I 1960 var Klaus Rifbjergs (f. 1931) nedtælling i programdigtet „Terminologi“ færdig, og hans epokegørende digtsamling Konfrontation kunne fyres af. Den lagde ikke blot navn til en bestemt retning af dansk modernisme – konfrontationsmodernismen, men danner også indgangen til et af de mest markante forfatterskaber i nyere dansk litteratur. Med Konfrontation giver Rifbjerg både et enestående signalement af modernitetens tingsverden, og lader også det danske sprog sprudle med ny og uhørt kraft.

Titlen angiver ikke bare en holdning til den aktuelle virkelighed, men i den toner også Johannes V. Jensens konfrontationer i digtet „Interferens“ (1906) og Tom Kristensens i novellesamlingen Vindrosen (1934) med undertitlen „Konfrontationer“. Ligesom hans digterkolleger havde nedskrevet enhver værdi til nul, kan han konstatere, at „Tom, tom, tom – saligt tom / er verden for andet end ting“ – og, må man straks tilføje: erindring og længsler og traditioner. Men tømt for mening af guddommelig art er verden, og Rifbjerg kan proklamere sin egen rabiate „Nultime“ i digtet af samme navn. I et mareridtsagtigt surrealistisk syn løber den moderne verdens ting og indtryk sammen i „opbrugthedsøjeblikket“, hvor alting brister og „Nultimens ure haster med visere / som gale rygsvømmere, insekter på flugt / over truende stilhed væk fra os“. Det apokalyptiske billede viser en enorm eksplosion med associationer til både brintbombesprængninger og ekstraordinære psykiske sammenbrud og udladninger. Digtet eksponerer i ét billede angstens landskab, og med sine vildtvoksende metaforer mystificerer det og er angstfremkaldende for en rationel bevidsthed, der vil forstå og analysere alting. Det afspejler såvel den moderne omverdens som det ubevidstes overvældende uforståelighed og fremkalder en fortolkningskrise hos læseren. Hvad skal man stille op med denne syndflod af metaforer, der får én til at gispe efter luft og en smule mening?

Konfrontation er der ikke bare i digterens møde med en uforståelig verden, men også i læserens møde med et digt, der slår benene væk under ham og sender ham til tælling i den opløste tid klokken nul. Konfrontation er provokerende anderledes ligesom de to følgende digtsamlinger Camouflage (1961) og Portræt (1963), der umiddelbart synes at lukke sig hermetisk om sig selv.

Allerede i samlingens første digt, „Livet i badeværelset“, støder man ind i en overraskende synsvinkel, der giver netop den skæve vinkel på verden, som fornyer den: „Mit univers ser jeg / fra en fordybning i væggen“, fortæller den diabolske sæbe. Badeværelset ses fra sæbens synsvinkel, og i den besjælede sæbes mund lyder de efterhånden bevingede ord: „Jeg er ikke for fastholdere“. Det lyriske jeg vil ikke holdes fast på et standpunkt, men vil netop kunne skifte position i en verden, som er under konstant forvandling, og hvor man bliver brugt og selv forbruger hæmningsløst af sine omgivelser. Men sæben taler også om digtningen selv. Digte er farlige og fascinerende på en gang. Bedst som man tror at have fod på dem, glider man i dem og slår sig, „når kraniet møder karrets kant“. Således løber tingsverdenen om hjørner med det menneske, som ideelt set burde have styr på tingene, men som afsjæles i takt med, at tingene besjæles.

Mennesket er ikke herre i eget hus og vælger ikke suverænt sin egen tilværelse og skæbne, sådan som eksistentialisterne mente. Det styres derimod af dunkle drifter og traumer, af en irrationel samfundslogik, af teknikken og af et stereotypt sprog, som findes i reklamer og overleverede romantiske forestillinger. Det suveræne subjekt må da se sig reduceret til et manipulerbart objekt, som er fremmedgjort fra væsentlige sider af sig selv, sådan som det fremgår af digtet „Afskåret“, der selv er amputeret i sin sprogligt abrupte og fragmentariske form. Individet er en ustabil størrelse, hvis identitetskerne er spaltet. Det udgør ikke noget centralperspektivisk sted, hvorfra verden entydigt kan anskues, og kunsten bliver derefter, ganske som man kender det fra Picassos flerperspektiviske malerier.

