Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Multikunstnere - Jørgen Leth og Per Kirkeby

Oprindelig forfatter ESven

I 1989 lavede Jørgen Leth (f. 1937) kortfilmen Dansk litteratur. Få dalevende forfattere optræder, heriblandt Klaus Rifbjerg, Inger Christensen, Per Højholt og Peter Laugesen. Sidstnævnte reciterer et digt, der har en aldeles nøgtern, lakonisk tone, som kunne det være skrevet af Jørgen Leth selv. Peter Laugesen har ud over at skrive digte oversat dramaer, skrevet kritik i dagbladene, udgivet essays, og på tilsvarende vis er Jørgen Leth en tværæstetisk kunstner, der modsat Peter Laugesen har en folkelig side, nemlig den, sportsseerne kender fra TV2's mangeårige dækning af cykelløbet Tour de France.

I 2005 blev forfatteren i kraft af sin erindringsbog Det uperfekte menneske (titlen spiller på Leths kortfilm Det perfekte menneske fra 1967) genstand for en polariseret kønsdebat. Som titlen antyder, er fremstillingen ikke forskønnende og decideret politisk ukorrekt, når den på Haiti bosatte Leth bramfrit erklærer: „Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret“. Betragtningen vakte furore, selv om den patriarkalske herrementalitet blev tematiseret, da forfatteren efterfølgende spurgte: „Er det fantasien om at eje, der gør mig så vild? Er det forbudtheden? Er det kolonialismens erotiske vision, der kommer sivende fra baghovedet og fremkalder en dobbelteksponering af denne scene, således at jeg både er midt i den og kan iagttage den udefra?“ Kontroversen om Det uperfekte menneske, der næppe var opstået, hvis bogen var blevet genrebestemt som roman, resulterede i, at Jørgen Leth blev fyret af TV2 og afsat som honorær konsul på Haiti.

Jørgen Leth var allerede som barn bidt af cykelsporten; hans onkel var banechef i Århus, og før Leth blev folkeeje som speaker og journalistisk reporter, lavede han et par skattede film om sporten, Stjernerne og vandbærerne (1974) og En forårsdag i helvede (1976). Siden er det blevet til en romanlignende tekstsamling Den gule trøje i de høje bjerge (1995). Den lidenskabelige interesse for sportsgrenen blev foregrebet i Sportsdigte (1967), hvor digteren koketterer med en barnlig identifikation med cykelrytterne. Mere sofistikeret, grænsende til det blasert indforståede er portrætfilmen om fodboldspilleren Michael Laudrup (1993), hvor instruktørens og spillerens gode smag udi vin og påklædning spiller en påfaldende rolle, samtidig med at Jørgen Leth endnu en gang viser sin sans for at leve med i sublime sportspræstationer.

Annonce

Det tilsyneladende naive og tilsyneladende neutralt registrerende ligger til Jørgen Leth. Blikket er næsten antropologisk i kortfilmen Livet i Danmark (1971), når forskellige mennesker præsenterer sig i et scenografisk renset rum. Den unge pige, hvis kæreste er kørt ihjel, pigen fra fabrikken, der i sin fritid kører motorcykel. Betjenten, der viser nogle af de tekniske detaljer, som udmærker hans motorcykel. Landmanden, der får lov til at dukke op flere gange for at fortælle om arbejdet med dyrene. Til slut ser vi 'et par fra hovedstaden', og under det anonyme dække optræder Jørgen Leth med daværende frue og to børn. Vi ser deres 2 CV, bilen for 70'ernes intellektuelle, og vi ser, hvilke madvarer familien nyder.

Det er et fladt Danmark, vi møder i Jørgen Leths film. De medvirkendes sammenhænge er skåret væk, og kameraet er registrerende, i øjenhøjde og i total. Tilskueren skal betragte, anskue det hele, som var det et fremmed univers. Landskaber ses indimellem i kontrast til rækken af serielt præsenterede mennesker i tomme rum. Den menneskelige diversitet er stor, men det fælles danske markeres ved opstillede rituelle situationer: et kaffebord med blødt brød for eksempel. Der er også blevet plads til en politiker, som taler om behovet for at tænke i det fælles, og der er en mand (skuespilleren Jørgen Ryg), der med glimt i øjet demonstrerer, hvor dejligt det er at drikke mælk, og hvor vigtigt det er at motionere. Men hans løb på stedet kikser, fejlen er alligevel kommet med i filmen. Jørgen Leths metode går på linje med Peter Laugesens ud på, at kunst er et eksperiment, og alt, hvad processen skaber, kommer med. Tilfældet, det spontane opsøges, og på den måde plæderes der for en form, som lader hverdagslivets mange serielle hændelser erstatte det modernistiske kunstværks dunkle dybder.

Forlaget Gyldendal havde sine problemer med den bunke papirer, Jørgen Leth indsendte i 1995, og som skulle være den store bog om Tour de France. Til sit forsvar skrev forfatteren: „Hvad fanden, min bog er jo ikke en service, den er en bog, den er hvad jeg kunne finde på at skrive om Tour de France en bestemt vinter i Port-au-Prince, Haiti. Hvorfor skal det stof yderligere formidles, gøres lækkert og tiltalende? Det kan jeg ikke forstå. Jeg ved godt det rummer grumsede materialer, en blanding af reportage, sekunddecimaler, refleksioner, erindringer, adjektiver (men ikke de værste), men hvad er der egentlig galt – rent kunstnerisk – ved at stille disse materialer over for hinanden?“ („Tilfældets fantastiske foræringer“ i Historier om nyere nordisk litteratur og kunst, 1999).

