Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den biografiske model

Oprindelig forfatter Redaktionen

Med Marie begav Dorrit Willumsen sig ind på et marked, der boomede af biografier, i øvrigt helst biografier med emne i 1800-tallet. Peer Hultberg skrev om Chopin og Dorrit Willumsen om Marie Tussaud, men ellers stod der dansk guldalder hen over den nye strømning. Henrik Stangerup om naturvidenskabsmanden P.W. Lund og litteraten P.L. Møller, Anne Marie Ejrnæs om Thomasine Gyllembourg, Ebbe Kløvedal Reich om N.F.S. Grundtvig, Vagn Predbjørn Jensen om Carsten Hauch, Bodil Wamberg om Johanne Luise Heiberg. Hertil kom så Maria Helleberg med en hel dronningerække af historiske kvindeskikkelser fra Kassandra til Johanne Luise Heiberg, og Juliane Preisler med endnu en bog om Marie Grubbe, denne skikkelse, som siden Ludvig Holberg – med bl.a. Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen og J.P. Jacobsen – er blevet en jævnlig tilbagevendende del af den danske litteraturhistorie. Som det fremgår, domineredes den biografiske roman af kvindelige forfattere (og læsere). Til de nævnte kan føjes Helle Stangerup om kongedatteren Christine i 1500-tallet og Mette Winge om „skriverjomfruen“ Charlotte Dorothea Biehl i 1700-tallet.

Denne strøm af biografisk-historiske romaner gik fuldkommen på tværs af den skepsis over for det biografiske, som var formuleret af de forfattere, der med Svend Åge Madsen anskuede litteraturen som skrift og ikke som et spejl. Sarkastisk noterede Per Højholt i „Skæbner er blevet en mangelvare“, et essay i Bogens Verden (1985), at „Der er noget lækkert ved et levnedsløb“, nemlig det, at „kun en person tillægges betydning, og man får slutningen med og dermed en fuldbyrdet skæbne at forholde sig til og i al uforpligtethed at huske.“ Men lækre som de er, er der noget helt utidssvarende i disse biografier, tilføjer Højholt. Det moderne liv er alt for hurtigt og alt for travlt til, at man gradvis kan opbygge en skæbne, sådan som biografierne postulerer. At skrive og at læse biografier er at undvige nuet. Altså eskapisme.

Og snobberi, reduktion af historien til „picnic og modejournal og damebladstof“, tilføjede Jørgen Sonne, der i tidsskriftet Fredag i anledning af bl.a. Helle Stangerups Christine (1985) stillede spørgsmålet: „Hvorfor historiske romaner?“ For læserne var svaret enkelt: De biografiske romaner har altid haft et stort publikum. Men for mange forfattere og kritikere var biografismen en reaktionær strømning, og i 1980'ernes boom for romanbiografier så de et ynkeligt tilbagetog til fortiden.

Annonce

Den bølge af biografier, som i 1980'erne skyllede over boghandlernes diske, afspejlede et behov for at koncentrere sig om personen frem for samfundet. „Samfundet eksisterer ikke“, erklærede Margaret Thatcher, der sammen med Ronald Reagan stod i spidsen for et sporskifte i den vestlige verdens økonomi og politik, og der var en kerne af sandhed i det provokerende udsagn. Samtidsiagttagere begyndte at skrive om „det personlige samfund“. I politikken dominerede nu den personlige indfaldsvinkel over tilhørsforholdet til en bestemt samfundsklasse. I samfundslivet rykkede personligheden ind i centrum i samme grad, som de store fabrikker blev nedlagt. I arbejdslivet flyttedes vægten fra topstyring til fokus på den enkelte medarbejders engagement og omstillingsevne. I medierne blev personligheden alfa og omega. I dagliglivet blev familie og andre fællesskaber et resultat af personlige valg. Og punk, piercing og plastikkirurgi viste, at selv kroppen var blevet en scene for personlige valg.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Den biografiske model i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 19. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477422