• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mellem parodi og pastiche

Oprindelig forfatter MZer

„Tressernes karneval er pludselig forbi“, konstaterer fortælleren trist i Hans-Jørgen Nielsens Fodboldenglen, men lige så pludseligt vendte det tilbage, endda med fuld musik. Forfattere og litteraturforskere begyndte at tale om karneval og latterkultur, og Svend Åge Madsen opfandt en hel slægt, hvis efternavn, Laveran, antydede dens nære forbindelse til karneval, især når den i fornavnet bar initialet K. Op gennem 1980'erne satte et gigantisk pinsekarneval København på den anden ende, men inspirationen til det litterære karneval kom fra den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin, der havde vist, hvordan karnevallet siden antikken havde befrugtet litteraturen med sine billeder af den groteske krop og den livgivende latter.

Poul Vads Kattens anatomi (1978) og Jens Smærup Sørensens Mit danske kød (1981) var de første og største eksempler på det litterære karneval, men Per Højholt fulgte hurtigt efter med en stribe parodier på den klassiske fortælling, og litteraturforskerne kunne fra 1981 muntre sig i et nyt tidsskrift kaldet Karneval.

Litterært kan karnevallet ytre sig på mange måder, men den grundlæggende genre er parodien. I en artikel om „Post-modernismen og den sene kapitalismes kulturelle logik“ (1985) skrev den amerikanske litteraturforsker Fredric Jameson imidlertid, at parodien var på vej til at overlade scenen til en beslægtet, men alligevel meget anderledes genre, pastichen. Fælles for de to genrer er, at de er afledte, at de efterligner, at de er en slags litterære masker, men mens parodien har et satirisk motiv, er pastichen uden bagtanker, tømt for latter, men også uden forestillinger om en normalitet, som det abnorme sprog kan måles imod. I 1980'ernes danske litteratur vedblev parodien dog at indtage en fremskudt position.

Annonce

Allerede i 1970'erne begyndte Ebbe Kløvedal Reich at skrive historiske romaner i B.S. Ingemanns og Carit Etlars manér, ligesom folkemindeforskeren Eske K. Mathiesen (f. 1944) begyndte at skrive almanakhistorier. Og i 1980'erne fulgtes de af en række danske forfattere, der begyndte at udfolde sig i det register, hvor parodien er den ene og pastichen den anden pol. Dan Turèll indledte med Mord i mørket (1981) en serie københavnske pasticher på den hårdkogte amerikanske krimi. Henrik Nordbrandt tog ferie fra lyrikken med agentromanen Finckelsteins blodige bazar (1983), Jens-Martin Eriksen skrev western-fortællinger i Entusiastiske historier (1987), Inge Eriksen markerede sig med både sørøverromanen Silkehavet (1981), føljetonromanen Amanda Screamers begær (1982) og science fiction-serien Rummet uden tid (1983-89), Henrik Bjelke parodierede den klassiske udviklingsroman i Togplan for Otto (1990), og Peer Hultberg bevægede sig i romaner som Requiem (1985) og Byen og verden (1992) suverænt mellem parodi og pastiche.

Umberto Eco brugte sin egen roman Rosens navn (1980, da. 1985) som et eksempel på sammenhængen mellem postmodernisme og pastiche. Herhjemme måtte Carsten Jensen gribe til botanikken for at karakterisere den nye trend i litteraturen. I essayet „Litteratur med luftrødder“ fra 1990, trykt i Fredag, sammenlignede han 1980'ernes prosaforfattere med „epifytter“, dvs. sådanne regnskovsvækster, der suger næring af luften. Som litterære epifytter havde de hverken rødder i Nationen eller i Historien, men kunne fra denne mærkelige position frit tilegne sig forbilleder fra andre tider og steder. Jens-Martin Eriksens husguder var desperadoer som Louis-Ferdinand Céline og Charles Bukowski. Jens Christian Grøndahl lagde sig i sporene efter Claude Simon og Alain Robbe-Grillet. Og Peter Høeg, der ligefrem er blevet tilskrevet en „abens poetik“, skrev op imod forfattere som Karen Blixen, Alistair MacLean og Gabriel García Márquez.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Zerlang: Mellem parodi og pastiche i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477415