Når den moderne lyrik ikke ville komme til folk, måtte folk komme til den. Hvis de altså ville og kunne. Det sidste blev der rådet bod på med adskillige indføringer i den vanskelige lyrik. Aldrig før havde man set en sådan litteraturpædagogisk energi som den, der blev lagt for dagen gennem 1960'erne. Den blev næret af den socialdemokratiske tanke om demokratisering af kunsten og af kunstfonddebatten og den folkelige protest mod offentlig støtte til den aparte kunst. Og med lidt hjælp fra pædagogerne og den nykritiske fortolkningmetode skulle det være muligt at få folk til at forstå, hvad det var, at den skiftevis rygvendte og konfronterende intellektuelle lyrik ville dem, og hvorfor den var så væsentlig.

Torben Brostrøm selv lagde for med introduktionerne Versets løvemanke (1960) og Poetisk kermesse (1962). I Versets løvemanke (2. udg.) skriver han sammenfattende:

Modernismen må opfattes som et kapløb med modernitetens verden, som det er nødvendigt at vinde, da vi selv har skabt rammerne om den moderne tilværelse uden at kende dens billede, som kunsten kan medvirke til at sætte proportioner i. Billedet har sit uhyggelige egenliv: eksempelvis ved abstraktionernes dæmoni. Institutioner vi selv har oprettet, pengevæsen, politik, teknik etc. bliver til uhåndgribelige, upersonlige magtfaktorer. Kunsten har en opgave i konkretion, i erobring af det „menneskefremmede“. Thi dette kan erkendes af kunsten, som har tendens til at følge samme spor, har sin dæmoni, som må udforskes og tøjles ved fantasiens og tankens hjælp.Dette er den subjektive kunsts retfærdiggørelse.

Efter Brostrøms bøger fulgte så Jørgen Gustava Brandts Præsentation. 40 danske digtere efter krigen (1964), Finn Brandt-Pedersens Modernisme og kvalitet (1965) og Modernisme og pædagogik (1966), Finn Stein Larsens Om at læse poesi (1965), Poul Borums Poetisk modernisme (1966) og Danmarks Radios Modernismen i dansk litteratur (1967) redigeret af Jørn Vosmar. Endelig udkom Hugo Friedrichs internationale hovedværk, Die Struktur der modernen Lyrik (1956), i dansk oversættelse i 1968. Bogen baner vej mellem Charles Baudelaire og T.S. Eliot og gør rede for den moderne lyriks formsprog, temaer og idegrundlag.

Den moderne lyrik var ikke bare kommet til Danmark, men havde også fået en litteraturpædagogisk støtte ud over det sædvanlige. Der var dog malurt i bægeret. Da den unge frembrusende digterspire Hans-Jørgen Nielsen i 1963 anmeldte Jørgen Gustava Brandts Præsentation, omtalte han allerede Brandts generation som „gammelmodernisterne“. Da var den danske lyriske modernisme en 4-5 år, hvis det drejer sig om Rifbjergs og Malinowskis digtning, og små 20 år, hvis man regner Ole Sarvig og Thorkild Bjørnvig blandt modernisterne! Fra nu af gik det med en vis modernistisk konsekvens bare stærkere og stærkere i kapløbet om at få udråbt generationsskiftene og få gårsdagens poesi stemplet som et overstået stadium og en ren oldsag ude af trit med tiden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Litteraturpædagogik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig