Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Make it new - Jørgen Sonne

Oprindelig forfatter LHand

Jørgen Sonne (f. 1925), der debuterede i 1950, hører til de meget rejsende, hvad man ser både motivisk og holdningsmæssigt i hans digtning. Han er fra første færd internationalt orienteret, og så tidligt som 1949 oversætter han Arthur Rimbauds Illuminations (1886), i 1960 fordansker han bl.a. Ezra Pounds ABC of Reading (1934), og så er han ellers med til at introducere den originale franske modernisme på dansk grund.

Sonne repræsenterer gennem 1950'erne det vid og udsyn, som angiveligt er så sjældent, at Brostrøm kan skrive „Det umådelige mådehold“ i 1959. Han er formdyrker og bevæger sig i modsætning til flere af sine modernistiske kolleger i Danmark frit og umådeholdent rundt i traditionelle versformer, samtidig med at han også skriver frie vers. Hans digtning tydeliggør, hvordan modernisterne er særdeles traditionsbevidste, og at Ezra Pounds maksime „Make it new“ ikke bare skal forstås som en jagt på stadig nyere former, men netop også som en fornyende genbrug af de gamle. Nyt skal det være, men populistisk nyhedsjag og sensationslyst vender Sonne sig derimod kulturkritisk imod med sin særlige sproglige aktivisme. Han gør op med „postkorttvangen“ i Italiensk suite (1954) – og senere i Thai noter (1974) og Rejsekoncert (1972) – med et digt som „Gondoler“, hvori man også kan se et godt eksempel på modernisternes metaforanvendelse. Her kaldes gondolerne „bølgeheste“, hvad der vel umiddelbart lader sig forstå. Men når det om dem videre hedder: „stejlende skarpe på jeres stalde af / grønt vand langs hvide kajer“ udvides billedet associativt, idet vandet identificeres med en stald. Karakteristisk er det, at metaforen ikke bare er ydre form og staffage, men en fornyet adgang til verden, ligesom også den komiske, provokerende profanering og sammenblanding af højt og lavt er det i „O højtid ohøj“ fra Krese (1963): „På kristi luftsfartsdag ligger fugl phenix, peggasus, / helligtrækopteren, på kastrup Doloris, ih! vorhære / tilvejrs, sae Hans til Sisse, og så græd de begge to“.

 Jazz og Poesi eller bare J & P nåede til Danmark fra USA i 1962 og gav sig udslag i et samarbejde mellem Louis Hjulmands jazzorkester og en række modernistiske digtere som Jørgen Gustava Brandt, Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne, Robert Corydon og Jørgen Leth. Forbilledet var beat-generationens digtere som Lawrence Ferlinghet ti og Jack Kerouac og jazzmusikeren Charlie Mingus. Digtoplæsninger og jazzkompositioner var adskilt, men sådan, at digtene inspirerede Hjulmand, og jazzen digterne. På fotografi et fra et arrangement i Fiolteatrets kælder i 1965 ses Hjulmand og hans trio. Fra venstre efter bassisten står Benny Andersen, Jørgen Gustava Brandt, Uffe Harder og Jørgen Sonne.

Jazz og Poesi eller bare J & P nåede til Danmark fra USA i 1962 og gav sig udslag i et samarbejde mellem Louis Hjulmands jazzorkester og en række modernistiske digtere som Jørgen Gustava Brandt, Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne, Robert Corydon og Jørgen Leth. Forbilledet var beat-generationens digtere som Lawrence Ferlinghet ti og Jack Kerouac og jazzmusikeren Charlie Mingus. Digtoplæsninger og jazzkompositioner var adskilt, men sådan, at digtene inspirerede Hjulmand, og jazzen digterne. På fotografi et fra et arrangement i Fiolteatrets kælder i 1965 ses Hjulmand og hans trio. Fra venstre efter bassisten står Benny Andersen, Jørgen Gustava Brandt, Uffe Harder og Jørgen Sonne.

Sonne og de andre modernister bekender ikke tårevædet den eksistentielle misere, men udtrykker den på nøgtern og usentimental vis gennem metaforiske arrangementer eller gennem rolledigte, hvor man både kan identificere sig og holde en distance. „My verse is the true image of my mind, / Ever in motion, still desiring change, / To choice of all variety inclined“, lyder mottoet i Midtvejs (1960). Det fortæller om digterens tilbøjelighed til at vælge mangfoldigheden frem for det monotone og endimensionale. Digtenes lyst ligger da også knyttet til udtrykket og glæden ved den facetterede sproglige udfoldelse og variation. Omvendt udtrykker Sonne en lede ved det trivialiserede sprog og gør oprør mod det og dets iboende indskrænkede verdensbillede. Det sker gennem et bevidst arbejde med sprogets musiske og sanselige side som fx i „Cikadepinjen“. Her hører man bogstavrim, og hvert ords særlige klang understreges gennem udeladelsen af sammenhængsskabende verber: „Saligste svalhed i den dybe sténsal! / Brødet fast marv; og vinen, kilders jern“. Det samme gør sig gældende i det senere digt „Ung“ fra den sensuelle kærlighedserklæring Eroterne (1977): „Sprød hyacinth / jasminklynger / sky som drejer sig / lænet til et bliks skygge“.

Annonce

Digtene inddrager desuden en videre verden end den danske hverdag, i og med at der sker en udvidelse af sprog og begreber. Det medfører især for Sonnes digtning, men også for Ivan Malinowskis, at man må have leksikon og ordbøger parat, for her vrimler det med sjældne ord, citater på fremmedsprog og navne, som ikke er alment kendte. Der er tale om en krævende lyrik, som ikke bare lader sig læse ud fra laveste fællesnævner. For så vidt er den elitær, og for så vidt er den et anslag mod den kulturelle magelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Handesten: Make it new - Jørgen Sonne i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477480