Titlen på digtsamlingen fra 1975, Det går forbi mig, antyder denne erklæret iagttagende approach hos Jørgen Leth. Forfatteren med de mange talenter er blevet karakteriseret som en 'mytisk minimalist'. Det minimalistiske ligger åbenlyst i Leths hang til opstillinger og fotografiske registreringer. Omvendt er hans cykelkommentarer ikke kun nøgterne, men også båret af begejstring, grænsende til det mytologiserende. I digtsamlingen fra 1975 udstilles en interessant dobbelthed mellem det kontrollerede, den cool attitude og modsatrettede, ulmende fornemmelser for kaos og ubehag. Udgangspunktet er et digterjeg, der keder sig. Hovedet „bulner ud af tomhed“, og distancen til kroppen er udtalt: „Jeg har et hoved som jeg er ved at blive træt af. Jeg har en krop som jeg ikke gider flytte på. Jeg har en identitet som jeg helst vil ryste af mig.“

Det går forbi mig skildrer minutiøst, hvordan denne tilstand kan håndteres, så den ikke afsætter smerte. Dels maner digteren til besindelse, til at acceptere tingenes tilstand. På linje med Dan Turèll handler det om at indse, at „Der er ikke andet end det der er“. Dels manifesteres en anden forsvarsmekanisme, nemlig kunsten, i særdeleshed filmmediet og kameraet, der tilbyder en optik, som kan kontrollere konflikter og emotioner. Verden kommer til at stå i gåseøjne. Den leth'ske blaserthed er også en tilkæmpet attitude: „Genkendelsens glæde eller smerte undermineres med et råt greb i ordmaskinen.“ Digtsamlingen Billedet forestiller (2000) har i pagt med den fotografisk kontrollerende bevidsthed solnedgangen som ledemotiv. Den er forskellig hver gang og dog en banal gentagelse. Forandringerne er minimale, og dog rækker sproget ikke, hvis det skal få det hele med. På den anden side: Hvad kan digteren og filminstruktøren gøre andet end at bruge sine øjne og fastholde de indtryk, der flyder forbi? På den måde er Jørgen Leths kunstneriske ærinde øvelser i virkelighedserkendelse. En teorifri fænomenologi som et livslangt poetisk eksperiment.

At Leth også har en romantisk åre, fremgår af kortfilmen Dyrehaven, den romantiske skov (1970) lavet i samarbejde med endnu en multikunstner, der har sit udspring i 1970'ernes kunstneriske og politiske grøde, Per Kirkeby (f. 1938). Denne er om nogen den kunstner fra den eksperimenterende kreds, som er blevet international star. I starten af 1960'erne mødtes Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard, Jørgen Leth og Hans-Jørgen Nielsen i Den Eksperimenterende Kunstskole i København (senere kaldet Eks-skolen). Stedet levede op til sit navn; man krydsede genrer i ét væk og udgav tidsskriftet ta' (1967-68), der er et lysende eksempel på bestræbelsen på at få arkitektur, litteratur, malerkunst og film til at samarbejde, samtidig med at man slog et slag for massekulturelle fænomener (fx tegneserier, B-film), som ikke var comme il faut hos de kræsne kulturradikale, der havde slået kulturkonservatismen af pinden som dominerende på det intellektuelle parnas. Per Kirkeby tog på rejser sammen med Ib Michael og illustrerede i 1989 andenudgaven af dennes Hjortefod (1974) med tegninger, der kunne være hentet i tegneserier. Samtidig med at Per Kirkeby fik en akademisk grad som geolog, eksperimenterede han med massekulturelle former og udtryk, ud over at han teoretiserede over kunst og arbejdede med maleriet. Foruden at han med jævne mellemrum udsendte digtsamlinger, der vidnede om en høj billedbevidsthed og en taktil fornemmelse for forbindelser mellem ord og visuelle former. Per Kirkebys digte er maleriske, og hans malerier rummer poetiske visioner.

„Digtet er en subversiv omgang med sproget“, sagde han selv, men hvor original var Per Kirkeby? Det spørgsmål stillede kritikeren Niels Barfoed sig i 1968, men den svada, han afleverede, prellede af på multikunstneren, som ikke kunne se noget problem i at være eklektiker, tværtimod: „Jeg er eklektiker. Manifest. Jeg tager andres ting – i videste forstand. Jeg benytter mig af materialemylder, jeg laver mit eget system, jeg har mine egne modeller. Jeg plukker ud og samler – og udvælger. Mit system, der er et ægte system, konstitueres af private forkærligheder og kuriosumagtige særinteresser og i hvert tilfælde noget mystisk. Jeg er romantisk og aristokratisk. Min kunst handler om kunst. Jeg skriver og maler på samme måde“ (citeret fra Historier om nyere nordisk litteratur og kunst). For Per Kirkeby er kunsten et laboratorium, et eksperiment, der kan finde sted i mange kunstneriske rum, og dørene er ikke lukkede mellem de forskellige rum.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Svendsen: Multikunstnere - Jørgen Leth og Per Kirkeby i Dansk litteraturs historie, Mortensen og Schack (red.), 2006-09, Gyldendal. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=477358