Miljødigtning og tidsånd - Vagn Lundbye, Thorkild Bjørnvig, Marianne Larsen

Peter Poulsens milde variant af 70'ernes økologiske kulturkritik radikaliseres i Vagn Lundbyes Digte 1977. Digteren mobiliserer ikke blot lokalmiljøet på Langeland og øens historie, men også indianerne, urbefolkningen i Nordamerika, er en del af den bevægelse, der taler tidens materialisme, EF og andre moderne, triste fænomener imod. Digtsamlingen er skrevet i erklæret opposition til Johannes V. Jensens Digte (1906); Vagn Lundbye (1933-2016) ser ikke nogen redning hos vildmanden, der vil bekræfte „de Raske i Retten til Riget“; i stedet vil han forsvare den landlige provins, hvis afventen og stilhed er at foretrække frem for den 'barbariske samtid'. Vagn Lundbye propaganderer for menneskets ydmyge respekt for den store natur. Når menneskearten mister sin naturgrund, lurer det katastrofiske, udtrykt i manende patos: „Når afstanden til naturophavet / forholder sig til menneskets ensomhed / og det tragiske tab af nødvendighed / hvad skal vi så i denne sene time / stille op de steder / hvor disse tab er størst, storbyerne / disse dinosauriske selvopgivelser / der ligger dybere end nogen urbaniseret idé / endnu har kunnet række“.

Allerede i digtsamlingen Figur og Ild (1959) og essaysamlingen Begyndelsen (1960) er det tydeligt, at Thorkild Bjørnvig opfatter naturen og dens mangfoldige væsner som en anden befriende dimension i tilværelsen. Hans kritik af vækstsamfundets maltraktering af den økologiske balance foldes for alvor ud i 1970'erne, hvor naturengagementet, formaliseret i fx organisationen NOAH, udfordrede den politiske dagsorden. For at nå ud til mange læsere undergik Thorkild Bjørnvigs digtning en markant udvikling, væk fra de klassiske former som fx sonetten til fordel for knækprosa-forløb, båret af retorisk manende indignation og slående facts om naturens miserable tilstand, mest markant i samlingerne Delfinen (1975) og Abeguder (1981). Den bærende tanke hos Bjørnvig er en insisteren på en forbindelse mellem den eventyrlige natur og mennesket: reduceres naturen, falmer mennesket. Det uafhængige, det utæmmelige og ustyrlige er det uundværligt livgivende. I sideløbende essays og avispolemik, udgivet i Også for naturens skyld. Økologiske essays (1978) og Barnet og dyret i industrisamfundet (1979), forsvarer Bjørnvig engageret den verden, som taler et andet sprog end menneskene, og som digteren bestræber sig på at låne sin stemme, samtidig med at naturens væsen ligger befriende uden for menneskets rækkevidde. Mursejlere bliver i Gennem regnbuen (1987) kvintessensen af det daglige naturmirakel: „Her, mellem fugle og mennesker / vibrerer et naboskab, til at sove / lykkeligt ind med. De vingede skrigs / diamantrids på trommehinden / forbliver, slettes ikke af drømme om tab, / et liv; uophørligt og forfra crescendo, crescendo / af opfyldt liv.“ I sine senere digte mildnes det agitatoriske hos Bjørnvig, og i den sidste digtudgivelse, Siv vand og måne (1993) er der symptomatisk nok en lille digtsuite om et af de kunstneriske forbilleder, den tyske romantiker Friedrich Hölderlin. (Bjørnvigs tidlige forfatterskab er behandlet i Den romantiske arv).

Også Marianne Larsen (f. 1951), der debuterede i 1971 med digtsamlingen Koncentrationer, knytter an til naturen som en modmagt. Ikke den romantiske, der er større end mennesket, snarere den intuitive, sanselige, som hverdagsmennesket bærer og tænker med. Forfatteren er eksplicit politisk; hun tager parti for de underste, og digtene spændes hyppigt ud mellem et modsætningspar. Dels en samfundsmæssig, abstrakt almen undertrykkelse af enorm rækkevidde, dels på den anden side de sprækker i magten, der peger på kollektive utopier. Kroppenes endnu ikke realiserede fællesskab. De første udgivelser er domineret af en 'bange syntaks'; i takt med at venstrepolitiseringen tager fart midt i 70'erne, bliver tonen og attituden mere programmatisk. Fremmedgørelse, tingsliggørelse, ensomhed findes, men der findes også en verden uden for systemtvangen. Savn eksisterer, men digteren kan formulere savnet på det kollektive 'vi's vegne, og dermed vækkes håbet. Et sted i Hvem er fjenden? Klassepoesi (1977) hedder det: „således står vi sammen / vores savn er ens / vi savner / vores egne kroppe / og kræfter og arbejde / slet og ret / men savnet gør os stærke / således står vi sammen.“

Marianne Larsens digte kan hviske om de små muligheder. De kan også tale deres tydelige sprog. Det sker, når digteren stiller retoriske spørgsmål om undertrykkelse og retfærdighed, når hun laver ironiske maskedigte, hvor magtens sprog forvrænges, og det sker, når der leges med omvendinger og negationer. Den revolutionære optimisme er måske mindre udtalt efter 1980, men den kollektivets blues, som Marianne Larsen har sunget og udfoldet i en lille række realistisk funderede romaner om billedkunstneren Bodil og hendes venner som omdrejningspunkt, og som i miljøskildring, tematik og form kan sammenlignes med Kirsten Thorups romansuite om Jonna, har ikke skiftet nævneværdigt karakter. Den afsluttende morale formuleres i Galleri virkeligheden (1992) som en bydende kendsgerning: „Vi hører sammen. Hvad skal vi gøre!“. Flere af de retoriske teknikker, Marianne Larsen benytter i sine digte, er importeret fra Ivan Malinowski, som digteren mødte i socialistisk kulturarbejde i 70'ernes begyndelse.