Endnu i 1960 kunne digterkonferencer påkalde sig offentlighedens interesse i en grad, så det blev en sag for Billed-Bladet. Bladets reportage fra de nordiske lyrikeres møde på Hindsgavl i maj-juni viser digterne i samvær og tvangfri samtale. Der var knald på motorcyklen, drenget vandgang og øl på bordet – og meget langt til elfenbenstårne og gravalvorlig, patetisk tale. Hindsgavl var noget af et tilløbsstykke for yngre digtere i Norden, og mange af dem, som i løbet af 1960'erne markerede sig stærkest, deltog.

.

I 1960, året efter at Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg havde overtaget redaktionen af Vindrosen, og modernismen som begreb var søsat af Torben Brostrøm, blev der indkaldt til et nordisk symposium om den moderne lyrik på herregården Hindsgavl ved Middelfart. Her mødtes mange af de digtere, som kom til at tegne en væsentlig del af lyrikken årtier fremover under generationsetiketter som 60'er-digterne og konfrontationslyrikerne. Klaus Rifbjerg, Jørgen Gustava Brandt, Benny Andersen, Jørgen Sonne og Jess Ørnsbo, der alle kom med sensationelle samlinger i dette modernismens jubelår, deltog i mødet og lignede en hel bevægelse. Da Gustava Brandt i digtsamlingen Der er æg i mit skæg (1966) beskriver den berusede, uborgerlige stemning, der var på stedet, gør han det med netop den prosaiske sprogføring, de mange fremmedord og de originale og dristige metaforer, der generelt er karakteristiske for 60'er-modernisterne:

Yderst nede på plænen foran dette slotkommer nu de posede pykniske poeter tilsynetidløst nærmer de sig disse stentrinTo af dem slæber en enorm taske med flasker imellem sighugger mildt faretruende i antydningen af en brisesakser hinandens profiler i en dejsendekinesisk bevægelse af langsom mærkværdig sikkerhedog kommer igen på kølen

60'er-modernisterne opgav de klassiske strofiske former og versemål og så ned på dem som et overstået stadium. Tidens stil var de frie vers og prosadigtet, som ikke binder digteren i givne mønstre, men lader den fri associationsdannelse få plads, sådan som allerede den amerikanske lyriker Walt Whitman havde gjort det i 1850'erne og de franske digtere Lautréamont og Arthur Rimbaud i 1860'erne og -70'erne. Og som den finlandssvenske lyriker Edith Södergran havde praktiseret det siden sin debut i 1916. Hun skrev programmatisk i digtsamlingen Septemberlyren (1918), at hendes digtning var poesi, men ikke vers. Hun ejede kun ordets og billedets evne i fuld frihed, dvs. på rytmens bekostning. Og hvad indholdet angår, så lod hun – som hun skrev – sit instinkt opbygge, hvad hendes intellekt i afventende holdning var vidne til. „Min selvsikkerhed beror på, at jeg har opdaget mine dimensioner. Det er ikke min sag at gøre mig mindre end jeg er“, tilføjede hun afslutningsvis.

Det er denne aristokratiske og stærkt individualistiske holdning, der præger den tidlige danske 60'er-lyrik. Også her går metaforen frem for alt andet, idet man tror på den overrumplende metafors evne til at få fat i netop de dimensioner i tilværelsen, som man ellers fortrænger, heriblandt en sublim skønhed, som ligger hinsides al konform pænhed. Den vilde og overraskende metafor kan gøre virkelighedsoplevelsen ny og frisk igen og bringe både digteren selv og læseren til nye intellektuelle erkendelser om deres egen psykiske karakter og tilværelsens beskaffenhed. Metaforen og den frie rytme danner nemlig et alternativ til dagligsprogets udslidte floskler og stivnede livsforståelse. Igennem det hensynsløst subjektive udtryk kunne man i princippet – sådan som psykoanalysen og den jungianske teori om det kollektive ubevidste pegede på – nå frem til noget almenmenneskeligt.

I selve formen lå der også et opgør med traditionens former, som var den populære poesis kendemærke. Frank Jægers og Tove Ditlevsens vers kunne man således hurtigt overse og vrænge ad ud fra en modernistisk position. Det var ikke andet end lyrisk kling-klang og sentimentalitet, hvorimod den „rigtige“ poesi var traditionsoprør. Traditionen var jo afsløret som tom snak og udslidte former. Den var brudt i samfundsmæssig forstand, og nu skulle digtningen også følge med. Meget kunne disse 60'er-modernister være uenige om, individualister som de var og ville være, men i kritikken af velfærds- og massesamfundets fortrængninger, dets uniformering og platte materialisme gjorde de fælles front.

„At en værditradition er blevet brudt vil sige, at der må søges en dybere sammenhæng end traditionen“, skrev Villy Sørensen som nævnt. Den dybere sammenhæng så lyrikerne det som deres opgave at søge gennem et traditionsbrydende sprog og i en åben og tilnærmelsesvis forudsætningsløs konfrontation med den moderne virkelighed. At denne 60'er-modernisme så selv indgår i det, der allerede var etableret som en europæisk og amerikansk avantgarde- og modernismetradition, hører til de paradokser, som modernismen er så rig på. Den gør til enhver tid op med traditionen, men er også inderligt forbundet med den. Uden traditionen er der intet at oprøres over, men uden at oprøres heller ingen modernistisk tradition.

Vejviser

Værket Dansk litteraturs historie i fem bind udkom i årene 2006-2009. Teksten ovenfor er kapitlet Lyrisk modernisme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig