Modernisme med et menneskeligt ansigt - Jørgen Gustava Brandt og Cecil Bødker

I den mest rabiate form for moderne kunst kan man tale om, at mennesket som en særlig værdifuld individualitet er fordrevet. Man ser det umiddelbart i den abstrakte billedkunst, hvor det genkendelige menneskelige motiv er borte til fordel for den blotte farve, linje og form – fx i Richard Mortensens malerier i 1950'erne og 60'erne. Og så ser man ansatser til det i dansk digtning med Harald Landt Mombergs lyddigte fra 1920'erne og nogle af Rudolf Broby-Johansens ekspressionistiske digte fra 1922.

Men nogen konsekvent dyrkelse af det absolutte digt skal man frem til midten af 1960'erne for at finde. Det skyldes blandt andet, at et kristent-humanistisk menneskesyn stadig hang ved og gjorde sig gældende på trods af enhver tomheds- og intethedserfaring.

Hos Jørgen Gustava Brandt (1929-2006), der allerede debuterede i 1949, og som først var nært knyttet til hereticanerne og dernæst til 60'ermodernisterne, er det således klart fra begyndelsen, at der trods værdiernes krise findes en guddommelig dimension i liv og kunst.

Man ser det i stærkt koncentrat i digtet „Advent“ fra 1957:

En solsort fløj fra en nøgen våd gren.Grenen vipper dødt.Rækker af tomme bænke –Juleaften.

Titlen „advent“ dufter lidt af lavendler og hengemt Heretica, men Brandt giver begrebet nyt liv, fordi det både er præget af en nøgtern illusionsløshed og trods alt udtrykker det håb, der forbindes med julen. Mens man hos Malinowski og Ørnsbo mærker, hvordan de skuffede idealister – med Johannes V. Jensens ord – forholder jorden deres arme taknemmelighed, så er der både accept og lovsang i Brandts digtning. Det bliver især tydeligt, når man læser hans samlede værk retrospektivt ud fra salmerne i Giv dagen dit lys (1986). Her er der ikke tale om regelret og konfessionel kristendom, men om en mystisk-religiøs følelse over for skabelsesunderet. Med evangelisk glæde kan denne følelse forkyndes i salmerne, mens den i digtsamlingerne fra 1960'ernes første halvdel kommer mere indirekte til udtryk og under større pres af den fremherskende krisebevidsthed.

I 1960 toner Brandt frem med samlingen Fragment af i morgen. „Mellem umage sætstykker / flakker de slægtløse børn nu frysende om“, lyder hans beskrivelse af situationen. Men der er et svar på uvirkelighedsfølelsen og fornemmelsens af rodløshed, for der findes en kærlighed, som kan holde sammen på de splittede lemmer: „Kun ved din kærligheds vilje / og troskab / bestaar alt elsket her.“ Det er muligt at få samling på sig selv ved at anerkende sig selv som den, man i og med sin fortid er. Erindringen spiller derfor en væsentlig rolle i Brandts digte. Ikke fordi den leder til de smertelige og traumatiske steder i ens psyke, men fordi den skaber kontinuitet og forbinder før og nu. Erindringen og artikulationen af den gør individet tydeligt og konkret: „Du staar i dagen. / Giv dagen dit lys“, som det allerede lyder i 1960, men i langt mere kompliceret form end senere hen.

Brandts digte bevæger sig derud, hvor realiteten i form af amagerkanske strandenge og københavnske storbygader bliver surreel, og hvor dagligsproget går af led. Formelt strækker digtene sig fra de prægnante haikuagtige kortdigte til de lange og sammensatte digtsuiter. Den syntaktiske orden erstattes af rytme, ekstatiske udbrud og visionære syner. Med synerne indskriver det lyriske jeg sig både i naturens og kulturens fællesskab. I sine digte lader Brandt menneske møde menneske, ansigt til ansigt, i den nære afstands erkendelse af identitet og forskel.

Død og intethed er det stadige vilkår og nullet den værdi, hvorfra alt tager sin begyndelse, som det ses i „Pragtfulde dag, min søn“ fra Janushoved (1962). Men mellem begyndelsen og slutningen er livet. I digtet bydes den nyfødte velkommen til den verden, som allerede er til stede på godt og ondt. Som nyfødt er hans værdi endnu „i pari nul“, men hans liv er fuld af eventyrlige muligheder, fuld af „soltårer“ i „de bevægede rum af intet, latteren, slagger og ild“. Brandt fylder og lader sig fylde af universets energi, og da ungdomsoprøret sidst i 1960'erne tager fart, kan han i modsætning til Malinowski ubesværet tage del i den berusende livsfølelse, sådan som han har skildret det med euforisk opbrudsstemning i det lille vaudeville-lette prosastykke „Forårsluft“ (1968) om en lykkelig dag i Kongens Have.

Den religiøse og kosmiske prægning af modernismen, som Brandt står for, er han ikke ene om. Man kan tale om en tendens, som i dansk digtning rækker tilbage til Jens August Schades kosmiske erotik i Jordens Ansigt (1932), over Ole Sarvig og Thorkild Bjørnvig og frem til lyrikere som Cecil Bødker og Inger Christensen. Cecil Bødker (f. 1927) giver i samlingen Anadyomene (1959) en mytisk vision af skabelsen og af menneskets, især den higende og reflekterede mands, ødelæggelse af skaberværket. I modsætning til hans destruktive tanke stilles den kvindelige omsorg for menneske og omverden. Bødker formulerer allerede i digtet „Adams ribben“ fra debutsamlingen Luseblomster (1955) en kvindelig selvbevidsthed, der nok er traditionel i sin fremstilling af det mandlige som det omkringfarende og det kvindelige som det vegetative, men som også rummer spiren til den kraft, som kvinderne langsomt mobiliserede gennem 1960'erne, og som kulminerede i 1970'ernes kvindebevægelse. Dén kvindelige verden, Bødker giver konturerne af i sine tidlige digtsamlinger, er ikke af den intime og følelsesfulde slags, som man finder hos blandt andre Tove Ditlevsen, men af en mere udadvendt og visionær art af den, som man kan finde i Hulda Lütkens moralsk anfægtede digtning fra 1940'erne. Inger Christensen antyder med sine første samlinger Lys (1962) og Græs (1963) også en naturforbundethed og en åbenhed, som hun dog først rigtig forløser kunstnerisk og originalt med senere værker som det (1969) og Sommerfugledalen (1991).