Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Abens poetik - Peter Høeg

Oprindelig forfatter MZer

I Efterskrift til Rosens navn (1984, da. 1985) skriver Umberto Eco, at „om post-modernismen er næsten alt allerede sagt fra begyndelsen“. I 1980'ernes debat om postmodernisme blev det nærmest en kliché, at alt var kliché, at alt var kopier af kopier, at alt var „simulakrer“, som det formuleredes af modefilosoffen Jean Baudrillard. Hvis man ikke kunne skrive nyt, kunne man skrive sig ind i traditionen, og også i Danmark blev en af tidens mest opsigtsvækkende forfattere en mester i pastichens kunst. I Fortællinger om natten (1990) læser man således i fortællingen „Spejlbillede af en ung mand i balance“: „Vi kan ikke sige eller gøre noget, der ikke er sagt eller gjort før. Det er ikke kun når vi taler, at vi gentager os selv og andre. Også vore handlinger er klichéer.“

Fortællinger om natten afslører, at Peter Høeg (f. 1957) ligesom Højholt stod i en til bankerot grænsende gæld til Karen Blixen. Personer og situationer er løftet direkte fra Blixens fortællinger over i Høegs fortællinger, og stilleje og sætningsbygning er udformet, så man hører den gamle storytellerske for sit indre øre. Men titlen på en fortælling som „Rejse ind i et mørkt hjerte“ afslører, at der også er andre forbilleder, i dette tilfælde Joseph Conrad, forfatteren til Mørkets hjerte (1902, da. 1956). Fortællingerne er, som der står i forordet, „fælles om en dato og et motiv“, nemlig kærligheden og dens betingelser den 29. marts 1929, og pastichen føjes dermed ind i et stort historisk resonansrum, hvor der panoreres fra Wall Street-krakket i 1929 til følelsernes krakelering i den vesterlandske kultur. Når Peter Høeg eftergør hovedværker i den vesterlandske kultur, er det for så meget desto effektivere at gøre det af med denne kultur.

 Peter Høeg i 1993, da han udsendte sin roman De måske egnede. Den blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Den stille pige, der efter ti års udgivelsespause kom i 2006, bærer stærkt præg af forfatterens spirituelle træning på det Vækstcenter i Vestjylland, hvor han lever sit liv.

Peter Høeg i 1993, da han udsendte sin roman De måske egnede. Den blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Den stille pige, der efter ti års udgivelsespause kom i 2006, bærer stærkt præg af forfatterens spirituelle træning på det Vækstcenter i Vestjylland, hvor han lever sit liv.

Et andet forbillede for Høeg var Gabriel García Márquez, og her var han på linje med Hans-Jørgen Nielsen, der i essayet „Episk, mytisk“ (1982) berettede, hvordan han gennem dennes blomstrende epik havde fået øje for, at man ikke bare fortæller om verden, men „fortæller verden“; at selve fortælle-akten giver verden en fortalt form; at den manglende vilje til at komme til sagen netop er en del af sagen.

Annonce

García Márquez mente ligesom andre af tidens store latinamerikanske forfattere, at de med deres „magiske realisme“ kunne trække på en større og rigere virkelighed end den, man fandt i den europæiske romantradition, der var fanget i små, private skæbner og formuleret ud fra en firkantet fornuft. Den modstilling afskrækkede imidlertid ikke de europæiske forfattere, der som Høeg solidariserede sig med „den tredje verden“. Allerede i titlen på debutromanen Forestilling om det tyvende århundrede (1988), kan man høre et ekko af García Márquez' Hundrede års ensomhed (1967, da. 1969), og forbilledets Macondo tjener tydeligvis som model for Høegs skildring af Mørkhøj, hvor tiden er sat i stå. Titlen antyder også, at romanen er udformet som en teater- eller cirkusforestilling, hvor århundredet passerer revy, med fortælleren i rollen som alvidende sprechstallmeister. Selv om romanen er et stort anlagt opgør med alle de myter, der legitimerer magten i det danske og det vesterlandske samfund, placerer fortælleren sig som en magtfuldkommen stemme, der fælder dom på dom over drømmene om penge, uskyld, renlighed, fornuft, kærlighed – og magtfuldkommenhed. Han koketterer på romanens sidste side med, at vi læsere må kalde ham Mads, men selvironien kan ikke skjule, at Høeg har givet den alvidende fortæller al hans gamle autoritet igen.