Hvordan man kan reagere på den netop skitserede katastrofiske og centrumløse virkelighed, drejer Konfrontation sig om. Som titlen siger, gælder det om at konfrontere sig med både nutid og fortid, med den ydre som den indre verden, for at blive bevidst om vilkårene for sin egen eksistens og for at kunne erobre verden og virke i den. På sine lyriske erobringstogter svinger dette jeg mellem overblikkets beherskelse og hengivelsens tvetydige overgivelse. „Er man underst“, spørges der spøgefuldt efter konfrontationen med tingsverdenens broer, kraner og mudderpramme og det ubevidstes indbrud i den rationelle verden. Overtaget søges gennem den sproglige beherskelse af verden. Rifbjerg benytter teknikkens sprog, et væld af fremmedord og egne, originale ordsammensætninger som „muddermaskinefølelse“ og „fantasiens hungerrum“ for at få del i virkeligheden, virke i den og dermed føle den som noget reelt og nærværende. Det er ikke normalsprog, der anvendes, men verden er heller ikke „normal“ og kan kun anskues under denne kategori gennem fatale afskæringer af virkelighed. For at få virkeligheden i tale må man kunne tale dens sprog, som også Malinowski var inde på i Galgenfrist. Modernisternes særsprog er da på en gang et symptom på en kompliceret og konfliktfuld verden og en reaktion på tingenes tilstand.

Det blik, der kastes på verden, er af moderne teknisk art. Det er kameraets og filmens øjebliksbillede, „konkretøjeblikket“, som danner adgangen til verden. Blænden åbnes, og objektivet zoomer ind, så man ser alt i blændende lys, hvor tingene og jeg'et skiller sig ud, så det ikke er til at sige, om det er måden, man ser på, der får verden til at falde fra hinanden i enkeltdele, eller om det er verden, der i sin grund er splittet og kaotisk. Akkurat som tilfældet også er det hos Malinowski. I det centrale digt „Frihavnen“ hedder det i den karakteristiske ufuldstændige sætningsstil, der udelader både sætningssubjekt og verbum: „Billedskift og koncentrationsflytning / til fornemmelse af cirkulerende kaos / man antager danserform / for ikke at omringes“. Om det så er den kalejdoskopiske billeddannelse, man omringes af og reagerer på, eller om det er en mangefacetteret virkelighed, der tvinger til en svingom for at få det hele med. Dermed er et væsentligt virkelighedsproblem også sat på dagsordenen. I Konfrontation eftersøges virkeligheden, men selve måden, det gøres på, synes både at fjerne jeg'et fra den og bringe det i alt for intim kontakt med den. Det lader sig ikke afgøre, om virkeligheden blot er jeg'ets billedlige projektioner af sig selv, eller om den planter sit billede i jeg'et og præger dets perception af både sig selv og omverdenen.

Virkelighedsproblemet og reaktionen på det bliver tydeliggjort af det nøgternt gennemskuende syn, der i „Røntgen“ ser ind til skelettet, men ikke har blik for en bløddel som hjertet og metafysiske størrelser som kærlighed og længsler. Det saglige og nøgterne syn, som også kendetegner den moderne naturvidenskab, skulle være saligheden selv, forlyder det i „Frihavnen“, men idet det sentimentale og patetiske elimineres, bortvises også en væsentlig følelsesdimension. Den kuldslåede sensibilitet, der så sikkert som en seismograf måler rystelserne i den moderne verdens psyke, får først sin egen følsomhed, når Rifbjergs erindring på konkret vis forbinder sig med ophavet, som det sker i Amagerdigte fra 1965, hvor kontakten til barndommens land på Amager genskabes og forholdet til forældrene bliver – delvist – afklaret. Med humoristisk overskud anerkendes den åndløse Amagerbrogade som „aorta i min traumatiske kærlighed / hovedstrømmen blandt mine længslers floder“, og barndommens Amager kan både forlades, idet det voksne jeg flytter væk, og bevares i erindringen som netop hans værdigrundlag og indre psykiske landskab. Parallelt hermed bisættes den konkrete fader, som digteren forsoner sig med på en saglig-følsom måde og i et ubesværet mundtligt sprog, der legitimerer sentimentaliteten og får den til at tone rent og ægte.

Ligesom man må konfrontere sig med den moderne tingsverden og beherske den for ikke at blive forvandlet til „skrigende sildesalat“ i det kropslige møde med den, sådan må man konfrontere sig med alt det fortrængte i ens eget liv og i den fælles verden. Det fortrængte i samfundsmæssig forstand strækker sig lige fra det affald, der i et „spildgathost“ udspyes i frihavnen som „skibsafføring“. Det er altså maskinernes restprodukter og i symbolsk forstand det fremskridtsprægede samfunds fortid og forudsætninger, som her vælder frem, og som kommer til at spille en væsentlig rolle senere i årtiet og ind i 1970'erne, hvor den økologiske katastrofe bliver tydelig.

