Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Feber og frigørelse - Henrik Stangerup

Oprindelig forfatter MZer

Den frie personligheds udfoldelse er det tema, som Henrik Stangerup kredser om i sit forfatterskab, men en personlighed, der går i kredsløb omkring sig selv, fordi omverdenen blokerer for den frie udfoldelse. I forfatterskabets første, meget selvbiografiske bøger, fra Slangen i brystet (1969) til Fjenden i forkøbet (1978), er det kun sjæleoptrævling og selvødelæggelse, der tillader personlighederne en art bagvendt selvudfoldelse. Selv har Stangerup kaldt den sidstnævnte roman et „primalskrig“.

I 1980'erne indleder Stangerup imidlertid en ny fase i sit forfatterskab. Med Vejen til Lagoa Santa (1981) – en roman om naturvidenskabsmanden P.W. Lund – flytter han perspektivet fra det selvbiografiske til det biografiske, og denne linje følger han op i Det er svært at dø i Dieppe (1985), der handler om litteraten P.L. Møller, og i Broder Jacob (1991), der handler om franciskanermunken Jacob, som viser sig at være kong Christian 2.s bror. Tilsammen illustrerer de tre romaner Søren Kierkegaards sondring mellem det æstetiske, det etiske og det religiøse stadium, og hver på sin måde viser etikeren P.W. Lund og den troende broder Jacob en vej ud af Stangerups jeg-krise.

P.W. Lund, som var beslægtet med Søren Kierkegaard og samtidig med Charles Darwin, er udstyret med såvel en fortid, der kaster en skygge over hans liv, som med et projekt, der giver retning til hans liv, og det sikrer ham en identitet og individualitet, som kun kortvarigt, under et karneval med tilhørende kødelige fristelser, kommer i indre krise. Ondskaben hos forfaderen Markvor Lund, der myrdede sin kone og førte sin familie ud af adelen, er den skygge, der hviler over familien. Og den sikre tro på, at Gud har nedlagt en plan i sit skaberværk, er den kraft, som holder Lund oppe i hans naturvidenskabelige studier ude i det brasilianske vildnis. Hans egen sikre individualitet er kun en refleks af den individualisering, han ser som en altgennemtrængende naturlov: „Naturen er individualisering og individualisering fører mod sammenhæng og midte!“ Allerede de opadstræbende krystaller frigør sig fra tyngdeloven, plantelivet og dyrelivet betegner nye trin op ad frigørelsens stige, og øverst står mennesket, der træder ind i frihedens rige, hvor man for første gang på Jordens overflade hører ordet jeg – og „med dette Ord er Separationsprocessen mellem Individet og Omverdenen underskrevet og forseglet.“

Annonce

 Vejen til Lagoa Santa var en af de romaner, der bidrog til at gøre Henrik Stangerup til et navn også uden for Danmarks grænser. Her er han fotograferet i 1989 med en række af oversættelserne.

Vejen til Lagoa Santa var en af de romaner, der bidrog til at gøre Henrik Stangerup til et navn også uden for Danmarks grænser. Her er han fotograferet i 1989 med en række af oversættelserne.

De politiske massebevægelser, som Lund møder i både Danmark og Brasilien, fylder ham med ubehag, fordi de netop forråder dette individualitetsprincip. Men det er samme princip, der danner baggrund for hans stadige interesse for omverdenen. Han samler ikke på sjælerørelser, men på fossiler og iagttagelser. Omverdenen er ikke en fjendtlig magt, men et fortroligt medium for personlighedens frie udfoldelse. Lund tænker ordet „Jeg!“, og straks forstår stenene ham, træerne nikker til ham, hundene ser på ham, og „Skyerne hilser ham, som er han næsten deres ligemand.“

Undervejs gennem romanen fornemmes en let naiviserende tone, og man aner, at Stangerup ikke helhjertet kan spejle sig i sin hovedperson. Romanen slutter med en gigantisk fest i anledning af hans død, og da man løber tør for papir til fyrværkeriet, er Lunds store bibliotek heldigvis lige for hånden: Linné, Cuvier, Humboldt, Ørsted, Darwin – „alle bliver de til en regn af stjernestøv der fra den mørke tropehimmel siger farvel til Doktoren.“

Stangerups næste roman, Det er svært at dø i Dieppe, bruger litteraturkritikeren P.L. Møller som et spejl for den splittelse, som Stangerup havde kredset om i sine selvbiografiske romaner. Når P.L. Møller pines af ormen i brystet, er det selvfølgelig et ekko fra Slangen i brystet, og i Møllers kombination af foragt for de småborgerlige danskere og fortærende selvforagt over at befinde sig i de selvsamme danskeres selskab genkender man Stangerups egen position over det danske miljø. Romanen følger Møller tæt fra hans opvækst i Jylland over hans studieår i 1830'ernes København, den litterære indsats i 1840'erne, indtil han i 1847 drager til Berlin og i 1851 videre til Paris, hvor han får mulighed for at tage pulsen på tidens mest avancerede strømninger, men hvor han også efterhånden skriver sig ud af samfundet og ind i galskaben.

Romanen indledes og afsluttes med Møllers sidste tid i Dieppe i Normandiet, hvor galskaben slår ud i lys lue, da han råbende, skrigende og næsten nøgen løber rundt i havnen. Den nøgne krop er på flere måder en nøgle til romanens personskildring. Møller drømmer om en helt ny litteratur, „en ny roman“, der er så realistisk, at mus og rotter springer ud af teksten og „bider læserens finger til blods“, men også inden for romanen fungerer kroppen som en slags virkelighedsgaranti: Bræk, kvalme, rifter, rødmen, savl og sår er nogle af de genkommende kropslige tegn på, at her er det selve virkeligheden, der er på tale, og ordene selv bliver til krop, når de fx sammenlignes med bylder i halsen eller knust glas i ganen. Møllers egne feberhede tanker om ordene flugter med romanens flamboyante sprog: „ord der lyder, synger, truer, lokker, kvæler, kæler, danser; ord der trommer i blodet og løber som feber og ild gennem sindets savanne.“

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Feber og frigørelse - Henrik Stangerup i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477423