I moderne dansk litteratur er Grønland mytens foretrukne hjemsted, og med Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992), der blev en international bestseller, skrev Peter Høeg sig ind i denne tradition, der tæller forløbere som Jørn Riel og Vagn Lundbye. Som titlen antyder, og som det videre forløb demonstrerer, står myten med dens fornemmelser langt over videnskaben med dens forklaringer.

Frøken Smilla er halvt dansk, halvt grønlandsk, og efter det mystiske mord på en lille grønlandsk dreng mobiliserer hun hele sin mytiske indsigt mod de danske kolonisatorer, der med vold og videnskab vil underlægge sig den grønlandske undergrund. Kampen mod kryolitselskabet kulminerer i den tredje og sidste del af romanen, hvor Smilla „under cover“ tager med på den videnskabelige ekspedition til Gela Alta, hvis mål er at hjembringe en gigantisk meteor, 50 tons, reelt selve moder jord. Da de ankommer til den enorme, nedsmeltede gletsjerhule, som med sin mindst 15 meter høje hvælving ligner en kirke, opdager de, at meteoren er omringet af Polarormen, ligesom jorden i den nordiske mytologi er omringet af Midgårdsormen. At hjemføre meteoren og den mytiske orm vil sikre ekspeditionen penge og berømmelse, men ifølge Smilla kan et sådant indgreb også føre til Jordens undergang.

Opgøret med den ødelæggende vesterlandske rationalitet førte Peter Høeg videre i de to følgende romaner. De måske egnede (1993) er en undsigelse af skolen med dens dyrkelse af den lineære tid. Der er grænser for, hvor langt man „med tidsinstrumentet“ kan presse den menneskelige natur, erklærer det fortællende jeg, der bærer navnet Peter Høeg, og det betyder jo omvendt, at naturen er det bedste svar på kulturens ubehag. Hvordan dette svar kunne tage sig ud, fremstilledes derefter i Kvinden og aben (1996), som netop skildrer det kærlighedsforhold mellem en kvinde og en abe, som fører til undfangelse af en engel.

Efter Kvinden og aben skulle der gå ikke mindre end ti år, inden den læsende offentlighed igen hørte nyt fra Peter Høeg. I 2006 udkom romanen Den stille pige, hvis omslagstegning af et øre uundgåeligt måtte lede tanken hen på Per Højholts Auricula, og ligesom Højholt tager Høeg da også udgangspunkt i en undtagelsestilstand: en stilhed, der for en stund sløjfer den eksisterende virkelighed. Men mens Højholts „løsører“ formår at lytte sig ind på den virkelighed, som skabes af den kunstneriske avantgarde fra Marcel Duchamp og Erik Satie til Kafka og Borges, kan Høegs Kasper Krone lytte sig ind på stemninger, herunder den toneart, som „FruHerre har stemt ethvert menneske i“, og det er i næsten alle tilfælde den klassiske musik, han hører, især Bach. Hvor Højholts yndlingsord om de altid lystne ører er et lykkeligt medlevende „forvorpen“, er Høegs yndlingsord „spirituel“, og Den stille pige er noget så særpræget som en traktat om det spirituelle udformet som en thriller med alt, hvad dertil hører af action, cliff hangers og wise cracks.

I modsætning til Højholts roman med dens løse, pikareske struktur er Høegs roman båret af et stramt kontrolleret plot, hvor cirkusklovnen Kasper Krone med den usædvanlige hørelse vikles ind i en intrige, der omfatter et jordskælv, en oversvømmelse, en bortførelse og jagten på bortførerne. En pige, som også er udstyret med en overnaturligt god hørelse, bortføres, og under jagten på bortførerne opdager Kasper Krone, at de har udnyttet børnenes overnaturlige evner til at score milliardgevinster på det jordskælv, som sætter store dele af København under vand.

Den stærkt kulørte handling, der også involverer et nonnekloster, den russiske kirke i Bredgade og en benløs chauffør, giver løbende Kasper Krone anledning til at fremføre livsvisdom hentet fra Østens mystikere, Mester Eckhart, Rudolf Steiner, C.G. Jung og Martinus, og bagom berømte klovner som Grock, Charlie Rivel og Oleg Popov identificerer han sig da også med „guds klovn“, Frans af Assisi. Efter bogens sidste punktum retter Peter Høeg en tak til blandt andre Jes Bertelsen, og de spirituelle øvelser i Den stille pige viser, at han under de ti års skrivepause har hengivet sig til intensiv åndelig træning på dennes vækstcenter i Nørre Snede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Abens poetik - Peter Høeg i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477417