Den „indre“ historie bliver indledningsvis sporet i „Middelaldermorgen“, hvor der kredses om barndommens smerte og irrationelle skyldfølelse. I denne konfrontation med barndommen i halvvågen tilstand bliver det lyriske jeg „sig selv bevidst som tyngde / omkring ømme punkter“. Men selverkendelsen er angstfremkaldende og går som dæmonerne først i sig selv igen med sollyset. „Glemmer mig“ – hedder det til sidst i digtet, men det er en glemsel, der ikke får lov at vare ved, for Rifbjerg sætter en større eftersøgning i gang med digtsuiten Camouflage (1961). Heri sprænges alle bevidsthedshinder i en obskur afdækning og kamuflering af selvets dybeste og mest tabubelagte lag. Ad symbolsk og metaforisk vej kommer man således på sporet af incestuøse forestillinger, dybe ødipale bindinger og Jesus-identifikationer. Med en provokerende esoterisk, associativ sprogføring og billeddannelse fører Rifbjerg her sit projekt ud i det ekstreme, og man skal til modernismens helt store navne som T.S. Eliot og James Joyce for at finde bevidsthedsstrømme af en så gådefuld karat. Billeder, figurer, identiteter, tid og rum er i stadig skred og forvandling, og digtet er i højeste grad ikke for fastholdere. Det konkrete er de kropslige sansninger, hvorfra erkendelsen tager sit udgangspunkt, men selv de er svære at fiksere i denne psykosomatiske poesi, som Torben Brostrøm har døbt den.

Både i Konfrontation, Camouflage og efterfølgeren Portræt sker der en regression, hvis pointe er, at den skal føre til en progression. Ved at dykke så langt ned i psyken og gå så langt tilbage, at man igen står ved begyndelsen, skulle det blive muligt at komme videre frem. Gennem regressionen kan der ske en frigørelse fra fortidsbindinger og traumer, og digtningen skulle således bidrage til generel frigørelse. Resultatet kan man se i de erotisk-humoristiske digte i slutningen af Konfrontation. Her udfolder det skyldbefriede og driftige jeg sig med løssluppen og lykkelig potens. Man er ved livets basale og banale akt og i samklang med naturen, når man ser på horsegøgens parringsleg og efterligner den i „dobbeltmenneskets ældgamle / looping-the-loop“. Det lyriske jeg lever og fungerer kropsligt og mentalt, og i selve denne erotiske livsudfoldelse, og i den erindrende eller længselsfulde bevidsthed om den kan man ansætte den værdi, der gør verden til andet end et tomt rum fuld af absurd adskilte ting.

I Camouflage anskueliggøres „poesiens kælderfødsel“, dvs. dens dybe forbindelse med det underbevidste, der bevidst opsøges for at undgå „postkorttvangen“. Den vil nemlig hellere vise overfladiske glansbilleder i klichésprog af et endimensionalt menneske end dét sammensatte væsen, der viser sig, hvis man tør kigge ned i det indre inferno og kan udholde det syn, som digteren giver med sit abnorme sprog. Det var der ikke mange læsere, der kunne. Så gik det bedre, da Rifbjerg med Amagerdigte skrev sin version af en hjemstavnsdigtning. Den er – i passager – enkel i sit udtryk som Under vejr med mig selv og giver med sine erindringer om fx en kanariefugls begravelse og drengens pludselige erkendelse af sin egen oprindelse og død eksistentielle indsigter af umiddelbar klarhed i såkaldt nyenkel stil. Det er som erindringens lykkelige elsker, at Rifbjergs sprogtalent folder sig smukkest og mest umiddelbart levende ud, og det er erindringsstykkerne i både lyrik og prosa, der har bragt hans værker ud til et stort publikum, som i dem har fundet andet end ordekvilibrisme og provokationer. Rifbjerg er dog senere med blandt andre samlingen Livsfrisen (1979) vendt tilbage til det billedmættede og mytologiske udtryk, som hans poesi kulminerede med i 1960'ernes begyndelse, ligesom han i flere af sine mange senere digtsamlinger har udtrykt sig med netop den sproglige energi og fantasi, som har gjort hans poesi så slående og nyskabende. Man finder således præcise sansninger af regnens flimrende fald i Byens tvelys (1987) og afdæmpede meditationer i Septembersang (1988), hvor digteren endnu en gang taler sig til rette med døden.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Konfrontation og provokation - Klaus Rifbjerg.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig