidsskildringer opdyrkede hun det lange historiske perspektiv. Mens Klædt i purpur (1990), Bang (1996) og Bruden fra Gent (2003) er biografisk-historiske romaner, henholdsvis om den byzantinske kejserinde Theodora, forfatteren Herman Bang og den danske dronning Elisabeth fra 1500-tallet, er Suk hjerte (1986) en slægtsroman, hvor det tyvende århundredes Danmarkshistorie prikkes ud gennem fire generationer.

Første generation fra århundredets begyndelse er det proletariske par Cathrine og Edward, hun med rottebid på næsen, han med tatovering på armen. Anden generation er deres datter Elsebeth, der med pianisten Henry rykker op i småborgerskabet og ud af al den sikkerhed, som traditionen kan give. Tredje generation er deres datter, krigsbarnet Alice, der vokser op hos sin mormor og morfar, hvorfra hun vokser videre ind i det, hun kalder egerngenerationen, 1960'ernes forkælede forbrugere, der kun holder sammen i parringstiden, fordi de ellers er for aggressive. Endelig repræsenteres fjerde generation af de to døtre Eva og Maria, som Alice får med sin grandfætter Lars.

„Suk hjerte, men brist ikke“ er den livsvisdom, som fra den proletariske Cathrine fragtes videre gennem generationerne, men reelt brister det ene liv efter det andet. Den småborgerlige Elsebeth føler således „næsten fysisk, at hendes verden er brækket over i to stykker“, og Alice opdager, at husene i hendes barndoms kvarter er revet ned, og at det er „som om alt har revet sig løs og er fløjet bort.“ Også i denne roman, der som slægtsroman har kontinuiteten indskrevet i sit forløb, bemærker man Willumsens stadige og stædige fiksering ved ting, der flænges, splintres, sønderrives. Og de enkelte kapitler fremstår som løsrevne stumper af slægtens historie, helt anderledes end de lange episke stræk i Kirsten Thorups slægtshistoriske romaner fra og om samme tid.

Men et af romanens mange skarpt sansede billeder sammenbinder, da det kommer til stykket, dvs. til slutningen, romanen og slægten. I første kapitel skildres Cathrines og Edwards bryllup gennem tjenestepigen Elwiras fremstilling af en bryllupsislagkage med et miniaturepar af sukker i midten. Elwira fantaserer om tynde isnåle, der knuses mellem gæsternes tænder, men trods dette billede på tilintetgørelse dukker kagen op igen i slutningen, da oldebarnet Eva, som ellers har lagt total afstand til sin familie, ser sin mor og far og kommer til at tænke på et par bitte små figurer anbragt på en is eller kage, og tanken knytter pludselig trådene sammen: „Der er noget på én gang komisk og smukt ved dem. Og jeg kan ikke holde ud at se dem forsvinde.“

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Marionet eller voksdukke - Dorrit Willumsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig