Positioner - Robert Corydon og Uffe Harder

Konfrontationsmodernismen var åbenlyst provokerende tale, som kunne få aviserne til at snuble i deres egen tryksværte, som Ørnsbo formulerer det i „Til minde om en tid“. Men der var andre stemmer i det modernistiske kor end de to kioskbaskeres. Robert Corydon (1924-84) er med til at løbe den modernistiske digtning i gang. Han griber bag om Heretica og skriver med „Kinesisk pensel“ og „Havlinie“ (1955) skarpt sansede naturdigte i stil med Gustaf Munch-Petersens stærkt stiliserede motiver fra 1930. I „Morgen-slagtning“ (1961) forbinder han sig direkte med den unge Johannes V. Jensens ekspressive sensualisme fra Kongens Fald, og så er der ellers stærke mindelser om imagisten Ezra Pound. I „Ode til en stil“ fra samlingen Fragtbrevet (1961) taler han om „materialernes demokratisering“ og mener hermed, at alt lige fra en skraldekasse til „skovens kølige tempelkældre“ kan gøres til lyriske billeder. Ørnsbo har bidraget til denne kontroversielle skraldespandslitteratur, mens Corydon selv anvender affaldet i mere sparsomme mængder. Men lyrikken deler her materiale med billedkunstnerne, som fx Robert Jacobsen, der greb ud efter skrottet for at sammensætte det i nye overraskende figurationer.

Corydon reaktiverer modernistiske ansatser hos forgængerne mere, end han egentlig fornyer og originalt forvandler litteraturen. Det samme gælder Uffe Harder (1930-2002), hvis digtning rummer en række ansatser, som andre – bl.a. Henrik Nordbrandt – senere tager op i mere kunstnerisk vellykket form. Men det er ham, der med titler som Sprængte Diger (1954), Udsigter (1960) og Positioner (1964) er blandt de første til at artikulere det spæde opbrud. De gamle grænser forgår, og derefter gælder det om at orientere sig i en ny og anderledes verden. Efter traditionernes fald og virkelighedsfornemmelsens opløsning opstår behovet for at positionere sig og „fastlægge et punkt / man kan gå ud fra“, nu hvor „Temperaturen er faldet / alt og intet kan ses i øjnene / oprydningen kan påbegyndes“ – som det hedder i digtet „Position“ fra 1964.

Med T.S. Eliot'ske kompositionsprincipper, hvor disparate fragmenter står uformidlede side om side, og med surrealistiske billedassociationer, der ikke først og fremmest refererer til en ydre verden, men i et frit flow mellem virkelighedsplaner konstruerer en særverden, skaber Harder sine digte som en slags alternativer til den rationelle verden. Harder tror på poesiens evne til at give en momentan virkelighedsfornemmelse og en følelse af sand og udelt væren i en verden, som ellers opleves som splittet og uvirkelig. Som modernismens førstemand Charles Baudelaire dyrker han storbyen som motiv, da netop den sætter både fremmedgørelsen og de menneskelige muligheder i relief. Storby, modernitet og modernisme er nært sammenhængende begreber, men dertil føjer sig også rejsen, som Harder dyrker, når han bevæger sig ind i den sydeuropæiske verden i sine digte. Rejsen bliver ved siden af storbyen et af modernisternes centrale motiver. I og med den sker der territoriale landvindinger, som bliver omsat poetisk i bevidsthedsudvidelser og selverkendelser. Johannes V. Jensen og Tom Kristensen havde vist vejen til Østen som både geografisk og psykisk verdensdel; Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig fra den lidt ældre generation havde allerede været ude i Europa, og for den generation, der tog ordet i 50'erne, var rejsen blevet en selvfølgelighed. Man måtte og kunne komme ud, og man gjorde det. Man lod Frank Jægers danske Sidenius-figur tilbage i Esbjerg for selv at vende sig ud mod den store verden.